Dette er en leder. Lederen er udtryk for Fundats' holdning.
Det er ofte sagt i fondssektoren, at det er langt sværere at dele penge ud end at tjene dem.
Porteføljeinvesteringer i børsnoterede aktier kan man jo udlicitere til kapitalforvaltere.
Problemet er bare, at den arbejdsgang ikke fritager fonden for ansvar. For når man køber en aktie, bliver man medejer af et selskab, og man skriver dermed under på dette selskabs værdisæt og forretningsførelse. Og selvfølgelig også på de produkter, som selskabet sælger. For det er de samme penge, der i sidste ende bliver delt ud til almennyttige formål.
Derfor ligger den reelle udfordring i investeringsarbejdet hos det enkelte bestyrelsesmedlems personlige moral. Det kan man ikke overlade til pengefolk og investeringseksperter.
Som Fundats kan fortælle i dag, står formandskabet i Realdania, bestående af godsejer Michael Brockenhuus-Schack og professor Majken Schultz, helt på mål for foreningens medejerskab af 11 våbenproducenter, herunder selskaber der laver kampdroner og atomvåben.
Men hvordan atomvåben hænger sammen med Realdanias indsats for seks verdensmål og den filantropiske mission om ’det byggede miljø’ vil sikkert give anledning til spørgsmål blandt medlemmer, medarbejdere, samarbejdspartnere og donationsmodtagere.
Formandskabet introducerer begrebet ’ikke-kontroversielle atomvåben.’ For filantroper med et mere fredeligt livssyn, må det virke som en contradictio in adjecto.
Det er en modig melding året efter foreningen offentliggjorde en ny investeringsstrategi, der med ESG-screeninger og flere mission related investments skulle få formuen til at arbejde mere i samme retning som de filantropiske mål.
Men Michael Brokenhuus-Schack og Majken Schultz har siddet i bestyrelsen i henholdsvis 15 og 21 år, og de må derfor forventes at have en vis føling med Realdanias vigtigste interessenter.
Fondsbestyrelserne er simpelthen kommet bagud i forhold til samfundsudviklingen
Bestyrelsesmedlemmers investeringsetik er dog grundlæggende en personlig sag, og derfor er det fornuftigt, at Realdania hvert år offentliggør aktielisten, sådan som den var sammensat ved indgangen til et nyt filantropisk år.
For kun på den måde kan foreningens 170.000 medlemmer overveje, hvordan de egentlig har det med, at de fællesejede penge fra den gamle realkreditforening i 2020 var placeret i våbenproducenter og et kulsort olieselskab (Exxon), som ikke er i nærheden af en grøn omstilling eller nogen af verdensmålene.
En ny virkelighed for fondene
Den moderne, etiske investeringsvirkelighed gik op for pensionssektoren allerede for fem-seks år siden.
I dag lægger alle pensionskasser og pensionsselskaber deres aktielister åbent frem således, at medlemmer og pensionsholdere kan se, hvad deres penge bliver investeret i og tage diskussionen på generalforsamlingen. Pensionssektoren måtte på den hårde måde lære, at transparens og ansvarlighed er en forudsætning for at gøre sig attraktiv for de yngre generationer.
Hos fondene derimod er der endnu ikke offentlighed om investeringerne. Man kan undre sig over, at den filantropiske fondssektor har kunnet lukke øjnene, og bilde sig selv og hinanden ind, at åbenhed og moralsk stillingtagen til porteføljeinvesteringer ikke bliver et tema, der vedrører dem. Det gør det uden tvivl.
Fondsbestyrelserne er simpelthen kommet bagud i forhold til samfundsudviklingen. At investeringspolitik og kapitalforvaltning først er kommet med i version 2020 af Anbefalingerne for God Fondsledelse har ikke gjort problemet mindre. Det er derfor beklageligt, at den nye, syttende anbefaling ikke konkret forholder sig til åbenhed om investeringsetik, aktielister og obligationsbeholdninger.
Niveauet for samfundsansvar
Realdania er undtagelsen i den forstand, at man har erkendt behovet for åbenhed. Og adm. direktør Jesper Nygård stiller ofte op og tager imod kritik for foreningens dispositioner.
Netop på grund af Realdanias åbenhed er foreningen trods alt mere bevidst end for fire år siden, da ledelsen begyndte at fremlægge aktielisterne, og derfor bør Realdania anerkendes for modet og indsatsen for at blive en bedre filantrop med hele tyngden af formuens 25 milliarder kroner.
Flere fonde bør følge Realdanias eksempel og melde sig en ind den nye virkelighed.
Bestyrelserne i fællesskabernes fonde har derfor en opgave i at tage stilling til niveauet for samfundsansvar i deres investeringer og sikre åbenhed om de konkrete formueplaceringer
Det gælder i særlig grad den række af fonde, der lige som Realdania, stammer fra den kooperative finansielle sektor. For her er der tale om andres folks penge, som store fællesskaber har optjent og overdraget til en fond. Her kan man ikke nøjes med at forholde sig til bestyrelsens personlige moral.
Derfor må fondene lægge kortene på bordet og være klar til at tage dialogen. Sparekassefonde, realkreditfonde og forsikringsfonde som Bikubenfonden, BRFfonden, og Østifterne (forening) har formuer for mere end 70 milliarder kroner, hvoraf en væsentlig del er frie midler. Disse fonde må offentliggøre deres investeringspolitikker og fremlægge deres aktie- og obligationsbeholdninger, så omverdenen kan se hvor de penge, fondene gør godt med, kommer fra.
Offentligheden har et moralsk krav på at få at vide, om Nordea-fonden investerer i børnearbejde i Bangladesh, om Helsefonden ejer tobaksselskaber kloden rundt, eller om Trygfondens frie midler er placeret i krudt og kugler.
Bestyrelserne i fællesskabernes fonde har derfor en opgave i at tage stilling til niveauet for samfundsansvar i deres investeringer og sikre åbenhed om de konkrete formueplaceringer. Kun på den måde kan de komme i overensstemmelse med deres omverden og blive ved med at være relevante for de yngre generationer, der udgør den nutidige interessentkreds.
