Pro­blem­o­ri­en­te­ring, part­ner­ska­ber, pro­ak­ti­ve stra­te­gi­er og ik­ke mindst im­pa­ct. Så­dan ly­der om­kvæ­det for man­ge ka­ta­ly­tisk ar­bej­den­de fon­de i dis­se år, ef­ter­hån­den som fle­re og fle­re fon­de får fo­kus på de sto­re sam­funds­mæs­si­ge ud­for­drin­ger.

Og med den ka­ta­ly­ti­ske til­gang føl­ger og­så et stør­re fo­kus på eva­lu­e­ring. Eva­lu­e­ring kan iføl­ge for­ta­ler­ne nem­lig bru­ges til at ska­be vi­den, som igen kan om­sæt­tes til im­pa­ct gen­nem f.eks. bed­re stra­te­gi­er, bed­re for­an­drings­te­o­ri­er, bed­re im­ple­men­te­ring – i det he­le ta­get bed­re be­slut­nin­ger.

Men hvis eva­lu­e­ring bli­ver vig­ti­ge­re og vig­ti­ge­re i fonds­sek­to­ren, hvor­dan kan fon­de­ne så bli­ve bed­re til at eva­lu­e­re? Det spørgs­mål har Mi­k­kel Ne­der­gaard, se­ni­o­r­rå­d­gi­ver i Bi­ku­ben­fon­den, ta­get un­der be­hand­ling i en ny forsk­nings­ar­ti­kel i tids­skrif­tet Sam­funds­le­der­skab i Skan­di­navi­en.

Evalueringskapacitet – et centralt begreb

Og Mi­k­kel Ne­der­gaards svar er i kort form, at fon­de bør fo­ku­se­re på at op­byg­ge eva­lu­e­rings­ka­pa­ci­tet. Mens eva­lu­e­ring fyl­der sta­dig me­re i man­ge or­ga­ni­sa­tio­ner, kri­ti­se­res eva­lu­e­rin­ger sam­ti­dig af mod­stan­der­ne for of­te at væ­re spild af res­sour­cer. For en­ten bru­ges de til for lidt, el­ler og­så bru­ges de for­kert – for ek­sem­pel til at le­gi­ti­me­re be­slut­nin­ger, der al­le­re­de er ta­get. For at sik­re et po­si­tivt af­kast af den in­ve­ste­ring, som en eva­lu­e­ring al­tid ud­gør, kan det der­for hjæl­pe at op­byg­ge en stør­re eva­lu­e­rings­ka­pa­ci­tet:

“Helt kort for­talt hand­ler eva­lu­e­rings­ka­pa­ci­tet på den ene si­de om at ha­ve ev­nen til at ud­fø­re eva­lu­e­ring i sin or­ga­ni­sa­tion. Og på den an­den si­de hand­ler det og­så om at kun­ne an­ven­de eva­lu­e­rin­ger­ne i or­ga­ni­sa­tio­nen ef­ter­føl­gen­de. De to ele­men­ter er knyt­tet sam­men i be­gre­bet. Og man har de her to ele­men­ter i be­gre­bet, for­di det vi­ser sig, at den tek­ni­ske kva­li­tet af eva­lu­e­rin­gen ik­ke ale­ne kan sik­re, at den ef­ter­føl­gen­de bli­ver brugt,” for­tæl­ler Mi­k­kel Ne­der­gaard og ud­dy­ber:

“Du kan godt ha­ve en eva­lu­e­ring af høj tek­nisk kva­li­tet, men al­li­ge­vel ha­ve ud­for­drin­ger med at få den an­vendt. Selv­om du har la­vet en eva­lu­e­ring, som er me­get sy­ste­ma­tisk, har ind­dra­get al­le de vig­ti­ge in­ter­es­sen­ter på de rig­ti­ge tids­punk­ter og så vi­de­re, så ser man al­li­ge­vel of­te, at eva­lu­e­rin­gen ik­ke bli­ver brugt. Og der sæt­ter be­gre­bet eva­lu­e­rings­ka­pa­ci­tet fo­kus på, hvor­dan man kan få den her vi­den i spil. Må­ske ved at sik­re al­le­re­de før man sæt­ter en eva­lu­e­ring i gang, at der er en klar idé om, hvor­dan eva­lu­e­rings­rap­por­ten el­ler eva­lu­e­rings­pro­ces­sen skal an­ven­des til at ska­be vi­den i or­ga­ni­sa­tio­nen,” si­ger Mi­k­kel Ne­der­gaard.

Et skift i forståelse af evalueringskapacitet

I den pe­er-re­viewe­de ar­ti­kel pe­ger Mi­k­kel Ne­der­gaard på, at der de se­ne­re år er sket et skift i for­stå­el­sen af eva­lu­e­rings­ka­pa­ci­tet i den in­ter­na­tio­na­le forsk­nings­lit­te­ra­tur om eva­lu­e­ring, som han gen­nem­går i ar­tik­len. Frem for at fo­ku­se­re på de tek­ni­ske og me­to­di­ske kom­pe­ten­cer, der er nød­ven­di­ge for at frem­stil­le kon­kre­te eva­lu­e­rin­ger, er der kom­met stør­re op­mærk­som­hed på de fak­to­rer i or­ga­ni­sa­tio­nens kul­tur, der gør eva­lu­e­rin­ger til no­get, der ef­ter­spør­ges og bru­ges af me­d­ar­bej­de­re og le­del­se.

Og iføl­ge Ne­der­gaards gen­nem­gang af forsk­nin­gen er der især tre om­rå­der, der har vist sig at vir­ke for at frem­me kul­turæn­drin­gen og der­med øge chan­cer­ne for, at eva­lu­e­rin­ger bru­ges frem for at hav­ne i skri­ve­bord­s­skuf­fen. Dels skal or­ga­ni­sa­tio­nens le­del­se ef­ter­spør­ge den form for vi­den, som kan pro­du­ce­res gen­nem eva­lu­e­rin­ger. Dels skal me­d­ar­bej­der­ne ef­ter­spør­ge den, og en­de­lig skal or­ga­ni­sa­tio­nen ru­ti­ne­mæs­sigt ar­bej­de med den­ne form for vi­den i dag­lig­da­gen. Sel­ve bru­gen af vi­den fra eva­lu­e­rin­ger ska­ber nem­lig øget ef­ter­spørgsel på vi­den, som igen ska­ber øget brug.

Hvordan kan en fond øge sin ‘bestiller-kompetence’?

Men selv om der i de se­ne­re år er kom­met et stør­re fo­kus på eva­lu­e­ring in­ter­nt i de dan­ske fon­de, så pro­du­ce­res eva­lu­e­rin­ger i prak­sis of­test af kon­su­lent­hu­se el­ler for­ske­re uden for fon­de­nes se­kre­ta­ri­a­ter. Det be­ty­der iføl­ge Mi­k­kel Ne­der­gaard, at fon­de­ne er nødt til at øge de­res ‘be­stil­ler-kom­pe­ten­ce’ for at sik­re den størst mu­li­ge ind­fly­del­se på eva­lu­e­rin­gens kva­li­tet.

For forsk­nin­gen pe­ger ri­me­ligt nok på, at eva­lu­e­rin­gens kva­li­tet har be­tyd­ning for dens an­ven­del­se. Jo hø­je­re kva­li­tet, de­sto bed­re an­ven­del­se.

“Hos man­ge fon­de bru­ger man jo ek­ster­ne kon­su­len­ter. Hos Bi­ku­ben­fon­den ud­fø­rer vi og­så eva­lu­e­rin­ger in­ter­nt, men pri­mært hen­ter vi eva­lu­e­rin­ger ude­fra. Og når man som fond be­stil­ler en eva­lu­e­ring, så har man størst ind­fly­del­se på den en­de­li­ge kva­li­tet helt i be­gyn­del­sen af pro­ces­sen. Og al­le­re­de når man be­stil­ler sin eva­lu­e­ring, er det der­for og­så så vig­tigt at væ­re skarp på, hvil­ket for­mål eva­lu­e­rin­gen har, hvil­ke spørgs­mål skal stil­les, og hvil­ken vi­den, man øn­sker. Og ik­ke mindst er det vig­tigt at ha­ve et klart bil­le­de af, hvor­dan eva­lu­e­rin­gen i sid­ste skal an­ven­des,” si­ger Mi­k­kel Ne­der­gaard.

Den så­kald­te ‘be­stil­ler-kom­pe­ten­ce’ er der­for et om­rå­de, som man­ge fon­de iføl­ge Ne­der­gaard med stor for­del vil kun­ne ud­byg­ge for at sik­re kva­li­te­ten af de en­de­li­ge eva­lu­e­rin­ger og der­med de­res chan­ce for at kun­ne bru­ges in­ter­nt og ek­ster­nt ef­ter­føl­gen­de.

“Hos os for­sø­ger vi der­for at ar­bej­de i en tæt di­a­log med be­vil­lings­mod­ta­ger­ne, så vi sid­der om­kring bor­det al­le sam­men i star­ten af pro­ces­sen. Det er jo og­så ud fra en tan­ke om, at eva­lu­e­rin­gen skal gø­re en for­skel for dem og væ­re med til at un­der­støt­te ud­vik­lin­gen af den so­ci­a­le ind­sats, der bli­ver eva­lu­e­ret,” si­ger Mi­k­kel Ne­der­gaard.

Udfordringer og perspektiver

Hos Bi­ku­ben­fon­den er op­byg­ning af eva­lu­e­rings­ka­pa­ci­tet bå­de in­ter­nt i fon­den, men og­så hos be­vil­lings­mod­ta­ger­ne, et fo­ku­s­om­rå­de i Mi­k­kel Ne­der­gaards ar­bej­de. Og én af de sto­re ud­for­drin­ger i eva­lu­e­rings­ar­bej­det er at ska­be et åbent og li­ge­vær­digt sam­ar­bej­de om eva­lu­e­rin­ger­ne:

”I fon­de­ne ta­ler vi jo of­te om, at vi ger­ne vil sik­re, at den vi­den, der kom­mer ud af eva­lu­e­rin­ger­ne, kom­mer fel­tet til gavn. Og den pro­du­ce­re­de vi­den skal selv­føl­ge­lig og­så gav­ne den or­ga­ni­sa­tion, som bli­ver eva­lu­e­ret. Men tid­li­ge­re har det må­ske væ­ret så­dan, at eva­lu­e­rin­gen mest er no­get, der fin­der ind til os i fon­den som en form for af­run­ding af det pro­jekt el­ler den ind­sats, man har ud­ført og som må­ske mest har hand­let om at do­ku­men­te­re, at tin­ge­ne er sket no­gen­lun­de som af­talt,” for­tæl­ler Mi­k­kel Ne­der­gaard.

Han me­ner der­for, at der er for­de­le ved at knyt­te fond og be­vil­lings­mod­ta­ge­re tæt­te­re sam­men, når der skal eva­lu­e­res:

”Et tæt­te­re sam­ar­bej­de om eva­lu­e­rin­ger er i mi­ne øj­ne et greb, der kan væ­re med til at sik­re, at eva­lu­e­rin­ger gi­ver vær­di og­så for be­vil­lings­mod­ta­ge­ren frem for ba­re at bli­ve no­get, der skal sen­des ind til os. For det at sik­re an­ven­del­sen og vær­di­en af eva­lu­e­rin­gen er sta­dig no­get af det van­ske­li­ge, som man er nødt til at eks­pe­ri­men­te­re no­get me­re med,” si­ger Mi­k­kel Ne­der­gaard.

I sin ar­ti­kel pe­ger Mi­k­kel Ne­der­gaard og­så på, at eva­lu­e­ring er ét af de om­rå­der, som in­di­mel­lem præ­ges af va­ne­tænk­ning, som of­te ik­ke ud­for­dres. Og her ser han en rol­le for dan­ske fon­de, som har et godt ud­gangs­punkt for at ud­for­dre eva­lu­e­rings­kul­tu­ren:

“Vi ar­bej­der sta­dig på at for­sø­ge at fin­de nog­le go­de må­der, hvor­på al­le kan sid­de sam­men om­kring bor­det he­le vej­en igen­nem eva­lu­e­rin­gen. Hvor bå­de pro­jek­te­je­ren, eva­lu­a­to­ren og vi i fon­den sam­men kan de­fi­ne­re ram­mer­ne for eva­lu­e­rin­gen. Og hvor vi i fon­den kan føl­ge med un­der­vejs og se, hvad der even­tu­elt kan ju­ste­res. Og vi be­der og­så om at få an­be­fa­lin­ger til den rol­le, som vi som fond spil­ler i ind­sat­sen, der eva­lu­e­res. For det må ger­ne væ­re en del af eva­lu­e­rin­gen at se på, hvor­dan vi selv even­tu­elt kan bi­dra­ge med me­re end pen­ge til ind­sat­ser­ne. Det kun­ne væ­re et af de om­rå­der, man som fond kun­ne eks­pe­ri­men­te­re på. Og der er be­stemt sket et skif­te over de se­ne­re år i for­hold til, hvor­dan eva­lu­e­ring bli­ver set og an­vendt. Så det er og­så et om­rå­de, hvor fon­de­ne li­ge nu be­væ­ger sig hur­tigt,” slut­ter Mi­k­kel Ne­der­gaard.