FN’s generalsekretær, Ban Ki Moon, udsendte mandag en appel til verdenssamfundet om akut hjælp på 120 millioner USD.
Hundredvis har mistet livet. Mindst 1,4 millioner mennesker har akut brug for hjælp. Byer og landsbyer er næsten slettet fra landkortet. Afgrøder og fødevarelagre er ødelagt. Mindst 300 skoler er skadede.
Poul Due Jensen har reageret på generalsekretærens appel og har allerede sendt støtte afsted til Haiti for at skaffe rent vand til ofrene. Nu beder Poul Due Jensens Fond andre danske fonde og erhvervsvirksomheder om at gøre det samme.
”Vi har gennem ejerskabet af Grundfos opbygget en formue baseret på globalt salg af pumper, og vi synes kun det er rimeligt at vi giver noget tilbage til verden. Vi vil gerne opfordre andre til at bidrage,” forklarer Christian Hartvig, der er direktør i Poul Due Jensens Fond.
Rent vand redder menneskeliv
Poul Due Jensens Fond har gjort det til et centralt punkt i sin strategi at bidrage til at opfylde FN’s verdensmål nummer seks om adgang til rent vand for alle. Fonden gemmer i den forbindelse på en særlig reserve til humanitær katastrofehjælp og har derfor kunnet reagere på rekordtid.
”Vi modtog ansøgningen fra amerikanske Water Mission - en af vores dygtige partnerorganisationer - mandag aften, og allerede tirsdag kunne vi sende dem tilsagn om støtte til at opstille mindst 5 vandsystemer, der kan gøre forskellen på liv og død for 20.000 mennesker. Water Mission har, som en af de få internationale NGO’er, folk på jorden i Haiti og vandsystemerne er derfor allerede nu på vej ud til de berørte landsbyer. Vi ved godt at det er en dråbe i havet, men mange bække små gør som bekendt en stor å,” siger Christian Hartvig.