Undervejs er arbejdet både blevet stoppet, genoptaget, udskudt og udskudt igen.
Fondsudvalgets udkast til en gennemgribende revision af fondsloven skulle oprindeligt have ligget klar ved udgangen af 2022. Siden blev arbejdet sat i bero på grund af corona og et folketingsvalg, deadline blev udskudt til udgangen af 2023, og senest blev deadline igen udskudt på grund af arbejdets kompleksitet, denne gang til udgangen af 2024.
Det lykkedes imidlertid ikke, og nu er udspillet udskudt nok en gang. Det oplyser Justitsministeriet, som er fondsudvalgets opdragsgiver.
”Justitsministeriet kan oplyse, at udvalgets arbejde endnu ikke er afsluttet, men at det forventes afsluttet snarest i begyndelsen af det nye år,” skriver ministeriet til Fundats.
Har ikke fulgt med tiden
Det 16 personer store udvalg med professor Rasmus Feldthusen fra Københavns Universitet i spidsen har, med undtagelse af pausen under coronanedlukningen og folketingsvalget, været i gang med arbejdet med en revideret lov for landets almene fonde, siden det blev nedsat af daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) i juni 2021.
"Fondsområdet har undergået en omfattende udvikling, men lovgivningen for de almene fonde har ikke fulgt med tiden," lød det dengang fra Justitsministeriet, og den forjættede revision af fondsloven skal både understøtte fondenes arbejde og skabe den fornødne kontrol med området.
Udvalgets udspil, som både skal bestå af en betænkning og et lovudkast, ventes blandt andet at indeholde et fondsregister, der skal styrke kontrollen med fondene. Eksperterne skal i deres arbejde inddrage erfaringer fra erhvervsfondsområdet, hvor en revideret erhvervsfondslov trådte i kraft i 2015 efter et lignende arbejde i erhvervsfondsudvalget.
Fundats har forsøgt at få en kommentar fra udvalgsformand Rasmus Feldthusen, men det har endnu ikke været muligt.
Justitsministeriet oplyser ikke årsagen til forsinkelsen. Men ved den forrige udsættelse for lige over et år siden oplyste Peter Hummelgaard til Folketingets Retsudvalg, at fondsudvalget skal afdække en række komplekse problemstillinger, blandt andet om fondenes kapitalstruktur, regnskab og revision.
Fundats har spurgt, hvornår udspillet fra fondsudvalget mere præcist end "snarest i begyndelsen af det nye år" ventes offentliggjort. Det har Justitsministeriet trods flere henvendelser ikke svaret på.