
Administrerende direktør Jacob Hübertz er efter aftale med Elsass Fondens bestyrelse fratrådt sin stilling pr 25. april.
Det sker i fælles forståelse efter såkaldt venskabelig overenskomst, oplyser fonden i en nyhed på hjemmesiden.
Dermed nåede Jacob Hübertz kun at være ansat i fonden i et enkelt år, efter han overtog posten fra Peter Lindegaard, der i april sidste år valgte at gå pension efter ti år som administrerende direktør.
Ved årsskiftet forlod Elsass Fondens mangeårige bestyrelsesformand Nick Elsass roret. Nick Elsass er nevø til stifteren Helene Elsass, og han bestred formandsposten i 22 år.
Siden 1. januar har Kirsten Smedegaard Andersen været bestyrelsesformand. Hun takker Jacob Hübertz for indsatsen for fonden.
"På den tid Jacob har været i fonden, har han været en vellidt og dygtig direktør. Vi ønsker ham al held og lykke på sin videre vej og takker for det store bidrag til fonden," siger hun.
Patricia de Lipthay Behrend fortsætter i rollen som direktør og er dermed foreløbig øverst ansvarlig for den daglige ledelse i fonden.
Bestyrelsen påbegynder nu arbejdet med at finde ud af, hvordan Elsass Fonden fremover skal organiseres, skriver fonden.