Lars Wallberg kommer fra en stilling som finansdirektør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) – en position han har bestridt siden 2011.
”Vi glæder os til at drage nytte af Lars Wallbergs stærke kompetencer inden for finans- og økonomiområdet og hans solide erfaring med ledelsesopgaver fra pensionsverdenen. Vi står over for en spændende udvikling, og Lars Wallberg vil få en væsentlig rolle i at markere foreningen som en selvstændig aktør i den finansielle sektor,” siger formand for Foreningen NLP, Peter Gæmelke, i en pressemeddelelse.
Lars Wallberg får ansvaret for at administrere foreningens over 8 mia. kr. store formue med bedst muligt afkast til gavn for foreningens almennyttige aktiviteter og medlemmerne, der er de ca. 330.000 kunder i Nordea Liv & Pension.
Desuden kommer han til at stå i spidsen for opbygningen af foreningens sekretariat, og en af hans første opgaver bliver at fastlægge en model for udbetaling af bonus til medlemmerne, oplyser foreningen i pressemeddelelsen.
Det 50 mand store repræsentantskab i foreningen vedtog i november en strategi for foreningens almennyttige arbejde. Op til 20 procent af afkastet på formuen skal bruges til indsatser inden for mental sundhed, herunder arbejdsrelateret stress (læs mere om foreningens almennyttige strategi her).
Lars Wallberg har tidligere bestridt poster som økonomidirektør i LD, finanschef i Sampension og økonom i Kommunernes Pensionsforsikring. Han er formand for revisionsudvalget i Lån & Spar Bank, næstformand i Kapitalforeningen LD og medlem af flere bestyrelser. Lars Wallberg er 58 år og uddannet cand. polit. Han tiltræder jobbet I Foreningen NLP d. 1. juni.
Foreningen NLP har pr. 1. januar 2017 købt 25 pct. af Nordea Liv & Pension.