
Den 1. januar 2026 får Elsass Fondens faglige direktør Patricia de Lipthay Behrend følgeskab i direktionen af Philip S. Thorsen, der tiltræder som administrerende direktør.
Det oplyser Elass Fonden i en pressemeddelelse.
Han er uddannet jurist og kommer fra en mangeårig stilling som advokat og partner i advokatfirmaet Mazanti-Andersen.
Kirsten Smedegaard Andersen, der er bestyrelsesformand i Elsass Fonden, glæder sig til at byde Philip S. Thorsen velkommen:
”Vi er stolte og glade over, at en så erfaren profil har sagt ja til at stå i spidsen for fonden, og vi glæder os til et godt og tæt samarbejde. Philip starter på et spændende og vigtigt tidspunkt, hvor fondens nye strategi netop er vedtaget, og organisationen skal i gang med implementeringsopgaven,” siger hun.
Direktørstillingen markerer et helt nyt kapitel for Philip S. Thorsen, selvom han forventer at kunne drage nytte i Elsass Fonden af sine mange erfaringer fra advokatbranchen:
”Jeg glæder mig til at tage fat på en ny opgave, hvor jeg kan bidrage på en anden måde. Elsass Fonden er en unik fond, som dagligt gør en betydelig positiv forskel for mennesker, der lever med CP. Fonden udmærker sig ved at afvikle mange aktiviteter og projekter i eget regi. Det gør fonden med dens dygtige medarbejdere til en meget levende organisation, som jeg ser frem til at blive en del af,” siger han.
”Der vil uden tvivl være en del, jeg skal lære. Men jeg ser frem til at kunne bringe min viden i spil i nye sammenhænge og til at kunne bidrage til fortsættelsen af det flotte arbejde, som fonden har løftet på CP-området i årevis,” siger Philip S. Thorsen.

