Det er langt fra lige ud ad landevejen at skulle formalisere samarbejdet mellem de store private fonde og politikerne på Christiansborg, sådan som formand for Folketingets finansudvalg og tidligere erhvervsminister Simon Kollerups (A) har foreslået. Tværtimod er der en række juridiske opmærksomhedspunkter, som skal håndteres, hvis ideen om at få fondene tættere ind i den politiske fold skal få ben at gå på.
Sådan lyder vurderingen fra Rasmus Grønved Nielsen, som er lektor på Københavns Universitet og ekspert i forvaltningsret.
“Jeg har svært ved at visualisere ordningen. Det er nyt land på et kompliceret område med kompleks lovgivning. Derfor er det vigtigt, at det ikke bliver en snuptagsløsning, men at man gør sig en række problemstillinger klart og tænker juraen med, når man designer strukturen for et sådant partnerskab,” siger han.
Han anbefaler, at man fra myndighedernes side kigger grundigt på, hvordan den juridiske ramme for et sådant partnerskab kan strikkes sammen - sammen med uafhængige eksperter og repræsentanter fra fondene.
“Et grundlæggende spørgsmål er, hvilke regler der gælder eller bør gælde for partnerskabet. Hvor er partnerskabet forankret, hvem har ansvaret, hvilke krav følger med, og er der styr på habilitetsforhold? Jeg mener, det vil være en god ide, at man får fagpesoner og aktører, der repræsenterer forskellige interesser, herunder også fondsverdenen, til at kigge på det og lave en betænkning om, hvordan man kan gøre det, før man går videre og fremsætter et konkret lovforslag,” siger Rasmus Grønved Nielsen.
Flere ubekendte
Simon Kollerup går ikke enegang med sit ønske om at få fondene tættere ind i den politiske fold.
Det er også en ambition for flere ministre i de seneste to regeringer under Mette Frederiksen. Regeringen har desuden sat handling bag ambitionerne blandt andet med den grønne trepart og den såkaldte iværksætteraftale, hvor ministerierne har haft et tæt samarbejde med fondene både forud og under tilblivelsen af de politiske aftaler. Dertil høster Simon Kollerups ide opbakning fra både SF og M.
Indtil videre er ideen dog ikke konkretiseret yderligere end til, hvad Simon Kollerup selv kalder et “formaliseret partnerskab”, hvor fonde og regering kan mødes, drøfte og udvikle fælles løsninger på samfundets store udfordringer.
Det er således uklart, hvilke og hvor mange fonde der i givet fald skulle indgå, hvilken form partnerskabet skulle have, og hvad fondene skulle bidrage med.
Det er et forslag, der har en svær gang på jorden, og hvor jeg ser flere udfordringer, der skal adresseres
Per Nikolaj Bukh – professor i offentlig økonomistyring ved Aalborg Universitet
Det kan dog vise sig at blive en svær opgave at finde en realiserbar model for Simon Kollerups ide, vurderer Per Nikolaj Bukh, som er professor i offentlig økonomistyring ved Aalborg Universitet.
“Det er en frisk udmelding. Det er et forslag, der har en svær gang på jorden, og hvor jeg ser flere udfordringer, der skal adresseres. Det gælder både i forhold til den indflydelse, som fondene får, og hvordan det vil påvirke hele vores velfærdsmodel, hvis vi får et større element af privat finansiering. Det gælder også i forhold til spørgsmålet om, hvordan vil man gribe det an i praksis og organisere det,” siger han.
Rasmus Grønved Nielsen mener ligeledes, at ideen kalder på en grundig foranalyse af, hvordan det juridiske og praktiske setup kunne se ud.
“Med det, der foreligger nu, er det lidt ligesom at fægte i blinde, for vi ved ikke, hvordan det kommer til at se ud. Men jeg håber, at man tænker grundigt over det juridiske setup for den type samarbejde, så man sikrer sig, at det både giver juridisk mening, og det kan fungere i praksis,” siger han.
Et tilbud, der ikke kan afslås
Simon Kollerup har ved flere lejligheder luftet ideen om et tættere samarbejde med fondene og i den sammenhæng inviteret fondene til at indgå i en dialog omkring, hvordan det eventuelt kunne strikkes sammen. Han har blandt andet i et interview i efteråret påpeget, at han ønsker en videre dialog med fondene om et mere formaliseret partnerskab. Han siger dog samtidig, at det vil være “strategisk klogt” for fondene at teste ideen af.
Det ligger i kortene, at alternativet til en frivillig aftale vil være et ensidigt lovindgreb. Helt frivilligt opleves det derfor nok ikke
Rasmus Grønved Nielsen – lektor på Københavns Universitet og ekspert i forvaltningsret
Rasmus Grønved Nielsen vurderer, at den mest sandsynlige model for et fremtidigt formaliseret partnerskab med fondene vil være en frivillig aftale.
“Et formaliseret partnerskab betyder, at man ønsker en juridisk ramme omkring samarbejdet med fondene. Det er nok mest sandsynligt, at det vil komme til udtryk i en form for frivillig aftale mellem regeringen og fondene. Det kræver selvsagt enighed. Den anden vej at gå, hvis man ikke kan få opbakning fra fondene til en frivillig aftale, er lovgivning, som man politisk kan realisere ensidigt, hvis man har Folketingets flertal med sig,” siger han.
Han peger på, at det langt fra er første gang, at staten laver regulering gennem såkaldte frivillige aftaler.
“Vi har set det flere gange på forskellige områder. Eksempelvis indgik Fødevarestyrelsen i 2010 en aftale med fødevarebranchen om at undlade at bruge betegnelsen ”neutralmarineret” om kødprodukter med tilsat vandlage. Baggrunden var, at Folketinget havde pålagt regeringen at indgå en sådan aftale, og det ligger i kortene, at alternativet til en frivillig aftale vil være et ensidigt lovindgreb. Helt frivilligt opleves det derfor nok ikke,” siger Rasmus Grønved Nielsen.
Jeg synes, der er en vis grad af pres i Simon Kollerups udmelding, hvor det virker ligeså meget som pisk end som gulerod. Hvis jeg var fond, ville jeg se det lidt som en pistol for panden
Per Nikolaj Bukh – professor i offentlig økonomistyring ved Aalborg Universitet
Tilsvarende ser Per Nikolaj Bukh Simon Kollerups inviation som en klar presbold på fondene for at gå i dialog med politikerne og afsøge, hvordan en sådan model kunne se ud, fordi de nyder godt at favorable skatteforhold på deres uddelinger - noget som blandt andet Frigast-udvalget sidste år problematiserede i deres rapport om fremtidens erhvervsstøtte:
“Jeg synes, der er en vis grad af pres i Simon Kollerups udmelding, hvor det virker ligeså meget som pisk end som gulerod. Hvis jeg var fond, ville jeg se det lidt som en pistol for panden - at enten går du ind i dialogen om samarbejdet, eller også ligger der potentielt en ekstra skatteregning og venter. Det bliver et tilbud, de ikke kan sige nej til,” siger han og fortsætter:
“Jeg kan helt ærligt ikke se, hvad fondene skulle få ud af at gå ind og støtte direkte op om realiseringen af den siddende regeringens politik ud over, hvis de bliver presset ind i det,” siger Per Nikolai Bukh.
Ikke muligt at indregne fondenes penge
Det har indtil videre været småt med offentlige reaktioner fra de danske fonde på Simon Kollerups ide. Dog har både Kim Nøhr Skibsted, direktør i Poul Due Jensens Fond og Lars Bo Nielsen, direktør i Villum Fonden tidligere udtalt sig positivt om ideen, hvis ambitionen er mere dialog, men pure afvist et formaliseret partnerskab omkring fondenes bevillinger.
“Jeg hilser ideen om mere dialog og samarbejde velkommen. Vi opfatter os selv som samfundsstøtter, og vi vil gerne bidrage og supplere. Derfor er det også en god ide, at vi taler sammen. Men rammerne skal være rigtige. Vi må ikke komme i en situation, hvor der bliver lagt rammer ned over vores midler, og hvor fondene sidder som smagsdommere og vender tommelfingeren op eller ned til politikernes forslag. Vi skal omvendt heller ikke ende i en situation, hvor fondenes samfundsengagement dikteres af politikerne”, siger Kim Nøhr Skibsted.
Hvis man stiller regulært krav om, at fondene eksempelvis skal putte 50 procent af deres midler ind i partnerskabet, er der tale om ekspropriation
Rasmus Grønved Nielsen – lektor på Københavns Universitet og ekspert i forvaltningsret
Det er heller ikke juridisk farbart at stille den type krav ind i et partnerskab mellem Christiansborg og regeringen og fondene, vurderer Rasmus Grønved Nielsen:
“Hvis man stiller regulært krav om, at fondene eksempelvis skal putte 50 procent af deres midler ind i partnerskabet, er der tale om ekspropriation. Det kan man ikke. Den eneste måde, man kan tvinge fondenes midler ind i statskassen, vil være at hæve skatten,” siger han.
“Fondsbranchen står sårbart”
Der er i dag ikke en fælles brancheorganisation, der repræsenterer hele den danske fondssektor. Selvom fondssektoren fik sin første brancheforening Danske Fonde for små og mellemstore fonde tidligere i år, er de store fonde fortsat ikke organiseret i et fælles politisk netværk eller forening med fælles holdninger og input til fondsområdet.
Fondene står sårbart, fordi de ikke står i en samlet forhandlingsposition. Det gør, at de ikke kan gå ind i et fælles forhandlingsrum
Per Nikolaj Bukh – professor i offentlig økonomistyring ved Aalborg Universitet
Det gør, at fondsbranchen står svagt i en forhandling med Christiansborg og regeringen om et partnerskab, når eller hvis det skulle blive aktuelt, vurderer Per Nikolaj Bukh.
“Fondene står sårbart, fordi de ikke står i en samlet forhandlingsposition. Det gør, at de ikke kan gå ind i et fælles forhandlingsrum. Det er langt sværere for den enkelte fondsdirektør at gå ud og sige nej til dialog - det kunne man nok i højere grad, hvis man havde etableret et forhandlingsfælleskab mellem de største fonde, hvor der var et fælles mandat til at sige noget,” siger han.
Det er også en udfordring, som gør ideen yderligere kompleks at realisere som en frivillig aftale, vurderer Rasmus Grønved Nielsen:
“Hvem skal regeringen forhandle med? Typisk når der skal laves partnerskabsaftaler, så har man en fælles modpart at forhandle og indgå en aftale med. Det har fondene jo ikke, så hvem skal have mandatet til at forhandle på deres vegne, og hvordan sikrer man sig, at aftalens vilkår kan implementeres?,” siger han.
