Lauritzen Fonden på den store velfærdsklinge

Nyhedsbrevet Danmarks Fonde har mødt souschef i Lauritzen Fonden, Kathrine Geisler Madsen, til et interview om fondens strategiproces set fra ‘maskinrummet’. Hun er den første deltager i en interview-stafet, hvor vi sætter ansigter på de mennesker, der arbejder med at omsætte fondenes visioner og strategier til praksis. Med tre spørgsmål sender Kathrine Geisler Madsen stafetten videre til en person i fondsbranchen, som for hende ’personificerer lysten og evnen til at dele viden og samarbejde på tværs mellem fondene’.

Kathrine Geisler Madsen
Kat­hri­ne Gei­s­ler Mad­sen, sous­chef i Lauritzen Fonden

“Vi vil­le ger­ne læ­re af fon­dens eget dna. I ar­bej­det med at op­da­te­re ud­vik­lings­stra­te­gi­en gik vi der­for til­ba­ge til vo­res rød­der og star­te­de med at kig­ge på, hvad fon­den støt­te­de, da de gam­le re­de­re Knud og Ivar dan­ne­de fon­den til­ba­ge i 1945.”

Kat­hri­ne Gei­s­ler Mad­sen er ved at for­tæl­le om sin vej ind i fonds­ver­de­nen. Om hvor­dan hun i 2015 for­lod ar­bej­det som kom­mu­ni­ka­tions- og CSR-chef i re­de­ri­et J. Lauritzen og star­te­de i Lauritzen Fon­den med an­svar for at op­da­te­re ud­de­lings­stra­te­gi­en. Hun for­tæl­ler om, hvor­dan hun har ar­bej­det med at af­dæk­ke fon­dens hi­sto­rie, og om pro­ces­sen der før­te til, at fon­den nu fo­ku­se­rer på børn og un­ge, der vok­ser op i so­ci­al, ud­dan­nel­ses­mæs­sig og kul­tu­rel fat­tig­dom – og på at styr­ke den­ne grup­pes triv­sel og dan­nel­se. Og om part­ner­ska­ber med Es­b­jerg Kom­mu­ne og skip­pe­ren på Fulton.

“På et tids­punkt i mit an­sæt­tel­ses­for­løb i re­de­ri­et fik jeg mu­lig­hed for at ha­ve to hal­ve efter­middage med Lauritzen Fon­dens se­kre­ta­ri­at og be­sty­rel­ses­for­mand, for de var in­ter­es­se­re­de i de nye strøm­nin­ger om­kring ka­ta­ly­tisk filan­tro­pi og col­lecti­ve im­pact. De spurg­te mig for­di jeg i re­de­ri­et ar­bej­de­de med CSR, som vi byg­ge­de på he­le sha­red va­lue-tan­ke­gan­gen. Nog­le af de CSR-ud­for­drin­ger vi som virk­som­hed mød­te kun­ne vi ik­ke lø­se ale­ne, for ek­sem­pel i for­hold til fa­ci­li­ta­tion pay­ments i hav­ne­an­løb i Ni­ge­ria el­ler an­svar­lig le­ve­ran­dørsty­ring i Ki­na – vi var nødt til at ud­vik­le pro­gram­mer og til­gan­ge, hvor vi stod skul­der om skul­der med an­dre ak­tø­rer for at skub­be på den sam­me pro­blem­stil­ling fra fle­re vink­ler. Og det er jo me­get det sam­me mind-set som col­lecti­ve im­pact byg­ger på. Da jeg sad og læ­ste op på det i fonds-re­gi, kun­ne jeg godt mær­ke, at der var et rig­tig spæn­den­de po­ten­ti­a­le i at ar­bej­de an­der­le­des med sin ef­fekt og med fle­re ak­tø­rer sam­men in­den­for et tra­di­tio­nelt filan­tro­pisk område”

Det blev star­ten på et sam­ar­bej­de, som i før­ste om­gang før­te til, at Kat­hri­ne i ok­to­ber 2015 blev an­sat i fon­den som pro­jekt­le­der med an­svar for at styr­ke sam­ar­bej­det med bevillings­modtagerne i en trans­for­ma­tions­pro­ces fra re­ne do­na­tio­ner til fle­re stra­te­gi­ske ud­de­lin­ger in­den for fon­dens fokusområder.

“Da jeg kom var der al­le­re­de rig­tig me­get i gang. Man ar­bej­de­de sær­ligt med ud­dan­nel­se, kul­tur og det so­ci­a­le om­rå­de – det var li­ge­som grund­ste­ne­ne, som man ger­ne vil­le for­fi­ne og fo­ku­se­re yder­li­ge­re. Og så blev jeg den de­di­ke­re­de res­sour­ce til at op­da­te­re uddelingsstrategien.”

Rødderne til rederiet

“He­le vo­res se­kre­ta­ri­at og vo­res be­sty­rel­ses­for­mand holdt et ki­ck-off-mø­de, hvor vi gik me­get i dyb­den med hvad vi er for en stør­rel­se som er­hvervs­dri­ven­de fond. Når man er helt op­pe på den sto­re vel­færds­klin­ge hand­ler det om, at vi kan væ­re med til at ska­be og sik­re ar­bejds­plad­ser i Dan­mark, at der bli­ver fle­re af dem og at det er jobs som bli­ver i lan­det. Spørgs­må­let blev så hvor­dan vi med vo­res ud­de­lings­mid­ler kan un­der­støt­te det­te in­den for ram­mer­ne af vo­res fundats?”

En del af ar­bej­det be­stod i at kort­læg­ge de se­ne­ste års ak­ti­vi­te­ter og at af­dæk­ke fon­dens hi­sto­ri­ske rød­der til re­de­ri­et Lauritzen A/S, som fon­den sta­dig har det ful­de ejer­skab af, for som Kat­hri­ne siger:

“Vi vil­le ger­ne læ­re af fon­dens eget dna. I ar­bej­det med at op­da­te­re ud­vik­lings­stra­te­gi­en gik vi der­for til­ba­ge til vo­res rød­der og star­te­de med at kig­ge på hvad fon­den støt­te­de, da de gam­le re­de­re Knud og Ivar dan­ne­de fon­den til­ba­ge i 1945. Så jeg sad i gem­mer­ne og læ­ste i de før­ste års­regn­ska­ber, for at se hvad man støt­te­de – det var f.eks. fat­tig­hjælp, støt­te til mødre og fa­mi­li­er, og der var selv­føl­ge­lig og­så en tråd om­kring sø­folk og li­vet til søs – det er de­le som i dag ty­pisk er om­fat­tet af virk­som­he­dens CSR. Vi kig­ge­de og­så på, hvad fon­den hav­de gjort de sid­ste tre år for at føl­ge ud­vik­lin­gen – og be­ho­vet i sam­fun­det som det teg­ner sig i dag. Vi map­pe­de vo­res uddelinger.”

“Det gjor­de, at vi kun­ne be­gyn­de at se en tråd – hvad vi kom fra og hvad vi hav­de ar­bej­det me­re må­l­ret­tet med de se­ne­ste tre år. Og når vi så kob­le­de det med vi­den fra i dag ved at læ­se rap­por­ter og op­sø­ge vi­den om pro­ble­mer­nes om­fang fra fag­per­so­ner, så kun­ne vi se, at den grup­pe af børn og un­ge, der vok­ser op i res­sour­cesva­ge hjem tri­ves dår­li­ge­re bå­de fy­sisk og psy­kisk, of­te­re fø­ler sig en­som­me, får dår­li­ge­re ka­rak­te­rer ved 9. klas­ses af­gangs­prø­ve, og har svæ­re­re ved at fin­de vej i ungdomsuddannelser.”

Brik­ker­ne var ved at fal­de på plads. Med fon­dens dna og ud­de­lin­ger kort­lagt, med fag­lig ind­sigt fra et hav af rap­por­ter og ud­valg­te eks­per­ter på om­rå­det, og med enig­hed om fon­dens rol­le og an­svar var Lauritzen Fon­den klar til at træ­de op på den sto­re velfærdsklinge.

“Helt over­ord­net vil vi ger­ne ha­ve, at fle­re børn og un­ge får ro­bust­he­den til- og mulighed­erne for at be­væ­ge sig igen­nem ud­dan­nel­ses­sy­ste­met og ud på ar­bejds­mar­ke­det – at de bli­ver selv­stæn­di­ge og bi­dra­gen­de sam­funds­bor­ge­re. At de selv har takt­stok­ke. Så vi fo­ku­se­re­de på un­ge­grup­pen og kob­le­de det op til er­hvervs­de­len – vi skal sik­re at der er no­get kva­li­fi­ce­ret ar­bejds­kraft derude.”

Men først skul­le stra­te­gi­en god­ken­des af bestyrelsen.

“Vi frem­lag­de vo­res ar­bej­de på be­sty­rel­sens stra­te­gi­se­mi­nar i Klit­hu­set i ju­ni 2016. Her hav­de vi ind­ret­tet et op­le­vel­ses­rum, hvor vi hav­de lagt al­le de rap­por­ter og bø­ger der var ble­vet læst frem, fyldt med gu­le stre­ger, kom­men­ta­rer og post-its, vi hav­de og­så hængt ud­klip op af dem vi hav­de haft spar­ring og di­a­log med un­der­vejs. På den må­de kun­ne man gå og snak­ke om pro­ces­sen vi hav­de væ­ret igen­nem. Det var en ret fed må­de at gø­re det på, for­di det blev så le­ven­de. Bag­ef­ter fik be­sty­rel­sen en præ­sen­ta­tion med sel­ve stra­te­gi­en. Ja, og så blev den god­kendt. Si­den har vi væ­ret i gang med at implementere.”

I be­skri­vel­sen af den nye stra­te­gi står der, at Lauritzen Fon­den vil øge ef­fek­ten af de­res uddel­inger ved at fo­ku­se­re, sik­re ny vi­den, væ­re pro­ak­ti­ve og ri­si­ko­vil­li­ge. Men hvad be­ty­der det for fon­dens – og Kat­hri­nes – ar­bej­de i praksis?

Lokalt fokus – det maritime udgangspunkt

I det ind­le­den­de ar­bej­de med stra­te­gi­en hav­de eks­per­ter­ne ad­va­ret mod pro­jek­t­ma­ge­ri – og pe­get på vær­di­en i at sam­le nog­le af de ting man al­le­re­de ved virker.

“Der er rig­tig man­ge værk­tø­jer man ved vir­ker rig­tig godt og har ef­fekt. Hvad nu hvis man prø­ve­de at sprøjte en mas­se af de ting ind det sam­me sted? Vo­res be­sty­rel­ses­for­mand, Jens Dit­lev Lauritzen, lag­de vægt på, at fon­dens rød­der op­rin­de­lig kom­mer fra Ri­be-Es­b­jerg – så skul­le vi ik­ke star­te vo­res im­ple­men­te­ring af stra­te­gi­en her? Så jeg star­te­de med at rin­ge op til Es­b­jerg Kom­mu­ne og si­ge – hej, jeg hed­der Kat­hri­ne, og vi er li­ge i gang med det her, og jeg vil­le hø­re om I har tid til at mø­des med os.”

Her op­le­ve­de Kat­hri­ne en for­skel på at kom­me som fond, i for­hold til hen­des ar­bej­de for rederiet:

“Når jeg har sid­det med CSR, så kun­ne folk godt bli­ve lidt fjer­ne i blik­ket. Her var der li­ge med det sam­me en in­ter­es­se i di­a­lo­gen. De sag­de: ‘det ly­der spæn­den­de’ og ‘det vil vi rig­tig gerne’.”

Og det skyl­des iføl­ge Kat­hri­ne ik­ke kun, at folk lug­ter penge:

“Vi er en fond, vi de­ler pen­ge ud – det er vo­res iden­ti­tet. Men jeg op­le­ver en op­rig­tig inter­esse i at prø­ve at gø­re tin­ge­ne an­der­le­des i de for­skel­li­ge sek­to­rer vi be­væ­ger os i. En in­ter­es­se i, at der kan kom­me no­gen ude­fra og sæt­te en kæp i ham­ster­hju­let, og si­ge ‘nu ta­ger vi li­ge et halvt år ud og zoo­mer ind på det her’. Så får de må­ske og­så et an­det mandat.”

Kampen mod børnefattigdom – et samarbejde med Esbjerg Kommune

Sam­men med Es­b­jerg Kom­mu­ne fandt Lauritzen Fon­den frem til et be­stemt om­rå­de, hvor det vil­le gi­ve god me­ning at la­ve en fæl­les ind­sats i kam­pen mod de ne­ga­ti­ve kon­se­kven­ser ved børnefattigdom.

“Der er et om­rå­de, der hed­der Øster­by­en. Her er en ræk­ke tal og in­di­ka­to­rer, der desvær­re pe­ger på at der er en grup­pe af un­ge i om­rå­det, der har svæ­re­re ved at fin­de vej ind i uddan­nelse, at de tri­ves dår­li­ge­re, sjæld­ne­re går det fri­tidsak­ti­vi­te­ter m.m. En mas­se af de tal, som vi via vo­res stra­te­gi og fun­dats hav­de stil­let skar­pt på, som de har i det om­rå­de. Det var selv­føl­ge­lig Es­b­jerg Kom­mu­ne, der kun­ne pe­ge på området.”

Sam­ar­bej­det med Es­b­jerg Kom­mu­ne be­ty­der og­så, at Kat­hri­ne for øje­blik­ket til­brin­ger en del tid på lan­de­ve­je­ne. Hun er i Es­b­jerg én til to da­ge om ugen, det me­ste af ti­den i mø­der med en mas­se for­skel­li­ge ak­tø­rer. Og he­le ti­den med an­ten­ner­ne ude i for­hold til det pro­ak­ti­ve, et an­det af stra­te­gi­ens omdrejningspunkter.

“Pro­ak­tiv be­ty­der helt kon­kret, at vi ik­ke ba­re sid­der og ven­ter på at an­søg­nin­gen pop­per op i vo­res elek­tro­ni­ske an­søg­nings­sy­stem. Når vi er ude at hol­de mø­der el­ler har di­a­log med an­dre fon­de, så har man li­ge et øre på om der kun­ne væ­re no­get, som kun­ne bli­ve til no­get – kun­ne man sæt­te nog­le men­ne­sker sam­men el­ler få et navn me­re på – el­ler li­ge kø­re ud for­bi. Det er al­tid med det pro­ak­ti­ve, op­sø­gen­de for øje. ”

Den pro­ak­ti­ve til­gang har blandt an­det ført til et sam­ar­bej­de med Fulton.

“Fult­on luk­ke­de ned for et par år si­den og sej­ler i dag som et kom­merci­elt skib med di­ver­se tog­ter. De har en dyg­tig chef­skip­per, Jakob Jen­sen, som har sej­let med dem i man­ge år. De kom til os, for­di de godt kun­ne tæn­ke sig at ha­ve nog­le so­ci­a­le sejlad­ser i form af f.eks. som­mer­fe­rie-tog­ter med børn, der nor­malt ik­ke har mu­lig­hed for at kom­me på fe­rie. Ud af den di­a­log kom, at Fult­on fort­sat hav­de mu­lig­hed for at væ­re en plat­form for un­ge, der har brug for en me­re hånd­holdt ind­sats i for­hold til at fin­de vej ind i ud­dan­nel­se el­ler beskæftigelse.”

“Chef­skip­pe­ren hav­de prø­vet at ha­ve to un­ge, som på for­skel­lig må­de var ud­for­dret, med ude at sej­le, og han hav­de sim­pelt­hen for­må­et at hjæl­pe dem vi­de­re. Én til­ba­ge i en ud­dan­nel­se, selv­om han før ik­ke var ud­dan­nel­ses­pa­rat, og én ind på sø­fart­s­sko­len – og i dag er han i ar­bej­de i et re­de­ri. Det er jo fantastisk.”

“Vi le­ge­de lidt vi­de­re med tan­ken og kon­tak­te­de så Es­b­jerg Kom­mu­ne, som godt kun­ne se ide­en i det. Så i dag er det ble­vet til et part­ner­skab mel­lem Es­b­jerg Kom­mu­ne og Fult­on og os.”

“Fult­on le­ve­rer ski­bet og ind­sat­sen for de un­ge, der kom­mer om­bord. Kom­mu­nen hen­vi­ser de un­ge, de vi­si­te­rer dem. Og vi prø­ver at skub­be på med nog­le an­dre ting, for at det bli­ver me­re bæ­re­dyg­tigt – blandt an­det om­byg­ning af ski­bet, så de kun­ne rum­me de her ek­stra kø­jer – og vi støt­ter og­så med eva­lu­e­ring af pro­jek­tet. Så al­le lø­ser en bid hver.”

Forandring tager tid

Men hvor­dan vur­de­rer man, om den slags ind­sat­ser øger ef­fek­ten af ud­de­lin­ger­ne, som var et cen­tralt punkt i stra­te­gi­en? Hvor­dan må­ler man ef­fek­ten af de so­ci­a­le indsatser?

“Vi vil først og frem­mest må­le ef­fekt på ind­sats­ni­veau – dvs. det er de pro­jek­ter vi støt­ter der må­ler ef­fek­ten. I Øster­by­en hvor vi går me­re kon­kret ind vil vi for­ment­lig væ­re med til at føl­ge triv­sels­da­ta, ka­rak­te­rer, hvor man­ge fle­re star­ter på en ungdomsuddannelse.”

Og net­op pro­jek­ter­nes lan­ge mål er iføl­ge Kat­hri­ne en af ud­for­drin­ger­ne, når man ger­ne vil må­le effekten.

“For­an­dring sker jo ik­ke in­den for tre år. Og part­ner­skabs­pe­ri­o­der og pro­jekt­pe­ri­o­der er ty­pisk en kor­te­re af­græn­set pe­ri­o­de. Må­ske bli­ver vi nødt til at væ­re der i me­re end tre år. Må­ske er vi nødt til at væ­re der i 10 år el­ler en ge­ne­ra­tion? Men hvor lan­ge for­plig­tel­ser kan vi lave?”

Am­bi­tio­nen om at øge ef­fek­ten af ud­de­lin­ger­ne er vig­tig for fon­den, men hvor­dan man gør det i prak­sis – og hvor­dan man må­ler ef­fek­ten – er no­get Kat­hri­ne og fon­den lø­ben­de vil ar­bej­de på at bli­ve bed­re til.

“Vi er ik­ke der, hvor vi kva­li­fi­ce­ret kan for­tæl­le, hvor­dan vi vil øge ef­fek­ten og hvor­dan vi vil må­le og ve­je det – vi har be­stemt ik­ke al­le sva­re­ne. Det er en del af ar­bej­det nu – at fin­de ud af det. Vi skal ha­ve no­get vi­den og snak­ke med nog­le af de an­dre fon­de, som er langt læn­ge­re end os”.

En del af fondsbranchen?

Som for­holds­vis ny i bran­chen har Kat­hri­ne væ­ret glad for at kun­ne træk­ke på er­fa­ring og vi­den fra an­dre fon­de. Hun er med i fle­re net­værk for fon­de – bå­de et for­holds­vist stort et for fon­de med fo­kus på det so­ci­a­le om­rå­de, en min­dre er­fa-grup­pe om Col­lecti­ve Im­pact samt et stør­re net­værk for nor­di­ske fonde.

“Jeg op­le­ver at det er en me­get lidt kom­pe­ti­tiv kul­tur. Man er ær­lig og go­de til at dele.”

Men hvor me­get op­le­ver hun sig som del af en fæl­les fonds­bran­che, og hvor me­get er det som va­re­ta­ger af en sær­lig fundats?

“Det er en kom­bi­na­tion, en vek­sel­virk­ning. Det er klart, at vi sid­der og va­re­ta­ger vo­res fun­dats, det er det vo­res fonds­ar­bej­de er byg­get op om – men det gør vi jo i en dy­na­mik med den vir­ke­lig­hed, der om­gi­ver os. Bran­chen er ik­ke sær­lig stor, når man først be­gyn­der at kom­me lidt ind i den. Det er me­get de sam­me man ser gå til de sam­me ting og kom­me de sam­me ste­der og netværksmøder.”

Til dag­lig er det først og frem­mest de næ­re kol­le­ger hun dis­ku­te­rer tin­ge­ne med – sær­ligt di­rek­tør In­ge Grøn­vold og Ka­mil­la Sø­gaard, der er an­svar­lig for kul­tu­r­om­rå­det og kommuni­ka­tion. Men der er og­så en an­den per­son, som har haft stor be­tyd­ning for Kat­hri­nes ar­bej­de: Sus­an­ne Da­hl, der er che­f­rå­d­gi­ver i Bikubenfonden:

“For mig per­so­ni­fi­ce­rer hun det her med ly­sten og ev­nen til at de­le vi­den og sam­ar­bej­de på tværs mel­lem fon­de­ne. Og det er og­så der­for jeg sen­der sta­fet­ten vi­de­re til hen­de, for hun tog rig­tig godt imod da jeg var helt ny. Hun gav god spar­ring un­der­vejs – og så er hun fag­ligt kom­pe­tent. Jeg er lidt nys­ger­rig på, hvor­dan de i Bi­ku­ben­fon­den ba­lan­ce­rer rol­len som med­skaber og me­d­ud­vik­ler, og at man som fond er dem der gi­ver pen­ge­ne og kan si­ge stop. Den her vek­sel­virk­ning, hvor man si­ger: her er nog­le pen­ge, og vi vil ger­ne væ­re med til at ud­vik­le en ind­sats – og hvor­dan und­går man bedst at al­le ak­tø­rer ba­re si­ger det man ger­ne vil høre?”

Kat­hri­ne vil­le og­så ger­ne hø­re om, hvor­dan Sus­an­ne Da­hl kom ind i fonds­bran­chen, og hvor­dan hun ar­bej­der med Bi­ku­ben­fon­dens exit­stra­te­gi. Vi brin­ger sta­fet­ten vi­de­re i næ­ste in­ter­viewrun­de, hvor om­drej­nings­punk­tet bli­ver Sus­an­nes Da­hls svar på Kat­hri­ne Gei­s­ler Mad­sens spørgsmål.

Vil du læse artiklen?

Med et abon­ne­ment får du fuld ad­gang til fun​dats​.dk.

Det ko­ster at pro­du­ce­re uaf­hæn­gig og dyb­de­bo­ren­de jour­na­li­stisk. Læs me­re om Fun­dats og se pri­ser­ne for at abon­ne­re her.

Abon­nér

Allerede abonnent? Log ind her:

Annoncespot_img
spot_img

Serie:

Interview-stafet

I en serie af interviews sætter nyhedsbrevet Danmarks Fonde ansigter på de mennesker, der arbejder med at omsætte fondenes visioner og strategier til praksis. Serien fungerer som en stafet, hvor den aktuelle interviewperson får mulighed for at sende tre nysgerrige spørgsmål videre til en kollega i den danske fondsverden – som dermed bliver den næste vi interviewer.

Interviews i serien:

Skribent

Læs mere om

Kategorier:

Tags:

Læs også

Forsiden lige nu

Coronakrise

Serie: Gode Ramme for Gode Donationer