Det gentages ofte, at danske fonde er på en professionaliseringsrejse. Det klassiske ansøgningsdrevne fondsarbejde mobbes i den forbindelse kærligt og kaldes for ’hattedameri.’ Imens beundres den gryende katalytiske filantropi som en moderne, professionel og mere virkningsfuld udgave af det velgørende arbejde.
Et populært formål blandt flere katalytiske fonde er at få flere unge i uddannelse. Eksempelvis har Egmont Fonden, Lauritzen Fonden, Bikubenfonden og LøkkeFonden alle igangsat eller støttet såkaldte turboforløb eller intensive læringsforløb, der skal få flere til at tage en ungdomsuddannelse.
Fonde har skabt stor opmærksomhed om intensive læringsforløb
Og målt på opmærksomhed og opbakning er fondenes katalytiske indsats en bragende succes, for tilslutningen til de intensive læringsprogrammer er nået særdeles bredt ud til mange relevante aktører – ganske i tråd med fondenes offensive udbredelsesarbejde:
”Intensiv læring har en gavnlig effekt på børn, der har det svært læringsmæssigt eller socialt. Vi bør lære af de gode erfaringer og udbrede det, der virker. For børnenes og for samfundets skyld,” har direktør Henriette Christiansen fra Egmont Fonden således sagt. Og samme toner lyder fra LøkkeFonden, der ønsker ”at udbrede vores forskningsforankrede læringsmetoder til kommuner, skoler og samfundet generelt.”
Og noget tyder som sagt på, at fondenes arbejde med at engagere de relevante aktører har båret frugt. I regeringsgrundlagene fra 2015 og 2016 er afsat 20,8 millioner kroner til et satspuljeprojekt om turboforløb med Egmont Fonden i styregruppen og en pulje på en halv milliard kroner til løft af de fagligt svageste elever blandt andet ved hjælp af turboforløb. Begge regeringsinitiativer kommer efter udtalelser fra statsminister Lars Løkke Rasmussen og tidligere undervisningsminister Ellen Trane Nørby, der henviser direkte til fondenes arbejde med intensive læringsforløb som inspirationskilde for regeringens politik på området.
I en kronik i Jyllands-Posten fra 2016 skriver de to ministre blandt andet følgende:
”Initiativer som Lær for Livet, læsecampen Plan T i Odense, Drengeakademiet og andre forløb viser, at elever kan rykke sig flere skoleår på få uger. Forskning bekræfter, at målrettede forløb for mindre grupper af elever er noget af det mest effektive for de unge, der har faglige udfordringer. Mange kommuner tilbyder allerede den slags turboforløb, men langt flere kunne med fordel gøre det.”
I oktober 2015 udtalte Ellen Trane Nørby desuden om Egmont Fondens flagskibsprojekt, at ”resultaterne fra Lær for Livet kan kun give andre mere blod på tanden.”
Med udtalelsen bakkede Ellen Trane Nørby således op om Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal, der ifølge samme artikel havde hørt, at Lær for Livets sommerskole på to uger kunne rykke anbragte børn ét år fagligt, hvilket prompte fik ham til at efterlyse, at flere børn skulle tilbydes turboforløb.
Endvidere nævner Undervisningsministeriet fondsarbejdet med intensive læringsforløb i en erfaringsopsamling fra januar 2016. Her fremhæves, at der ”rapporteres om positive erfaringer i undersøgelser om Egmont Fondens signaturprojekt Lær for Livet, DrengeAkademiet, Plan T i Odense Kommune og Københavns Kommunes Turboforløb,” og at ”mange kommuner og skoler derfor har deltaget i eller tilrettelagt intensive læringsforløb.”
Også ministre kan misforstå evalueringer
På baggrund af citaterne kan man konkludere to ting. For det første, at fondenes store arbejde med at udbrede intensive læringsforløb er blevet bemærket højt oppe i det politiske system. Mere specifikt er det fondenes udmeldinger om forløbenes resultater og effekt, som imponerer både ministre, skoleledere og kommuner.
For det andet kan man konkludere, at selv ikke ministre med opbakning fra et stort embedsapparat er i stand til at gennemskue fondenes kommunikation om resultater og effekt. For som flere eksperter har påpeget, så kan det på nuværende tidspunkt ikke med rimelighed konkluderes, at intensive læringsforløb rykker deltagerne i nævneværdig grad på hverken kort eller lang sigt, ligesom det af mange årsager er helt skævt at påstå en effekt på op til flere skoleår. Og det er ikke tilstrækkeligt at indrømme, at begrebet ’læringsår’ er misvisende. For problemerne stikker langt dybere; det foreliggende vidensgrundlag om intensive læringsforløb er plaget af så mange metodiske problemer, at de førende forskere hverken tør sige noget om størrelsen på en mulig effekt, eller hvorvidt den overhovedet måtte være positiv eller negativ.
Alle håber naturligvis, at de kommende evalueringer af intensive læringsforløb viser en positiv langtidseffekt. Men skulle effekten udeblive, kan fondene bag de intensive læringsforløb ikke bebrejdes for at have investeret i en uvirksom indsats – tværtimod. En central del af arbejdet for en katalytisk fond er at eksperimentere, og for alle eksperimenter gælder naturligvis, at udfaldet fra begyndelsen er uvist. Og fondene skal have stor ros for at finansiere følgeforskning og evaluering som en integreret del af indsatsen.
Principielle overvejelser nødvendige
Men når man eksperimenterer og bevæger sig ud, hvor isen muligvis ikke kan bære, så har man samtidig også et ansvar for at udvise forsigtighed og ikke at trække flere end højst nødvendigt med sig ud på isen. Den store usikkerhed om effekten af de intensive læringsforløb må derfor give anledning til en række principielle overvejelser i fondenes videre katalytiske arbejde.
For det første må fondene overveje balancen mellem to grundlæggende impulser. Handler den filantropiske indsats om at hjælpe en konkret gruppe børn og unge med f.eks. at få en ungdomsuddannelse? Eller handler den filantropiske indsats om tålmodigt og redeligt at udvikle og afprøve forandringsteorier? Der skal være plads til begge perspektiver, men om man lægger vægten det ene eller andet sted har stor betydning.
For det andet må fondene overveje, om de besidder de evalueringsmæssige kompetencer, der skal til for at forstå evidenshierarkier og fortolke de mange indbyggede begrænsninger i de foreløbige evalueringer. Før- og eftertests, spørgeskemaundersøgelser og interviews kan ikke sammenlignes med eksempelvis kontrollerede lodtrækningsforsøg, når det kommer til diskussionen af, om forløbene har en relevant virkning eller ej – og dermed om de bør udbredes.
For det tredje må fondene spørge sig selv, om de i arbejdet med at udbrede de intensive læringsforløb har udvist tilstrækkelig tålmodighed. Når eksempelvis ministre, kommuner og skoleledere ofrer knappe ressourcer på turboforløb med direkte henvisning til fondenes ”resultater”, så tyder noget på det modsatte.
Og overvejelserne er principielle for alle fonde, der ønsker at arbejde katalytisk og dermed benytte sig af advocacy-arbejde over for politikere og beslutningstagere. En vigtig del af professionaliseringsrejsen må bestå i at afklare, hvornår der foreligger tilstrækkelig viden til aktivt at udbrede et socialt eksperiment. Før dét punkt er nået, bør døren til laboratoriet ikke åbnes på vid gab.
Hvis ikke disse spørgsmål afklares, kan det få alvorlige konsekvenser. Både for troværdigheden og legitimiteten af det katalytiske arbejde – og for de mennesker, som det katalytiske arbejde i sidste ende skal hjælpe.