Drivkraften er ambitionen om at gøre en forskel for ofrene for krige, konflikter og katastrofer. Hvis drivkraften derimod er at tjene mange penge, er der al mulig god grund til at søge andre steder hen.
Sådan er det for formanden for Læger uden Grænsers Fond, for fondens øvrige bestyrelsesmedlemmer, for medarbejderne på det danske kontor og for de læger og andre faggrupper, som sendes fra Danmark ud til verdens brændpunkter i organisationens tjeneste.
”Der er så meget andet i det arbejde, vi udfører både herhjemme og i felten, der er vigtigere end penge. Og sådan skal det også blive ved med at være,” understreger Heidi Christensen, formand for Læger uden Grænsers Fond og netop genvalgt på posten frem til 2021.
Heidi Christensen slår med syvtommersøm fast, at hun absolut ikke mener, der skal ændres på bestemmelsen om, at hvervet som formand og bestyrelsesmedlem i fonden – som det hedder – ”principielt er ulønnet,” også selvom bestyrelsen faktisk har en høj mødefrekvens og sidder overfor hinanden én gang om måneden.
Og Heidi Christensen, der til daglig arbejder som speciallæge på Bispebjerg Hospital, ønsker ikke, at bestyrelsen skal udnytte vedtægtsbestemmelsen om, at bestyrelsen har mulighed for at fastsætte et vederlag til formand og næstformand.
Indtil videre har jeg syntes, at det er en kvalitet i sig selv at gøre det, vi gør, uden at få betaling. Det skal være hjerteblod, der driver bestyrelsesarbejdet.
Heidi Christensen – formand, Læger uden Grænsers Fond
”I de fire år, jeg har været formand, har det ikke været relevant at udnytte den bestemmelse. Indtil videre har jeg syntes, at det er en kvalitet i sig selv at gøre det, vi gør, uden at få betaling. Det skal være hjerteblod, der driver bestyrelsesarbejdet, og mange af dem, der stiller op til bestyrelsen, er ligesom jeg selv vendt hjem fra felten med følelsen af ikke at kunne give slip på Læger uden Grænser. Derfor vil de gerne fortsætte arbejdet herhjemme, men det handler ikke om at tjene penge. Og lønnen, når man er udsendt, er i øvrigt også lav. Det ér ikke og skal ikke være muligheden for at tjene mange penge, som lokker folk til at rejse ud for Læger uden Grænser,” siger Heidi Christensen.
Lønninger skal være fair
Parallelt med det ulønnede bestyrelsesarbejde og den lave løn til de udsendte er virkeligheden også for de ansatte i administrationen i Læger uden Grænsers Fond, at de indtager en position på de nederste trin af samfundets lønstige. Aflønningen fastsættes således efter et system, som tilstræber, at medarbejderne befinder sig i den lavest betalte fjerdedel sammenholdt med lignende organisationer.
”Vores lønninger skal være fair, men ikke helt i toppen. Ligesom for bestyrelsesmedlemmerne forventer vi, at der blandt medarbejderne er hjerteblod med, når man vil arbejde for Læger uden Grænser. Samtidig skal lønpolitikken balanceres i forhold til, at vi gerne vil sikre, at vi kan rekruttere de rigtige medarbejdere, og det er også noget, man snakker om internationalt: Hvad er det, der kan tiltrække folk, når man ikke kan give dem en høj løn? Jeg tror, at vi i høj grad tiltrækker folk, som synes, vores arbejde gør en forskel – lidt ligesom at være donor. Og det betyder meget for vores brand, at vi kan sige, vi bruger vores penge i felten i så høj grad, som vi overhovedet kan komme af sted med. Men selvfølgelig skal folk, der arbejder for os, tjene nok til, at de kan få smør på brødet – det tror jeg nu også, de kan,” siger Heidi Christensen.
Det betyder rigtig meget for os, at vi kan holde vores administrationsudgifter på et minimalt niveau.
Heidi Christensen – formand, Læger uden Grænsers Fond
Sparsommeligheden kan direkte aflæses i fondens årsregnskab for 2019, som viser, at det er lykkedes at nedbringe udgifterne til ledelse og administration på kontoret i Danmark fra 8,2 millioner kroner i 2018 til 6,0 millioner kroner i 2019. Administrationsprocenten er kommet ned under fem procent og er nu på 4,88 procent, og det er Heidi Christensen særdeles godt tilfreds med.
”Der har været mange historier tidligere om, hvordan en stor del af de penge, folk har doneret med ønsket om at støtte en god sag via forskellige organisationer, i stedet er gået til administration. Så det betyder rigtig meget for os, at vi kan holde vores administrationsudgifter på et minimalt niveau,” fastslår formanden.
Danskere gavmilde under coronakrisen
I 2019 delte den danske afdeling af Médecins Sans Frontières 100,5 millioner kroner ud, hvilket var 52 millioner kroner under uddelingsbeløbet i 2018, hvor der var blevet frigivet et stort beløb i indefrosne arvemidler. De indtægtsskabende aktiviteter i Danmark har de seneste to år ligget stabilt på 170 millioner kroner.
Hvor højt uddelingsbeløbet bliver i år, er endnu uvist. Men da coronakrisen – paradoksalt nok – faktisk har vist sig at være god for økonomien i Læger uden Grænsers Fond, forventer Heidi Christensen umiddelbart, at der minimum vil være mulighed for at lande på samme niveau som i 2019.
”Hvor tragisk, det end er, er faktum, at vi oplever stor økonomisk opbakning, når der er katastrofer og epidemier. Danskerne har været utroligt gavmilde under coronakrisen, og vi har kunnet samle mange ekstra penge ind, hvoraf nogle er blevet placeret i en covidfond,” siger Heidi Christensen.
Har droppet dør til dør-indsamlinger
En stadig voksende del af indtægterne til Læger uden Grænsers Fond kommer fra arv. I 2019 udgjorde arveindtægter 56,8 millioner kroner ud af de 145 millioner kroner, fonden modtog fra privatpersoner, og posten arv og legater er vokset med 2,8 millioner kroner fra 2018 til 2019.
Som tidligere omtalt i Fundats har Læger uden Grænser fået Civilstyrelsens tilladelse til at bruge privatpersoners testamentariske gaver til humanitære uddelinger frem for at have arvemillionerne stående som en urørlig fondsformue.
I 2018, 2019 og 2020 har Civilstyrelsen blåstemplet frigivelse af sammenlagt 139 millioner arvekroner, som har været indsat på en separat konto, til henholdsvis et børnehospital i Sierra Leone, et traumehospital i Afghanistan og et hospitalsprojekt i Irak.
Erfaringen fra de tre år var, at indtægten ikke kunne modsvare alt det arbejde, der blev lagt i indsamlingerne.
Heidi Christensen – formand, Læger uden Grænsers Fond
Heidi Christensen understreger, at hun forventer, arv også fremover bliver en væsentlig indtægt for Læger uden Grænsers Fond, men selvsagt langt fra som det eneste æg i indsamlingskurven. Fokus er blandt andet også på, hvordan de mange private éngangsdonorer kan overtales til at blive faste donorer.
”Til gengæld var 2018 det sidste år med dør til dør-indsamlinger, som vi foretog gennem tre år, da der blev lukket op for, at andre organisationer end kun ganske få udvalgte måtte være med. Erfaringen fra de tre år var, at indtægten ikke kunne modsvare alt det arbejde, der blev lagt i indsamlingerne,” siger Heidi Christensen.
Loyale donorer
Generelt er indsamlingskampen om danskernes penge på det humanitære område blevet ”mere aggressiv,” mener formanden for Læger uden Grænsers Fond.
”Der er virkelig mange om buddet, og derfor er vi i vores fundraising-arbejde nødt til at arbejde bredt og hele tiden holde øje med, hvor der er mulighed for at hive et par ekstra procenter hjem. Folk overstrømmes af information på alle mulige niveauer, også på nødhjælpsniveau, via blandt andet sociale medier. Og vores indtryk er, at hvor mange danskere måske før støttede Læger uden Grænser og en anden af de store organisationer, deler mange nu deres støtte langt bredere ud,” siger Heidi Christensen.
– I hvor høj grad udfordrer den udvikling jer?
”Selvom vi selvfølgelig glæder os over, at andre også får penge til gode formål, ér det da helt klart en udfordring. I tider, hvor det er en succes, hvis folk læser i mere end fire sekunder på éns hjemmeside, kan det være svært at holde fast på sine støtter. På den anden side ser vi også, at mange af vores donorer er utroligt loyale og dels giver penge til os år efter år, dels forsvarer os, når vi eksempelvis kritiseres i medierne for at være menneskesmuglere. Dem, der trofast støtter os, kan godt lide vores brand, altså at vi er en medicinsk humanitær nødhjælpsorganisation, som hjælper syge mennesker, men de kan også godt lide, at vi ærligt og åbent fortæller, hvis vi begår en fejl, eller hvis vi ikke har brug for flere penge til et konkret projekt,” siger Heidi Christensen.
Folk skal vise verdenssind
For tiden har Læger uden Grænser dog ingen udfordringer med at kunne bruge hver en indsamlet krone, understreger formanden ni måneder inde i et år, hvor samtlige aktiviteter for verdens største medicinske, humanitære nødhjælpsorganisation i større eller mindre grad er blevet påvirket af covid19. Det handler blandt andet om de transportmæssige og andre logistiske udfordringer, som de enkelte landes restriktioner medfører for nødhjælpsarbejdernes mulighed for at nå frem til de nødlidende.
”Én af vores helt store opgaver lige nu er at huske folk på, at alle de udfordringer, der fandtes før corona, stadigvæk findes: Alle de sundhedssystemer, som lider under corona, led også før. Det gælder for eksempel de steder, hvor kvinder ikke kan få ordentlig fødselshjælp, børn ikke bliver vaccineret og steder, der er mæslingeudbrud. Det er meget vigtigt, at alle lande ikke går ind i sin egen lille boble, selvom alle er ramt af covid. Så når vi taler samfundssind, vil vi gerne have, folk udviser verdenssind,” siger Heidi Christensen.
Selvom jeg bestemt ikke kan klage over danskernes støtte til vores arbejde – tværtimod – så synes jeg, fokus i Danmark meget har været på Danmark.
Heidi Christensen – formand, Læger uden Grænsers Fond
– Har vi i Danmark udvist tilstrækkeligt med verdenssind under coronakrisen, eller har vi været for egoistiske, som du ser det?
”Jeg synes ikke, man kan sige, danskerne har været for egoistiske. Men da Italien direkte bad om den danske regerings hjælp, gik der for lang tid. Der skulle Danmark have reageret meget hurtigere. Når hele verden bliver ramt af en sygdom, vil Danmark som ét af de rigeste lande være blandt de bedste til at komme godt igennem. Men vi skal huske at kigge ud over kanten. Hvis et land som Danmark ikke kan, kan ingen. Så selvom jeg bestemt ikke kan klage over danskernes støtte til vores arbejde – tværtimod – så synes jeg, fokus i Danmark meget har været på Danmark,” siger Heidi Christensen.
Opfordringen til, at danskere ikke bliver for snævertsynede, er ikke den første fra formanden for Læger uden Grænsers Fonds. Lige efter, at Heidi Christensen overtog posten, udtalte hun med reference til flygtningesituationen i et interview med fagmediet Dagens Medicin, at vi i Danmark ”lidt har en tendens til først at gøre noget, når problemerne kommer til Danmarks grænser.”
Nu, fire år senere, drager hun en parallel til nogle danskeres syn på Læger uden Grænser.
”De fleste kan som udgangspunkt godt lide Læger uden Grænser og støtter op om vores arbejde med at hjælpe syge mennesker i nød. Men for nogle ændrer det sig, hvis der er tale om hjælp til syge mennesker på vej til Danmark. Så kommer der pludselig noget andet ind over,” siger Heidi Christensen, hvis egne oplevelser som udsendt læge blandt flygtninge på den græske ø Lesbos var stærkt medvirkende til, at hun stillede op som formand for Læger uden Grænsers Fond i 2016.
Formand skal være læge eller sygeplejerske
Heidi Christensen kunne ikke være blevet formand for Læger uden Grænsers Fond uden en uddannelse som enten læge eller sygeplejerske. Hun er dog i tvivl om, hvorvidt den bestemmelse giver mening.
Jeg tror dog samtidig, at befolkningen ville have svært ved at forstå, hvis man havde en bestyrelse i Læger uden Grænser uden én eneste læge.
Heidi Christensen – formand, Læger uden Grænsers Fond
”Jeg véd ikke, om jeg er superenig i, at dét er vigtigt. Dels sender vi, specielt fra Danmark, faktisk rigtig mange ud i verden, som ikke er medicinsk personale. Vi kan slet ikke fungere uden logistikere, finansfolk, rengøringsfolk og andre, der skal til for at drive en klinik eller hospital. Dels bruger jeg i bestyrelsesarbejdet faktisk ikke min lægefaglige baggrund til særlig meget, så formandsposten kunne i princippet besættes af alle mulige andre, som har lysten,” siger Heidi Christensen.
”Jeg tror dog samtidig, at befolkningen ville have svært ved at forstå, hvis man havde en bestyrelse i Læger uden Grænser uden én eneste læge,” tilføjer hun.
Blå bog: Heidi Christensen
- 43 år (født 30. april 1977)
- Formand for bestyrelsen i Læger uden Grænsers Fond siden 2016 og netop genvalgt for ny ét-årig periode (indtil 2021). Har siddet i bestyrelsen siden 2014 (valgt til 2022).
- Uddannet læge fra Københavns Universitet i 2006.
- Arbejder til daglig som speciallæge på kirurgisk afdeling på Bispebjerg Hospital.
- Har været udsendt med Læger uden Grænser seks gange (til Indien, Pakistan, Sydsudan, Afghanistan, Grækenland og Venezuela).
Én af de store opgaver, bestyrelsen aktuelt har på sin agenda, er at finde en ny direktør. Jesper H. Brix, som i øvrigt er uddannet sygeplejerske, har opsagt sin direktørstilling i fonden for at blive landechef for Læger uden Grænser i Indonesien.
”Vi er netop gået i gang med arbejdet med at finde frem til, hvad det er for en profil, vi har brug for på kontoret, udadtil og i den internationale organisation. Det skal både være en, der er lige så dygtig som Jesper Brix, som kender Læger uden Grænser lige så godt, er en lige så god chef og er nyskabende. Vi slår snart stillingen op og håber, stillingen senest kan være besat i slutningen af året. Men vi har en god interim-ordning indtil da, så det er vigtigere at finde den rigtige, end at det nødvendigvis skal være én, der kan tiltræde 1. november,” siger Heidi Christensen.
