
Novo Nordisk Fonden har på nuværende tidspunkt ikke planer om at øge støtten til global sundhed som reaktion på, at Trump-regeringen standser den amerikanske bistand.
Det fortæller fonden, efter at Donald Trump kort tid efter sin tiltræden som præsident har bremset alle uddelinger fra det amerikanske agentur for udviklingsbistand, USAID, med potentielt katastrofale følger for millioner af mennesker verden over.
"Novo Nordisk Fonden har gennem de seneste år markant øget sine bevillinger til projekter i både Danmark og internationalt. I de kommende år forventer vi at yderligere øge vores uddelinger, herunder til humanitære formål inden for de områder, der er omfattet af vores strategi," siger Flemming Konradsen, senior vice president med ansvaret for Novo Nordisk Fondens udviklingsprogrammer inden for global sundhed, til Fundats.
Men, fortæller Flemming Konradsen:
"Vi planlægger ikke at yderligere øge bevillingerne som følge af beslutningerne i USA."
Det bekræfter han, efter at han for nylig udtalte til det internationale nyhedsbureau Reuters, at Novo Nordisk Fonden ikke har planer om at opruste støtten til den global sundhedssektor efter nedfrysningen af den amerikanske udviklingsbistand, og at fonden fortsat vil fokusere på sin kerneprioritet i form af ikke-smitsomme sygdomme.
"Selvfølgelig er der flere folk, der kontakter os. Vi har ingen planer om at træde til eller udfylde huller," udtalte Flemming Konradsen til Reuters.
"En kriminel organisation"
USAID, som siden 1960'erne har positioneret USA som verdens største nødhjælpsstormagt, har været et hovedmål i det nedskæringsprogram, Donald Trump har sat techmilliardær og Trump-loyalist Elon Musk i spidsen for.
Få timer efter sin indsættelse beordrede Donald Trump en 90 dages indefrysning af al amerikansk udenlandsk bistand, og fire dage senere udsendte det amerikanske udenrigsministerium en "stop-work"-ordre for al nuværende udenlandsk bistand og satte nye hjælpeprogrammer i bero, med undtagelse af dispensationer for militær finansiering til Israel og Egypten.
Vi har en række partnere, hvor USAID er en væsentlig økonomisk bidragsyder. Her kan vi være nødt til at justere fremtidige planer og nye projekter
Flemming Konradsen – senior vice president, Novo Nordisk Fonden
I februar udråbte Elon Musk USAID som en "kriminel organisation", imens analyser viste, at flere tusinde kvinder og piger med al sandsynlighed ville dø af komplikationer under graviditet og fødsel som en direkte konsekvens af Trumps ordre – og det vel at mærke i løbet af de blot 90 dage, indefrysningen som udgangspunkt omfattede.
I sidste uge satte Trump-administrationen så tal på sin plan og meddelte, at den fremover vil beskære USAID's udenlandske bistand med mere end 90 procent og reducere den amerikanske bistand verden over med i alt 60 milliarder dollars, svarende til over 420 milliarder kroner.
Rammer samarbejdspartnere
Novo Nordisk Fonden samarbejder i dag med en række organisationer, som er støttet af USAID. Derfor kan det blive nødvendigt at tilpasse fondens planer efter beslutningen om at decimere den amerikanske udviklingsbistand, fortæller Flemming Konradsen.
"Vores igangværende projekter inden for global sundhed fortsætter. Vi støtter blandt andet en række udsatte befolkningsgrupper i Østafrika, Mellemøsten, Asien og Ukraine med indsatser inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme, uddannelse af sundhedspersonale, fødevaresikkerhed og bæredygtigt landbrug," siger Flemming Konradsen.
"Vi har samtidig en række partnere, hvor USAID er en væsentlig økonomisk bidragsyder. Her kan vi være nødt til at justere fremtidige planer og nye projekter, men det er for tidligt at sige noget konkret om endnu,” siger han.
Betyder din udtalelse om, at flere folk lige nu kontakter Novo Nordisk Fonden, at I hører fra bevillingsmodtagere eller samarbejdspartnere, der er bekymrede over, at Trump-regeringen har standset udviklingsbistanden?
"Vi er løbende i dialog med vores strategiske partnere, andre donorer og filantropiske organisationer om vores bevillinger og andre forhold, herunder også om konsekvenser af USA’s beslutning om at fastfryse deres nødhjælps- og udviklingsbistand i 90 dage. Det er naturligvis noget, der fylder meget, da rigtigt mange er direkte eller indirekte berørt," siger Flemming Konradsen.

Fonde kan ikke lappe hullet
Konsekvenserne af at lukke ned for udviklingsbistanden kan få katastrofale globale følger, ikke mindst for lande i Afrika og Mellemøsten.
USAID er er verdens største humanitære enkeltdonor, og agenturet har over de seneste ti år uddelt et beløb svarende til mere end 2.200 milliarder kroner.
Heraf finansierer næsten en tredjedel af alle uddelinger programmer i sundhedssektoren, blandt andet indsatser mod HIV, børnevacciner mod polio, mæslinger og lungebetændelse, tests og medicin mod malaria, rent drikkevand og sanitet samt forbedring af mødre- og børnesundhed. Forrige år gik størstedelen af uddelingerne til humanitære indsatser i Ukraine.
Novo Nordisk Fonden, som sidste år satte uddelingsrekord med over ti milliarder kroner, er i dag blandt verdens største fonde målt på både uddelinger og formue, og fonden støtter projekter verden over, der har til formål at forbedre menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed.
Blandt Novo Nordisk Fonden mange nedfældede formål er humanitære indsatser, og fonden indledte sidste år et globalt partnerskab med amerikanske Gates Foundation og britiske Wellcome, der skal bidrage til at tackle en række globale sundhedsudfordringer.
Novo Nordisk Fonden uddelte 593 millioner kroner til humanitære indsatser i 2024, herunder til både nødhjælp og udviklingsbistand.
Er der et argument for, at pengestærke fonde som jer øger støtten til bekæmpelse af sygdom, fattigdom og klimaforandringer i udviklingslande som reaktion på, at USA afmonterer en stor del af sin udviklingsbistand?
"Novo Nordisk Fonden og andre fonde og filantropiske organisationer vil ikke kunne udligne den manglende finansiering, der er opstået som følge af den amerikanske regerings linje," siger Flemming Konradsen.
"Vi vil fortsætte med at arbejde i tæt partnerskab med førende internationale organisationer samt koordinere vores indsatser og bevilge støtte i samarbejde med Udenrigsministeriet, EU og lokale regeringer, for derved at tackle udfordringer i fællesskab og sikre, at investeringerne får den størst mulige effekt. Vi er enige i, at den filantropiske sektor spiller en vital rolle, og at der er et stigende behov for, at vi indgår i langsigtede og tillidsbaserede samarbejder med nøglepartnere på området," siger han.