Det er et alvorligt problem for forskningsfriheden, at forskere er tilbageholdende med at kritisere private forskningsfonde i frygt for at miste adgang til deres finansiering.
Det mener Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet og en af Danmarks førende eksperter i forskningsfrihed.
"Universitetsinstitutionerne er blevet utroligt afhængige af eksterne bevillinger - herunder i høj grad fra de private fonde. Den afhængighed skaber en mekanisme af selvcensur blandt forskerne. Det er ikke nødvendigvis, fordi forskerne får mundkurv på, men den økonomiske afhængighed giver en tilskyndelse til ikke at forske i eller udtale sig om noget, der kan bringe én i unåde. Det er de barske realiteter, og det er en trussel for forskningsfriheden,” siger han.
Heine Andersens udtalelser kommer i kølvandet på en artikel i Fundats, hvor flere fremtrædende forskere udtrykker bekymring for at udtale sig kritisk om de private fonde. En af dem er Stiig Markager, professor ved Aarhus Universitet, der mener, at det er udbredt, at forskere holder sig tilbage på grund af afhængighed af fondsmidler:
”Det er indlysende logik, at når man er afhængig af private fonde for at opretholde sin ansættelse, så vil man ikke risikere at skade sine chancer for fremtidig finansiering ved at udtale sig kritisk,” siger han.
Frede Blaabjerg, professor ved Aalborg Universitet og formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, vurderer ligeledes, at afhængigheden af eksterne midler blandt andet fra de private fonde kan skabe problemer for forskningsfriheden. I rapporten Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven, som rådet udgav i 2023, afdækkes markante udfordringer i forhold til den indre styring og ledelse på universiteterne. Det gælder universiteternes demokratiske kultur og forskningsfriheden.
“Det burde jo ikke være et problem, at vi i Danmark har adgang til midler fra de private fonde. Men med de indskrænkede muligheder, der er i dag for basisbevillinger til forskerne, så bliver afhængigheden af de private fondes midler større. Det gør, at man i forskningsverdenen kan blive mere bange for at træde dem over tæerne. Selvom kritik er noget, de private fonde burde og nok også kan rumme – når det er sagligt begrundet. Det er ikke hensigtsmæssigt for forskningsfriheden,” siger Frede Blaabjerg.
Stor afhængighed af få fonde
De private fondes støtte til forskningsområdet er steget markant i de seneste år. Universiteternes indtægter fra private kilder er mere end fordoblet fra 2012 til 2022, og fondsmidler udgør cirka 30 procent af de samlede forskningsmidler ifølge tal fra Danmarks Statistik og Fondenes Videnscenter. Særligt de store erhvervsdrivende fonde dominerer scenen. Novo Nordisk Fondens årlige uddelinger nåede i 2024 over ti milliarder kroner, hvoraf langt størstedelen gik til forskning. Samtidig er andelen af statens basismidler til forskning faldet. I 2012 udgjorde basistilskuddet 57 procent af universiteternes forskningsmidler, men i 2022 var denne andel reduceret til 49 procent.
Den udvikling har blandt andet fået Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd til at advare om, at balancen mellem basis og eksterne konkurrenceudsatte midler, som “er afgørende for, at forsknings- og innovationssystemet fungerer efter hensigten”, de seneste år er “tippet.”
Det er ikke hensigtsmæssigt for forskningsfriheden
Frede Blaabjerg – professor ved Aalborg Universitet og formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd
Det har skabt en situation, hvor forskerne i stigende grad har fokus på at tækkes de private fonde, vurderer Heine Andersen. Han peger desuden på, at problemet forstærkes af, at en stor gruppe forskere sidder på korte og midlertidige kontrakter, som gør, at de hele tiden er afhængige af at skulle ud at hente finansiering.
“Jeg kan godt forstå, hvis man er postdoc eller yngre forsker, at man tænker sig om, hvilke emner man tager op, og hvad man siger. Det ville måske se anderledes ud, hvis der var 100 private fonde, man kunne ansøge, men realiteterne er, at der er nogle få og meget store private fonde, der dominerer, og som bliver meget vigtige at have en god relation til,” siger Heine Andersen.
Skaber dobbeltpres
Princippet om forskningsfrihed på danske universiteter er juridisk forankret i universitetsloven med det formål at sikre den uvildige forskning. Ifølge universitetslovens § 2, stk. 2, skal universiteter således værne om “den enkeltes forskningsfrihed” til frit at vælge forskningsemne, stille spørgsmål, vælge materiale og metoder til at finde svar. Dertil skal universiteterne sikre forskerens frihed til og ”tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat.”
Vi er udfordret på begge parametre i forhold til forskningsfriheden - både hvad forskerne vælger at forske i, og hvad de vælger at sige offentligt
Heine Andersen – professor emeritus ved Københavns Universitet
Den stigende afhængighed af de private fondes midler er en trussel for forskningsfriheden både, når det kommer til valg af forskningsemner og mulighed for at deltage i den offentlige debat, vurderer Heine Andersen.
“Vi er udfordret på begge parametre i forhold til forskningsfriheden - både hvad forskerne vælger at forske i, og hvad de vælger at sige offentligt. Begge dele kan have betydning for ens mulighed for at hente penge fra de private fonde,” siger han.
Presset på forskerne og forskningsmiljøerne er dog langt fra afgrænset til den private fondsfinansiering. En række undersøgelser har gennem de seneste år vist, at forskere i stigende grad oplever at blive presset af myndigheder, ministerier og interesseorganisationer, som ofte bestiller forskning, er med i styregrupper, reviderer forskningsrapporter og pålægger forskere tavshedspligt om deres resultater.
Dertil oplever forskere på landets universiteter et internt pres fra universitetsledelsen og kollegaer, påpeger Frede Blaabjerg.
“Det er ikke kun i forhold til de private fonde, at der er en udbredt frygt blandt forskere for at udtale sig kritisk. Vores analyser viser, at forskerne føler sig truet fra flere sider - og det sker i høj grad også internt. Det er langt fra hensigtsmæssigt for forskningen, og det er vigtigt, at vi forpligter os til at holde fast i princippet om forskningsfrihed," siger Frede Blaabjerg.
Kalder på handling
I Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råds rapport om fremtidens universiteter lyder en klar anbefaling om, at forskningsfriheden skal sikres bedre. Rådet peger blandt andet på, at det vil forudsætte bedre økonomiske rammer til fri forskning og mere støtte til forskning i forskningsfagligt kontroversielle emner.
Heine Andersen mener ligeledes, at adgangen til frie midler vil være en afgørende løftestang for at sikre forskernes forskningsfrihed:
“Der er brug for flere frie midler på universiteterne. Det er den eneste måde at sikre den frie forskning på. Det vil sikre, at forskerne får mindre pres på for hele tiden at skulle jagte penge," siger Heine Andersen.
Han opfordrer de private forskningsfonde til gå sammen om at bidrage til en større pulje af frie midler.
“Det ville også hjælpe, hvis fondene betalte fuldt overhead, så universiteterne ikke medfinansierer af deres frie midler, men kunne oprette flere ordinære stillinger. Den aftale (red. aftalen mellem universiteter og flere store forskningsfonde om at finansiere en større grad af administrative omkostninger), der nyligt blev indgået, dækker slet ikke. Fondene burde tage et større medansvar for helheden til gengæld for de favorable skattefordele, de har,” siger Heine Andersen.
Der ligger et ansvar hos både de private fonde og hos universitetsledelsen for at dæmme op for den bekymring, forskerne står med
Frede Blaabjerg – professor ved Aalborg Universitet og formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd
Tilsvarende mener Frede Blaabjerg, at der politisk er behov for yderligere tiltag, som kan sikre balancen mellem basismidler og eksterne midler og efterlyser konkret en politisk strategi for forskning og innovation. Han påpeger dog også, at der ligger en opgave både hos universitetsledelserne i at skabe et godt arbejds- og forskningsmiljø og hos de private forskningsfonde for mere klart at vise, at de ikke er bange for kritik, og at de har fokus på at sikre lige muligheder for dem, der søger.
“Der ligger et ansvar hos både de private fonde og hos universitetsledelsen for at dæmme op for den bekymring, forskerne står med. Fondene kunne måske mere klart markere, at man støtter den frie forskning og retten til at udtale sig kritisk - også selvom kritikken potentielt bliver rettet mod dem, og den er faglig funderet,” siger Frede Blaabjerg.
Det synspunkt bakkes op af Anne Skorkjær Binderkrantz, som er professor på Statskundskab på Aarhus Universitet og en af forskerne bag den kommende Magtudredning 2.0. Hun har til Fundats tidligere efterlyst, at forskernes bekymring for at udtale sig kritisk tages med i den fortsatte dialog og debat om, hvad fondenes indflydelse betyder for forskerne og forskningsmiljøerne.
“Det er bekymrende, hvis mange forskere afholder sig fra at sige ting, fordi de frygter, at det kan påvirke deres mulighed for at få støtte fra de private fonde. Så er der noget, vi som samfund ikke får. Derfor er det noget, der bliver nødt til at være opmærksomhed på og debat om,” siger hun.
Anne Skorkjær Binderkrantz mener således også, at både fondene og universiteterne skal gøre mere for at afhjælpe den risiko:
“Fondene bør overveje deres effekter på forskningsverdenen - og ikke kun kigge på positivsiden af deres støtte. Det handler både om at kigge på, hvad de støtter, om de skævvrider forskningen, fordi de primært giver inden for et område og om, hvordan afhængigheden af deres penge i forskningsverdenen påvirker forskerne og herunder deres mulighed for at udtale sig kritisk. Vi har også i forskningsverdenen og på universiteterne et ansvar for at bakke mere op om forskere, der udtaler sig kritisk og adresserer den bekymring, der er hos forskerne. Det kunne man eventuelt også gøre ved at sikre, at den enkelte forsker bliver gjort mindre afhængig af fondsmidlerne,” siger Anne Skorkjær Binderkrantz.
