En række forskere udtrykker bekymring for at udtale sig kritisk om de private fonde. De er i stigende grad blevet afhængige af at hente eksterne forskningsmidler, og det skaber en frygt for at kommentere kritisk på fondsindsatsen inden for et konkret fagområde. Og for at udtale sig imod en fonds strategi eller uddelingspolitiske linje.
En af de forskere, der har haft overvejelser om hvorvidt de turde udtale sig, er professor på Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet Rasmus Ejrnæs.
Hans bekymring kom senest til udtryk i forbindelse med et interview til en artikel til Fundats. Artiklen belyser Novo Nordisk Fondens hensigt om at bruge en del af den grønne-treparts-bevilling på ti milliarder kroner til at rejse produktionsskov. En plan, som Rasmus Ejrnæs ikke mener, vil gavne biodiversiteten og naturen i Danmark, som ellers er den erklærede ambition i fondens aftale med regeringen om milliardbevillingen.
“Når jeg vrider mig lidt, når jeg skal svare på spørgsmål om Novo Nordisk Fonden, så er det fordi jeg lige nu sidder og skriver på en ansøgning og tænker på om, det kan skade mine muligheder hos fonden,” siger Rasmus Ejrnæs.
Rasmus Ejrnæs er langt fra den eneste forsker, der overvejer at afholde sig fra at bidrage med ekspertvurderinger i den offentlige debat, hvis de vurderer, at udtalelserne kan blive opfattet som en kritik og dermed få konsekvenser for deres mulighed for at hente private fondsmidler til.
Frygten for at miste finansieringsmuligheder til fremtidige forskningsprojekter har gennem tid afholdt adskillige forskere fra udtale sig om deres forskningsfelt til Fundats. Det gælder forskere indenfor såvel sundhedsvidenskab, samfundsvidenskab som skole- og undervisningsområdet.
Stor udfordring i forskningsverdenen
En forsker, som på linje med Rasmus Ejrnæs, dog godt vil udtale sig, er Stiig Markager, professor på Institut for Bioscience på Aarhus Universitet. Han mener, at frygten for at udtale sig kritisk om fondene er blevet en stor udfordring i forskningsverdenen.
“Det er indlysende logisk, at når du i stigende grad er afhængig af de private fonde for at opretholde din ansættelse, så er du ikke interesseret i at sige noget, der kunne skade din mulighed for at skaffe penge,” siger han og fortsætter:
“Jeg har nået en alder, hvor jeg ikke længere søger penge fra fondene, og derfor kan jeg udtale mig mere frit,” siger Stiig Markager, som ellers ikke er ubekendt med konsekvenserne af at udtale sig som forsker. Han er både blevet hevet i retten og har måttet lægge ører til, at landbrugstoppen har kaldt ham sindsforvirret.
De private fondes støtte til forskningen er gennem de seneste år steget markant. Fra 2012-2022 er universiteternes samlede indtægter fra private kilder mere end fordoblet. Ifølge Fondenes Videnscenter udgør fondsmidler i dag omkring 30 procent af de samlede midler til forskning. Samlet set gav de private fonde tilsagn om bevillinger til forskning for 10,6 milliarder kroner i 2023.
Vi skal kunne diskutere forskernes bekymring
David Dreyer Lassen – Rektor, Københavns Universitet
Derfor er fondenes rolle og påvirkning af forskningsområdet blevet et tema i den kommende Magtudredning 2.0, som blandt andre Anne Skorkjær Binderkrantz, professor på Statskundskab på Aarhus Universitet, dykker ned i.
Hun deler oplevelsen af, at det at udtale sig kritisk om fondene i takt med den større afhængighed af fondsmidler er blevet en stigende bekymring i forskningsverdenen.
“Det er blevet super vigtigt at have en god relation til fondene. Derfor er det forståeligt, at forskere overvejer, om deres kritik kan støde nogen fra sig - også selvom det ikke nødvendigvis er tilfældet. Der er i dag en risiko for, at den økonomiske afhængighed af fondsmidler for nogle forskere betyder, at de afholder sig fra at komme med kritik af en fond eller blande sig i den offentlige debat,” siger Anne Skorkjær Binderkrantz.
Hun har desuden som forsker selv overvejet, hvad det kunne have af konsekvenser for hende at gå ind i debatten om fondenes magt:
“Jeg har i mit arbejde også haft overvejelserne om, at jeg ikke skulle lade mig begrænse i frygt for, hvem man kunne komme til at træde over tæerne. Men jeg har tænkt over, om jeg kunne komme til at lukke nogle døre til fondene, som jeg samtidig i min forskning er afhængig af at skulle tale med,” siger hun.
Anne Skorkjær Binderkrantz understreger dog, at hun ikke selv har oplevet problemer i hendes efterfølgende dialog med fondene.
“Det er ikke sikkert, at den enkelte fond er så følsom over for kritik. Nogle er nok, men jeg oplever også, at der er flere fonde, hvor det ikke har betydning. Jeg har ikke oplevet, at dørene er blevet lukket, selvom jeg har udtalt mig kritisk,” siger hun.
Støtter ikke upopulære budskaber
En ting er eventuel kritik af fondene og deres arbejdsmetoder indenfor forskningsfinansiering. Noget andet er de risici, der kan være forbundet med at udtale sig som fagperson i offentlige debatter, hvor man som forsker måske ikke er på linje med en fonds strategi eller overordnede tilgang til et givent indsatsområde, mener Stiig Markager.
Det har han oplevet hos Velux Fonden, som arbejder med strategiske indsatser indenfor netop det område, han forsker i – nemlig vand- og havmiljø.
“Jeg har et indtryk af, at min fagligt funderede kritik af landbruget har været en stopklods for at få støtte. Velux Fonden har en politik om, at landbrugets udfordringer med miljø og sundhed skal løses i dialog med landbruget. Når jeg går ud og siger, at det er landbruget, som er den helt dominerende årsag til vores miljøproblemer i havet, og at det kun kan løses med et markant mindre landbrug i Danmark, noget som uvægerligt vil koste de store jordejere penge, så strider det imod bestyrelsens politik om at løse problemerne i dialog med landbruget. Det har været medvirkende til, at jeg ikke har fået støtte,” siger han.
Stiig Markager mener, at fondene generelt vægrer sig, når det kommer til at støtte upopulære beslutninger:
“Mit mangeårige budskab om, at vi skal tage landbrugsjord ud i en skala på 20-30 procent af det nuværende landbrugsareal, er funderet i en faglig vurdering af, hvordan vi genopretter vores vandmiljø. Men det har i mange år været upopulært at sige, og derfor været svært at få fondsstøtte til,” siger Stiig Markager.
Han peger dog på, at der de seneste år er sket et klart stemningsskifte på det område blandt andet med den grønne trepartsaftale.
Fundats har foreholdt Velux Fonden Stiig Markagers kritik. Fonden ønsker ikke at kommentere på den konkrete sag, men redegør i et skriftligt svar for ansøgningsprocessen og kriterierne for vurdering af ansøgninger.
“Når vi vurderer ansøgninger, sker det ud fra en række klare kriterier, der er fastlagt for at sikre, at de støttede projekter har størst mulig relevans, og at de er med til at løse de samfundsudfordringer, som fonden adresserer med sine programmer. Vi vurderer indledningsvis ansøgningerne på baggrund af disse kriterier for at sikre, at vi støtter de projekter, der bedst bidrager til bæredygtige løsninger på fremtidens udfordringer. Derudover bliver ansøgninger fagfællebedømt forud for behandling i bestyrelsen,” skriver Velux Fonden.
Behov for åbenhed og debat
De seneste års stigning i fondsmidler har afstedkommet en øget debat om og dialog mellem de private fonde og universiteterne. Blandt andet indgik Danske Universiteter og seks private forskningsfinansierende fonde, Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Carlsbergfondet, Velux Fonden, Lundbeckfonden og Leo Fondet, i 2023 en aftale, der har til formål at styrke transparensen omkring fondenes bidrag til forskning på universiteterne. Aftalen definerer blandt andet klar økonomisk fordelingsnøgle for indirekte omkostninger i fondsfinansierede forskningsprojekter på universiteterne.
Anne Skorkjær Binderkrantz efterlyser, at forskernes bekymring for at udtale sig kritisk tages med i den fortsatte dialog og debat om, hvad fondenes indflydelse betyder for forskerne og forskningsmiljøerne.
“Det er bekymrende, hvis mange forskere afholder sig fra at udtale sig, fordi de frygter, at det kan påvirke deres mulighed for at få støtte fra de private fonde. For så er der noget, vi som samfund ikke får. Derfor bliver der nødt til at have opmærksomhed på og debat om problemstillingen,” siger hun.
Fondene bør overveje deres effekter på forskningsverdenen - og ikke kun kigge på positivsiden af deres støtte
Anne Skorkjær Binderkrantz – Professor i statskundskab, Aarhus Universitet
Der ligger et ansvar både hos fondene og hos universiteterne for at afhjælpe den risiko, mener Anne Skorkjær Binderkrantzr:
“Fondene bør overveje deres effekter på forskningsverdenen - og ikke kun kigge på positivsiden af deres støtte. Det handler både om at kigge på, hvad de støtter, om de skævvrider forskningen, fordi de primært giver inden for et område og om, hvordan afhængigheden af deres penge i forskningsverdenen påvirker forskerne og herunder deres mulighed for at udtale sig kritisk. Vi har også i forskningsverdenen og på universiteterne et ansvar for at bakke mere op om forskere, der udtaler sig kritisk og adresserer den bekymring, der er hos forskerne. Det kunne man eventuelt også gøre ved at sikre, at den enkelte forsker bliver gjort mindre afhængig af fondsmidlerne,” siger Anne Skorkjær Binderkrantz.
David Dreyer Lassen, rektor for Københavns Universitet, er enig i, at universiteterne har et ansvar for at beskytte forskerne:
“Vi skal kunne diskutere forskernes bekymring. Det er svært at fjerne den, fordi afhængigheden af både de offentlige og de private fondsmidler er der. Men vi skal passe på vores forskere, der går ud i den offentlige debat. Det, vi kan byde ind med, hvis vi møder den bekymring, er at gå i dialog med fondene om det, ligesom vi løbende har dialog med fondene om eksempelvis virkemidler og typen af uddelinger,” siger David Dreyer Lassen.
Det er dog ikke umiddelbart et problem, som David Dreyer Lassen personligt er stødt på, og han mener heller ikke, at det er en praksis blandt fondene at afvise forskere, som har udtalt sig kritisk.
“Det er ikke noget, jeg som sådan har hørt fra vores folk. Men det er klart, at jo mere fondenes midler fylder, jo mere udsat kan man føle sig. Men det ville ærgre mig, hvis nogle forskere holdt sig tilbage i en faglig diskussion om fondenes rolle på grund af en bekymring for, om det kunne koste dem støtte. Vi skal passe på med at undervurdere dem, der sidder med bevillingerne. Jeg er ikke af den opfattelse, at fondene vælger nogen fra, fordi de har udtalt sig kritisk,” siger han.
David Dreyer Lassen oplyser dog, at Københavns Universitet i den nuværende strategi har fokus på at gøre sig mindre afhængige af fondene og skabe et større rum for intern prioritering.
