Bestyrelsesformanden for erhvervsfonden bag flere danske hæderspriser inden for kultur og forskning har i mindst fem år systematisk leveret advokatydelser til samme fond.
Sådan lyder konklusionen fra Erhvervsstyrelsen, der endnu en gang har undersøgt en sag om kasketforvirring i en advokatledet erhvervsfond.
Direktør Einar Hansen og hustru fru Vera Hansens Fond, som blev stiftet i 1987 med en grundkapital fra forlagsdirektør og skibsreder Einar Hansen i ryggen, uddelte sidste år 1,3 millioner kroner til uddannelse og forskning, og frem til 2023 var advokat Birgitte Arnfred fondens bestyrelsesformand.
Fonden har siden 2012 uddelt en årlig hæderspris for kunst, design og arkitektur og finansierer desuden Einar Hansens Forskningsfond, som årligt uddeler kulturprisen Den danske hæderspris samt Einar Hansens forskningspris hos Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.
Direktør Einar Hansens og Hustru fru Vera Hansens Fond dukkede første gang op på Erhvervsstyrelsens radar i juli 2022. Det fremgår af dokumenter, Fundats har fået aktindsigt i.
Her anmodede Erhvervsstyrelsen fondens bestyrelse om en række oplysninger om fondens administration.
Og på baggrund af fondens redegørelse konstaterede Erhvervsstyrelsen indikationer på, at fonden ikke fulgte erhvervsfondslovens forbud mod, at bestyrelsesformanden udfører andre opgaver for fonden.
Bestyrelsen har nemlig oplyst til Erhvervsstyrelsen, at Birgitte Arnfred samtidig med sit formandskab personligt har ydet fonden advokatbistand i mindst fem år.
"Da fonden igennem de seneste i hvert fald fem år systematisk har købt advokat- og regnskabsmæssige ydelser, som leveres af fondens formand, er det styrelsens umiddelbare opfattelse, at der kan være indikationer på, at fondens formand varetager andre hverv for fonden, der ikke er en del af formandshvervet, selvom bestyrelsen har anmodet formanden herom jf. den citerede passus ovenfor. Som det fremgår af vores brev af 18. juli 2022 kan en bestyrelsesformand heller ikke varetage et hverv som advokat for selv samme fond," skriver Erhvervsstyrelsen.
I løbet af regnskabsåret har formanden både leveret assistance i forbindelse med indkøb og implementering af et IT-program til behandling af legatansøgninger, herunder adskillige møder med leverandøren. Assistancen har også omfattet konsultationer og drøftelser med fondens fagudvalg og med repræsentanter for andre fonde oprettet af Einar Hansen, herunder planlægning af den årlige prisoverrækkelse i Videnskabernes Hus.
Forbud mod arbejdende bestyrelsesformænd
Det fremgår dog ikke klart af fondens regnskaber, at det er Birgitte Arnfred personligt, der har modtaget honorarer for opgaverne. De er faktureret gennem hendes advokatselskab, som samtidig fungerer som administrator for fonden.
Som Erhvervsstyrelsens skriver, har fonden i 2021 betalt Arnfred Advokatanpartsselskab for juridiske og regnskabsmæssige ydelser for 166.000 kroner foruden et administrationsvederlag på 120.000 kroner.
I 2020 købte fonden juridiske og regnskabsmæssige ydelser for 58.000 kroner af Birgitte Arnfreds advokatselskab, i 2019 købte fonden ydelser af selskabet for 118.000 kroner, og året forinden var tallet 140.000 kroner.
I alle årene er betalingen angivet under årsrapportens lovpligtige oplysninger om transaktioner med nærtstående parter. Men ligesom det årlige administrationsvederlag på 120.000 kroner er det blot angivet, at der er tale om transaktioner med et "selskab ejet af et bestyrelsesmedlem".
Det er erhvervsfondslovens § 52 stk. 3, der forbyder en bestyrelsesformand at udføre andre opgaver for fonden end de almindelige formandsopgaver. Paragraffen, som populært er kendt som forbuddet mod arbejdende bestyrelsesformænd, skal forhindre en uheldig magtkoncentration hos formanden, som kan underminere bestyrelsens mulighed for at føre tilsyn med arbejdet. Den eneste lovlige undtagelse er opgaver af kortvarig karakter, "hvor der er særligt behov herfor". En bestyrelsesformand kan for eksempel godt udføre enkelte advokatopgaver for fonden, men må ikke varetage hvervet som fondens administrator eller faste advokat.
"Vi har set mange af disse sager om advokater i fondsbestyrelser, hvor der på baggrund af de angivne oplysninger kan rejses tvivl om, hvorvidt man har efterlevet reglerne," siger statsautoriseret revisor og ph.d. Lars Kiertzner. Han er blandt andet tidligere chefkonsulent i revisorforeningen FSR og har i flere år beskæftiget sig indgående med erhvervsfondsloven.
"Her er vi i den milde ende, hvor der ikke er indikationer på ond vilje, og hvor fonden ikke som i mere grelle sager er blevet drænet for midler," siger Lars Kiertzner.
Birgitte Arnfred skriver til Fundats, at hun har bestræbt sig på at følge fondslovgivningen.
"I forhold til dine spørgsmål, så kan jeg helt generelt og konsekvent oplyse, at jeg i mit virke for fonden naturligvis altid har bestræbt mig på at agere i overensstemmelse med regler og lovgivning," skriver hun.
Et spørgsmål inhabilitet
Arnfred Advokatanpartsselskab er samtidig administrator for fondens helejede datterselskab, udlejningsselskabet A/S Vesma.
Det er vel at mærke ikke i strid med erhvervsfondsloven, at Birgitte Arnfreds advokatselskab fungerer som administrator for fonden eller datterselskabet, så længe bestyrelsesformanden ikke personligt varetager opgaven. Og så længe ydelsen foregår på markedsvilkår, og bestyrelsen tager de nødvendige hensyn til formandens inhabilitet.
Det er da heller ikke Birgitte Arnfred personligt, men en anden ansat i hendes advokatselskab, der står for administrationen af fonden. Det fremgår af fondens redegørelse til Erhvervsstyrelsen.
Men Birgitte Arnfred er eneejer af Arnfred Advokatanpartsselskab, så Erhvervsstyrelsen påpeger i sin afgørelse, at fonden skal være opmærksom på håndteringen af inhabilitet hos formanden i to henseender: Aftalerne med advokatselskabet om administration og aftalerne med Birgitte Arnfred personligt advokatopgaver.
Erhvervsfondslovens § 51 forbyder nemlig et medlem af bestyrelsen at deltage i behandlingen af aftaler mellem fonden og tredjemand, hvis vedkommende har en væsentlig interesse i sagen, der kan være i strid med fondens interesser.
"Da Birgitte Arnfred er fondens bestyrelsesformand og samtidig er direktør og eneste kapitalejer i Arnfred Advokatanpartsselskab, lægger styrelsen til grund, at Birgitte Arnfred er inhabil ved behandling af spørgsmål om aftaler mellem fonden og advokatselskabet/Birgitte Arnfred personligt," skriver Erhvervsstyrelsen.
"Styrelsen kan til orientering oplyse, at erhvervsfondslovens § 51 ikke blot forbyder et medlem af ledelsen i at deltage i afstemningen i de omhandlede tilfælde af interessekonflikter med pågældende og fonden, men overhovedet at deltage i behandlingen," understreger styrelsen.
I forhold til dine spørgsmål, så kan jeg helt generelt og konsekvent oplyse, at jeg i mit virke for fonden naturligvis altid har bestræbt mig på at agere i overensstemmelse med regler og lovgivning
Birgitte Arnfred – tidl. bestyrelsesformand, Direktør Einar Hansen og hustru fru Vera Hansens Fond
Spørgsmålet om, hvordan fonden har behandlet Birgitte Arnfreds inhabilitet, bliver ikke klart besvaret i dokumenterne. Fonden angiver ikke, om formanden i praksis har forladt lokalet under bestyrelsens behandling af aftalerne.
Her fremgår det kun, at "fondens bestyrelse håndterer eventuelle habilitetsproblemer ved på bestyrelsesmøderne at drøfte, hvilke arbejder formanden anmodes om at udføre samt ved efterfølgende at godkende faktureringen heraf."
"Det er ikke godt nok, at aftalerne med formanden eller hendes selskab er godkendt af bestyrelsen. Aftalerne skal godkendes med hende uden for døren, for hun har en væsentlig interesse i aftalerne, der ikke nødvendigvis stemmer overens med fondens interesser," siger Lars Kiertzner.
Fundats har derfor spurgt Birgitte Arnfred, om hun har deltaget i bestyrelsens behandling af aftaler mellem fonden og Arnfred Advokatanpartsselskab eller hende selv personligt. Det svarer hun i sin email ikke konkret på.
Overvej at skifte formand eller advokat
Erhvervsstyrelsen udtaler vel at mærke ikke kritik af forholdene i Direktør Einar Hansen og hustru fru Vera Hansens Fond.
I stedet nøjes styrelsen med at vejlede om lovgivningen og opfordre til at overveje at udskifte formanden eller finde en anden advokat.
"Henset til ovenstående bør fondsbestyrelsen særligt overveje, om det kan være hensigtsmæssigt at udpege en anden formand end Birgitte Arnfred, navnlig under hensyn til en formands begrænsede muligheder for at varetage andre hverv end formandshvervet jf. erhvervsfondslovens § 52, stk. 3. Alternativt kan bestyrelsen bede en anden advokat, om at levere løbende advokatydelser til fonden. Styrelsen skal dog understrege, at vi for nuværende ikke har stillet krav herom," skriver Erhvervsstyrelsen i september 2022.
"Havde situationen været mere alvorlig, var Erhvervsstyrelsen nok gået hårdere til biddet, og så havde sagen udløst påtale eller et påbud. Denne afgørelse er jo snarere en venlig recitation af reglerne. Erhvervsstyrelsen kræver end ikke dokumentation for, at formanden er gået uden for døren, når hun har været inhabil," siger Lars Kiertzner.
Fonden har da også efterfølgende udskiftet formanden.
Allerede inden Erhvervsstyrelsens afgørelse meddelte fonden i sin redegørelse, at den eventuelt ville udpege en anden formand, hvis styrelsen fandt, at fondens indretning var i strid med erhvervsfondsloven.
Det er ikke godt nok, at aftalerne med formanden eller hendes selskab er godkendt af bestyrelsen. Aftalerne skal godkendes med hende uden for døren, for hun har en væsentlig interesse i aftalerne, der ikke nødvendigvis stemmer overens med fondens interesser
Lars Kiertzner – statsautoriseret revisor
I dag er Morten Groth-Andersen formand for fonden.
Birgitte Arnfred påpeger i sine svar til Fundats, at Erhvervsstyrelsen ikke stiller krav om, at fonden vælger en anden formand eller antager en anden advokat.
"Imidlertid opfordrer Erhvervsstyrelsen fondens bestyrelse om at overveje, om det ville være hensigtsmæssigt, at formandskab og levering af advokatydelser fremadrettet blev varetaget af to forskellige personer. Jeg og den øvrige bestyrelse ønsker ingen tvivl, nu eller fremadrettet, om reglernes overholdelse, hvorfor vi naturligvis drøftede Erhvervsstyrelsens skrivelse og opfordring. Den øvrige bestyrelse udtrykte, at den ønskede mig og mit kontor som advokat og administrator, hvorefter jeg meddelte, at jeg i så fald ønskede at træde tilbage som formand," skriver Birgitte Arnfred.
"Formandsskiftet skyldtes således ikke, at Erhvervsstyrelsen havde fundet, at fondens tidligere indretning var i strid med erhvervsfondsloven. Det skyldtes et ønske om, at følge Erhvervsstyrelsens opfordring og vejledning, således at der ej heller en gang i fremtiden skulle kunne rejses kritik af rollefordelingen i fonden," skriver hun.
Udbredt problem
Direktør Einar Hansen og hustru fru Vera Hansens Fond er langtfra den eneste fond, der har døjet med udfordringer med kasketforvirring.
De seneste par år har budt på en række sager om erhvervsdrivende fondes problemer med inhabilitet og transaktioner med egne bestyrelsesmedlemmer. Tidligere i år udgav Fondenes Videnscenter et notat, der skærer lovgivningen på området ud i pap, netop med henvisning til en række problemsager i medierne.
I flere tilfælde har Erhvervsstyrelsen ligesom i nærværende sag nøjedes med at vejlede, hvorimod andre sager har udløst kritik, påtaler eller påbud.
For eksempel indkasserede Synoptik-Fonden en påtale for ikke at overholde reglerne om inhabilitet og føre referat i forbindelse med, at bestyrelsesmedlemmerne havde hyret egne virksomheder på kryds og tværs.
Det udløste også en påtale til ejendomsfonden Gangstedfonden, at bestyrelsesformanden havde haft en dobbeltrolle, idet han sideløbende havde arbejdet som fondens administrator.
Også den kendte advokat Knud Foldschack indkasserede tidligere i år en påtale fra Erhvervsstyrelsen for at arbejde som administrator for en erhvervsdrivende fond, han selv er bestyrelsesformand for.
Påbud eller vejledning
Erhvervsstyrelsens direktør, Katrine Winding, leverede for få år siden en generel opsang til landets erhvervsdrivende fonde om problemet.
"Kasketforvirring og inhabilitet – det ville jeg sætte stor pris på, hvis fondene ville gå hjem og kigge på," udtalte hun fra talerstolen under en fondskonference i 2022.
Fundats har spurgt Erhvervsstyrelsen, hvad der ligger til grund for beslutningen om ikke at udstede påbud eller udtale kritik i sagen om Direktør Einar Hansens og Hustru fru Vera Hansens Fond. Fundats har også spurgt hvorfor styrelsen, på trods af selv at konstatere, at daværende formand Birgitte Arnfred "systematisk" har udført advokatopgaver for fonden i mindst fem år, ikke har søgt afklaring i sagen, men i stedet konstaterer, at der "kan være indikationer på," at formanden varetager andre hverv for fonden.
Det svarer styrelsen ikke konkret på.
"Erhvervsstyrelsen behandler som fondsmyndighed for de erhvervsdrivende fonde hver enkelt sag på baggrund af en individuel vurdering af de konkrete oplysninger i sagen, den konkrete korrespondance med den pågældende fond og sagens øvrige omstændigheder," lyder det fra styrelsens pressemedarbejder:
"Forskellige sager, som vedrører de samme emner eller problemstillinger, og som derfor umiddelbart fremstår ens, vil derfor ikke nødvendigvis resultere i den samme reaktion fra styrelsens side."
"Erhvervsstyrelsen har ikke yderligere bemærkninger, da styrelsen ikke kommenterer konkrete sager."