Egentlig ville fondstilsynet ikke anbefale, at Nordea-fonden hedder Nordea-fonden.
Det ville være bedre med SDS Fonden. Efter samme model som Bikubenfonden, der bærer sit navn fra den oprindelige sparekasse, som fondens formue stammer fra. Oplysningen er blot en detalje i den omkalfatring af fondens vedtægter, som Erhvervsstyrelsen godkendte på baggrund af en grundig sagsbehandling fra 2001 til 2003.
Fundats har fået aktindsigt i dokumenterne.
Målet for operationen var at kappe alle bånd til banken, som efter den seneste fusion var blevet til Nordea AB – en svensk bank med hovedsæde i Stockholm. Med de nye vedtægter blev bankvirksomheden sløjfet og røg helt ud af formålsbestemmelsen. Bankens bestyrelse skulle ikke længere ha ve udpegningsret til bestyrelsen i Unidanmark-fonden, som Nordea-fonden hed på det tidspunkt.
Men vigtigst: Fonden skulle ikke længere være forpligtet til at eje bankens aktier. I stedet kunne fondsbestyrelsen nu få opfyldt sit ønske om at foretage en ansvarlig risikospredning, der kunne sikre et stabilt indtjeningsgrundlag for de almennyttige uddelinger.
Alligevel har fonden i dag for over 12 milliarder kroner placeret i Nordea-aktier svarende til 73 procent af fondens samlede aktiver.
Maks 15 procent
Fondens formelle frigørelse fra banken begyndte allerede i foråret 2001, da daværende fondsdirektør Preben Kendal Nielsen sendte et sonderingsbrev til Erhvervsstyrelsen for at undersøge muligheden for at få tilladelse til at ændre vedtægtens investeringsbestemmelser:
”Hvis bestyrelsen tillige får mulighed for at anbringe fondens midler i overensstemmelse med anbringelsesbekendtgørelsen, spredes investeringerne, og det vil give Unidanmark-fonden større sikkerhed for hvert år at kunne opnå et afkast,” skrev direktøren i 2001 i brevet til Erhvervsstyrelsen.
Dengang som nu ville anbringelsesbekendtgørelsens regler betyde, at fonden maksimalt måtte investere 15 procent af sin formue i Nordea-aktien. Langt fra de mellem 70 og 80 procent, som har været fondens praksis sidenhen.
Erhvervsstyrelsen tillod fonden at blive fritstillet fra Nordea-aktierne, men styrelsen rådede dog til, at fonden ikke lod sig binde til anbringelsesbekendtgørelsen, som er en blomst, der hører til i Civilstyrelsens have for de almene fonde.
Ansvarligheden ved anbringelsen af fondens midler understøttes allerede af formuleringen om forsvarlig og passende risikospredning
Erhvervsstyrelsen – Afgørelse om fondens vedtægtsændringer 2003
”Det er styrelsens opfattelse at dette – som ikke følger af lov om erhvervsdrivende fonde – kan komme til unødigt at udgøre en hindring for en fornuftig placering, ligesom ansvarligheden ved anbringelsen af fondens midler allerede understøttes af formuleringen om forsvarlig og passende risikospredning,” skrev styrelsen med henvisning til de endelige vedtægtsændringer, som blev godkendt i 2003.
Det skete efter, at Finanstilsynet havde fastslået, at fonden efter bankfusionen, der førte til Nordea, ikke længere var en sparekassefond med et erhvervsformål om at drive bankvirksomhed.
”På baggrund heraf er det tilsynets opfattelse, at Sparekasseaktieselskabet må anses for afviklet ved fusion og ikke dermed kan anses for videreført,” skrev Finanstilsynet.
Men på trods af den fuldstændige fritstillelse fra bankkoncernen, blev der aldrig igangsat en risikospredning via frasalg af Nordea-aktier. Tværtimod.
Mulighedsrum
Unidanmark-fonden blev til Nordea-fonden. Og kort tid efter - i 2006 - indtrådte den daværende direktør i Nordeas danske afdeling, Peter Schütze, i fondens bestyrelse. Fonden beholdt sin ejerandel i banken. Flere Nordea-aktier blev siden købt til. Og i dag har fonden 94 procent af sine finansielle anlægsaktiver svarende til 73 procent af de samlede aktiver i Nordea ABp, der nu en finsk bank med hovedsæde i Helsinki.
Selv indenfor de seneste par år er fondens ejerandel i Nordens største bank steget en lille smule – fra 4,3 procent til 4,4 procent, således at Nordea-fonden nu er den tredje største ejer af Nordea ABp. Den seneste stigning skyldes dog Nordeas aktietilbagekøbsprogram.
Men hvorfor vil en ansvarlig, professionel bestyrelse fastholde en ekstrem risikoposition i en udenlandsk bank, som tilmed i tiltagende grad er ude af kurs med fondens egen bæredygtighedsprofil og investeringsetik?
Fundats har gennem længere tid forespurgt bestyrelsen om et interview om fondens investeringer. Men hverken bestyrelsesformand Jens Bjørn Andersen eller formand for fondens investeringsudvalg – den tidligere Nordea-bankdirektør Torben Laustsen har ønsket at stille op.
Det har derimod fondens administrerende direktør Henrik Lehmann Andersen. Han forklarer den daværende fondsledelses ønske om risikospredning således:
”Ræsonnementet bag den henvendelse dengang var at få tegnet mulighedsrummet. Det var ikke et udtryk for, at man havde taget en beslutning om at foretage en fuld diversificering. Det havde de ikke, men det var et led i at kunne tage en kvalificeret beslutning. Det endte så med, at de valgte ikke at risikosprede, men at beholde alle Nordea-aktierne,” siger Henrik Lehmann Andersen.
“Forsvarlig og bedst muligt”
Fondsdirektøren fortæller desuden, at bestyrelsen har overvejet om den voldsomme overvægt i formueanbringelsen på 73 procent er i overensstemmelse med de gældende vedtægter, hvoraf det fremgår, at:
”Fondens midler skal anbringes forsvarligt og bedst muligt.”
Ifølge forsker i fondsret ved CBS Mark Ørberg ligger bestyrelsens investeringsbeslutninger da også inden for reglerne i erhvervsfondsloven.
Mark Ørberg forklarer, at formuleringen med forsvarlig anbringelse er almindelig i en lang række erhvervsfonde:
”Vi ser meget ofte denne formulering, og den udtrykker egentlig bare, hvad der allerede gælder i forvejen – nemlig at investeringer skal være forsvarlige. De skal foregå på et oplyst grundlag, og der må ikke inddrages usaglige hensyn. De meget vide rammer er, som jeg ser det, en del af erhvervsfondens natur. Blandt andet fordi man bevidst med erhvervsfondsloven har fastholdt princippet om bestyrelsens suverænitet og frihed til at investere fondens midler, så længe det er forsvarligt,” siger Mark Ørberg.
Der er nemlig forskel på, hvad der anses for forsvarligt i et investeringsøkonomisk perspektiv og i et juridisk perspektiv.
Erhvervsfondene har lov til at tage risiko, de har lov til at fejle, og de har endda – lidt forsimplet – lov til at gå ned
Mark Ørberg – Fondsforsker, CBS
”Der kan givetvis være økonomiske teorier om spredning af risiko, som ville tilsige, at nogle erhvervsfonde burde investere anderledes, og en forsigtig risikoprofil udgør også baggrunden for anbringelsesbekendtgørelsen, som gælder de ikke-erhvervsdrivende fonde,” siger Mark Ørberg og tilføjer:
”Men i og med lovgivningen ikke pålægger erhvervsfondene at følge bestemte økonomiske principper, har fondene altså ganske stor handlefrihed. Hvis en bestyrelse vil prøve at slå markedet, eller øge det forventede afkast ved at tage en højere risiko, så kan de gøre det. Erhvervsfondene har lov til at tage risiko, de har lov til at fejle, og de har endda – lidt forsimplet – lov til at gå ned,” siger han.
Samfundsansvar at investere i Nordea
I et længere interview i Fundats, om Nordea-fondens investeringsstrategi, præsenterer Henrik Lehmann Andersen en forklaring på bestyrelsens mangeårige fastholdelse af den spektakulære risikoprofil, som lægger en del af Nordea-fondens skæbne i hænderne på en bankkoncern, som fonden formelt set ikke længere har nogen interesse i.
Det er et udtryk for samfundsansvar, at vi som en dansk investor har en stor aktiepost i den største nordiske bank. Det har været en klar argumentation bag beslutningerne om at fastholde Nordea-beholdningen
Henrik Lehmann Andersen – Adm. Direktør, Nordea-fonden
”Det er i hvert fald en velovervejet beslutning. Om den er rationel, er nok en individuel vurdering. Der er flere dimensioner i begrundelsen. Den ene dimension er, at det er et udtryk for samfundsansvar, at vi som en dansk investor har en stor aktiepost i den største nordiske bank. Det har været en klar argumentation bag beslutningerne om at fastholde Nordea-beholdningen. Altså, at det er godt, ud fra et dansk samfundsperspektiv, at der er en stor dansk investor i den største bank i Norden. Det har været et rationale,” siger Henrik Lehmann Andersen.
I interviewet fortæller han desuden, hvordan fondens høje koncentrationsrisiko på Nordea-aktien fik konkrete konsekvenser for både fondens medarbejdere og bevillingsniveauet under corona-epidemien, hvor den Europæiske Centralbank stoppede udbyttebetalinger fra eurozonens bankaktier.
Det skyldtes udsigterne til en potentiel alvorlig økonomisk krise i kølvandet på corona-nedlukningerne.
