
Fondenes Videnscenter vil søsætte nye initiativer, som skal styrke udbredelsen af fondsviden og fremme foreningens arbejde med formidling.
Det indgår i den nye strategi for 2025 til 2028, som blev præsenteret på foreningens generalforsamling i april.
"Nu er vi som forening nået dertil, hvor vi skal gøre noget andet i forhold til den eksterne formidling. Det er en naturlig udvikling. Vi har i dag en ret solid portefølje af analyser, faktaark og andre vidensprodukter. Det har vi brugt mange ressourcer på at få udviklet. Og nu er vi der, hvor vi og medlemmerne mener, at det giver mening at bruge en større del af vores ressourcer på at få vores materialer længere ud og leve," siger Hanne Elisabeth Rasmussen, direktør i Fondenes Videnscenter.
Den nye strategi for 2025 til 2028 er blevet til på baggrund af strategiforløb i foreningens bestyrelse sidste år med bidrag fra foreningens medlemmer. Arbejdet er allerede i gang. Fondenes Videnscenter udgiver i alt seks bevillingsanalyser i 2025, og foreningen laver korte forklarende videoer til nogle af analyserne, som bliver bragt på Linkedin. Fondenes Videnscenter arbejder også på at inddrage flere typer af data i foreningens formidling, eksempelvis aktuelt på en interviewrække om bæredygtighed i filantropi.
"Vi gør mere for at finde ud af, hvem målgrupperne for vores forskellige produkter egentlig er. Og så sender vi vores produkter ud til en blandet gruppe af fagpersoner, som vi ved eller forventer har interesse i vores område. Vi er også begyndt at afholde webinarer, hvor folk kan stille spørgsmål til vores udgivelser," siger Hanne Elisabeth Rasmussen.
Hvem er målgrupperne for den forøgede kommunikationsindsats?
"Den nye strategi ligger inden for vores formål, som har stået i vedtægterne siden stiftelsen i 2017. Det handler om mennesker og organisationer, der har en faglig interesse i fondene. Det er selvfølgelig fondene selv, idet vi jo er en medlemsforening. Men det kan være alt fra en paraplyorganisation på socialområdet til en rådgiver i Nationalbanken. Det er alle, der arbejder med eller har en interesse i fondene," siger Hanne Elisabeth Rasmussen.
Ikke for den brede offentlighed
Efterhånden som spørgsmålet om fondenes legitimitet er kommet på dagsordenen i takt med fondenes stigende uddelinger og tiltagende indflydelse, har flere eksperter påpeget et behov for netop mere kommunikation fra fondssektoren.
Herunder Adam Moe Fejerskov, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, som forsker i ikke-statslige aktørers roller i samfundsudviklingen, og som i forbindelse med den seneste omdømmeanalyse fra Fondenes Videnscenter har efterlyst markante forbedringer i fondssektoren, når det kommer til transparens, synlighed og kommunikation.
Ligger der i jeres nye strategi også en ambition om at meddele jer mere til den brede befolkning uden for de grupper, der har en faglig interesse i fondsområdet?
"Altså, det er ikke en målgruppe i vores strategi. Det er klart, at hvis nogen henvender sig og spørger om noget, så svarer vi så vidt muligt. Men den brede offentlighed er ikke en aktiv målgruppe for os. Og det har den aldrig været," siger Hanne Elisabeth Rasmussen.
"Det handler også om, at hvis man skal ud og kommunikere til den brede befolkning, så skal der altså ligge nogle muskler bag, og det har vi ikke. Det er ikke det, vi er sat i verden for," siger Hanne Elisabeth Rasmussen.
Jeg ser fondssektoren som et lidt lukket land. Både for os, der arbejder med fondene, men formentlig også for befolkningen. Så lige nu virker det ikke som om, at den kommunikationsopgave bliver løftet
Adam Moe Fejerskov – seniorforsker, DIIS
Hanne Elisabeth Rasmussen peger på, at Fondenes Videnscenter er aktiv på Linkedin, hvor både fagfolk med en professionel interesse i fonde og filantropi såvel som mennesker med en privat interesse i feltet kan følge foreningen. Hanne Elisabeth Rasmussen har også et par gange bragt indlæg i Altinget Fonde om videncentrets analyser.
"Vi har også et nyhedsbrev, der går ud til rigtig mange mennesker. Så vi gør meget for at øge vores base af interessenter på tværs af målgrupper. Og en del af dem er almindelige danskere, der har interesse i området, mens andre er fagligt engagerede i fonde," siger Hanne Elisabeth Rasmussen.
"Så vi har ikke en strategi om at ramme den brede befolkning. Men det er ikke det samme, som at vi ikke rammer nogen i den brede befolkning. Vi har bare ikke en målsætning om, at det er alle i Danmark, der skal vide de ting, som vi formidler. Vi formidler jo også meget om regler for fondsmoms, stiftelse af fonde og alt muligt andet, som ikke er relevant for mange, men for nogle," siger Hanne Elisabeth Rasmussen.
Fundats ville også gerne have talt med bestyrelsesformand Henrik Lehmann Andersen om foreningens nye strategi. Men internt i Fondenes Videnscenter er man blevet enige om, at kun Hanne Elisabeth Rasmussen stiller op til interview om sagen.
Fremstår som et nybrud
Fravalget af den brede befolkning i foreningens kommunikationsstrategi synes at stå i kontrast til en central del af det sigte, Fondenes Videnscenter blev stiftet med i 2018.
"Det nye videnscenter, der vil blive etableret i løbet af første halvår 2018, får til formål at øge kendskabet i offentligheden til de danske fonde og deres aktiviteter, samt formidle ny forskning om fondsrelevante emner," lyder den allerførste linje i pressemeddelelsen om foreningens oprettelse fra december 2017.
Og i januar 2018 talte daværende næstformand Jesper Nygård i Fundats om "et videnscenter med en ambition om at gøre folk klogere på, hvad vi laver, men også om at gøre os selv klogere internt – og hjælpe hinanden.”
I vedtægterne lyder det, at Fondenes Videnscenters formål – foruden at øge informationsniveauet hos medlemmerne og styrke deres samarbejde – er at "øge kendskabet til de danske fonde og filantropiske foreninger, deres rammevilkår og aktiviteter og deres betydning for samfundet for derigennem at medvirke til at fremme grundlaget for deres virke i Danmark."
På den baggrund virker det som et nybrud, at den brede befolkning ikke er en del af målgruppen for jeres kommunikationsstrategi?
"Sådan kan jeg godt forstå, at det ser ud udefra. Men der var jo ikke en forening tilbage i december 2017. Jeg blev ansat som den første medarbejder efter den stiftende generalforsamling i foråret 2018, og vores første strategi blev vedtaget i 2019," siger Hanne Elisabeth Rasmussen.
Strategien fra 2019 er ikke offentligt tilgængelig. Men Hanne Elisabeth Rasmussen har sendt Fundats et uddrag, hvori målgruppen er afgrænset til udvalgte politikere og deres rådgivere/embedsværk i Danmark; danske fonde og filantropiske foreninger; danske forskere, analytikere og journalister med fagligt fokus på fonde og filantropiske foreninger; danske foreninger for fondslignende organisationer; talspersoner for danske miljøer af bevillingsmodtagere.
"Det var vores første strategi, og den har vi arbejdet efter lige siden. Derfor kan jeg sige klart til dig, at den brede offentlighed ikke er vores målgruppe. For det er sådan, man har tolket det i bestyrelsen, og det, man har bedt os om at arbejde for," siger Hanne Elisabeth Rasmussen.
Mener du, at fravalget af den brede offentlighed som målgruppe står i kontrast til formålet i jeres vedtægter om at øge kendskabet til fondene, deres aktiviteter og deres betydning for samfundet?
"Nej, jeg vil mene, at vi er fuldstændigt åbne om, hvem vores målgrupper er. Og vores målgruppe er ikke den brede offentlighed. Der har da været nogle dialoger om, hvorvidt den kunne være en del af målgruppen. Men så er vi nødt til at være en helt anden organisation. Kommunikation til den brede offentlighed er en kæmpe opgave, og vi kan simpelthen ikke løfte den. Man kunne have tolket vedtægterne på mange måder. Men fra start er det sådan her, de er blevet tolket."
En kommunikationsopgave, der ikke bliver løftet
Hos Dansk Institut for Internationale Studier peger Adam Moe Fejerskov på et presserende behov for bedre kommunikation fra fondssektoren. Og på, at befolkningen ikke selv kan forventes at opsøge de informationer, som de store fonde eller Fondenes Videnscenter offentliggør via egne kanaler.
"Jeg ser fondssektoren som et lidt lukket land. Både for os, der arbejder med fondene, men formentlig også for befolkningen. Så lige nu virker det ikke som om, at den kommunikationsopgave bliver løftet," siger Adam Moe Fejerskov.
Hvis man skal ud og kommunikere til den brede befolkning, så skal der altså ligge nogle muskler bag, og det har vi ikke. Det er ikke det, vi er sat i verden for
Hanne Elisabeth Rasmussen – direktør, Fondenes Videnscenter
Seniorforskeren kritiserer ikke Fondenes Videnscenter specifikt. Men strategien om ikke at henvende sig til den brede befolkning falder sammen med et påfaldende kommunikations-vakuum i fondssektoren, påpeger han.
"Transparens er afgørende; det er vigtigt, at fondene gør et stykke arbejde for at kommunikere, hvad de støtter, og hvad de arbejder for. Men man kan heller ikke forvente, at befolkningen selv opsøger den slags information. Så fondssektoren er nødt til at være meget mere proaktiv i sin kommunikation. Og bedre til at kommunikere hvilke roller, fondene selv mener at have."
"Det er faktisk det spørgsmål, jeg oftest støder på, når jeg taler med folk om fonde: Hvad er egentlig deres rolle? Så der er et behov for at være endnu skarpere på kommunikationen, så man for eksempel kan få afmystificeret, hvilken rolle fondene gerne vil have," siger Adam Moe Fejerskov.
"De stiftende fonde kom omkring flere muligheder"
Fondenes Videnscenter har i dag fire ansatte til alle foreningens opgaver, inklusive administration, fortæller Hanne Elisabeth Rasmussen.
Flere eksperter har efterlyst mere kommunikation og synlighed fra fondenes side. Skyldes jeres fravalg af kommunikation til den brede befolkning, at I ikke vurderer, at der er et behov for, at fondssektoren kommunikerer mere offentligt; eller er det snarere et udtryk for, at I ikke ser det som jeres mandat i Fondenes Videnscenter?
"Da Fondenes Videnscenter blev stiftet, brugte man jo noget tid på at finde ud af, hvad vi skulle være for en størrelse. Det er ingen hemmelighed, at det var en lang proces, hvor de stiftende fonde kom omkring flere muligheder. Og den ramme, vi fik, fungerer rigtig godt i forhold til at ramme et behov, som ingen andre dækker," siger Hanne Elisabeth Rasmussen.
"Det er ikke fordi, vi er uinteresserede i, at mange danskere ved noget om fonde. Men vi er et lille sekretariat, og vi prøver at fokusere på vores strategi og centrale målgrupper, og det er især dem, der arbejder i eller med fonde," siger Hanne Elisabeth Rasmussen.