
Det er ikke svært at finde den rigtige bus denne tidlige morgen på Ingerslevsgade ved Hovedbanegården. Man skal bare følge mængden af velklædte, midaldrende kvinder og mænd i kondisko og blazere i afdæmpede farver, der, væbnet med to go-kaffekopper og store smil, er på vej mod de busser, der skal fragte, hvad der synes som hovedparten af deltagerne i konferencen, til Bjerringbro.
“Det er jo en ren fætter-kusine-fest. Hyggeligt at se dig,” siger en i køen på vej ind i bussen, og der hilses og krammes.
Nu skal samfundet forandres.
I bussen skal deltagerne to og to tale sammen om, hvad de forstår ved ordet forandringskraft. Så er vi ligesom i gang.
“Det er noget, der er svært at gøre alene,” bliver der blandt andet sagt.
En pointe, der bliver gentaget igen og igen i løbet af konferencen, som også har som udtalt mål at inspirere til nye samarbejder på tværs af de sektorer, der er repræsenteret, nemlig civilsamfundet, fonde, erhvervslivet, staten og kommunerne.
Trygfonden, Bikubenfonden, Realdania og Poul Due Jensens Fond, også kaldet Grundfos Fonden, står bag konferencen, der bliver afholdt i Grundfos’ hovedkvarter i Bjerringbro. Hovedkvarteret er som en by i byen med egne auditorier, konferencesal og sågar eget museum.
Kim Nøhr Skibsted, der er direktør i Grundfos Fonden, starter med at byde velkommen fra scenen. Der har været stor interesse for konferencen, fortæller han blandt andet, inden han overlader ordet til Christine Ravn Lund, der er forkvinde for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).
Vi bliver nødt til at lytte til hinanden og ikke kun til dem, vi plejer,
Christine Ravn Lund – Forkvinde, Dansk Ungdoms Fællesråd
“Der er behov for, at vi handler på tværs og skaber strukturel forandring. Vi bliver nødt til at lytte til hinanden og ikke kun til dem, vi plejer,” siger hun fra scenen.
Et blik ud over den fremmødte forsamling afslører dog, at der ikke er mange til stede i kategorien ‘dem vi ikke plejer at lytte til’.
“Jeg glæder mig til at komme i gang, selvom jeg ikke rigtig ved, hvad dagen kommer til at indeholde,” siger Christine Ravn Lund, og dagens konferencier Anders Folmer Buhelt, der er direktør i Akademiet for Social Innovation, tager over.
“Vi er her i dag for at mobilisere handlingskraften. Samfundets tektoniske plader bevæger sig - også globalt,” slår han fast, og sammen med Sine Egede, der er udviklingsdirektør i Bikubenfonden, præsenterer han svarene på en undersøgelse, der er blevet sendt ud til deltagerne forud for konferencen.
Deltagerne er blevet spurgt om, i hvilken grad - på en skala fra 1 til 4 - de mener, at de kan forandre samfundet. 1 er i høj grad, og den gennemsnitlige score er 1,56. Så der er altså tiltro til, at den elite der er samlet i Bjerringbro både har viljen og muligheden for at skabe den samfundsforandring, som det hele skal handle om.
Men hvordan gør man så det - skaber samfundsforandring? Sine Egede henviser til Rockefeller Philanthropy Advisors, der argumenterer for, at filantropiske aktører skal stoppe med at tænke 10 år frem og i stedet arbejde med en tidshorisont på 30 år.
“Det kan lyde privilegeret, når man kommer fra en fond, men barrieren for at kunne skabe samfundsforandring er ikke økonomisk. Det handler om, hvordan pengene bruges, og hvordan vi kan få dem i omløb på en bedre måde. Vi skal turde udfordre eksisterende magtstrukturer,” siger Sine Egede blandt andet.
Fint besøg fra udlandet
Herefter præsenteres et udenlandsk panel bestående af Karyn McClusky fra Skotland og Derek Walker fra Wales, der begge har arbejdet konkret med at skabe samfundsforandring. Debatten er modereret af britiske Charles Leadbeater, der arbejder med systeminnovation som konsulent og er tidligere erhvervsjournalist.
Han indleder med at rose Danmark og landets historiske evne til at skabe samfundsforandring.
“I holder sammen gennem forandring og skaber kontinuitet gennem forandring, og det er unikt for Danmark,” siger han blandt andet.
Men han har også en bekymring. Han frygter, at der ikke er plads nok til innovation, og at vi ikke er gode nok til at træde et skridt tilbage og se det større billede.
“Danmark er meget ligesom en strand, hvor alle har været nede og spærre en plads til deres håndklæde om morgenen, og hvis man så kommer og prøver at finde en plads, siger danskerne ‘nej, det er Johannes plads’,” siger han og må holde en lille kunstpause, mens salen griner af hans parodiske gengivelse.
“Så jeg kan være bekymret for, om der er plads nok til at skabe systemisk forandring," siger han, inden han vender opmærksomheden mod Karyn McClusky.
Karyn McClusky har som mangeårig chef for en enhed under Glasgow Politi været med til at nedbringe kriminaliteten i storbyen ganske markant gennem vedvarende dialog med lokalsamfundet gennem mange år.
“Jeg har talt med tusindvis af mennesker, og jeg tror, at succeskriteriet for, om man kan skabe samfundsforandring er, hvor høj ens tærskel for kedsomhed er, for jeg har gentaget mig selv igen og igen og igen. Man er nødt til at fortælle det samme budskab igen og igen om, hvorfor forandring er vigtig,” siger Karyn McClusky.
Hun taler om det lange seje træk, om at skabe tillid ude blandt borgerne og om at finde ind til roden af problemerne og arbejde med forebyggelse. Hun understreger vigtigheden af at arbejde både på den korte bane og den lange bane samtidig og fortæller om, hvordan hun blandt andet har gjort det ved at tale med tandlæger om, hvad de gør, når de modtager en patient, der har fået slået tænderne ud, men samtidig har lagt et vedvarende pres på skolerne om ikke at ekskludere elever.
Derek Walker, der er Future Generations Commissioner fra Wales, fortæller ligeledes om, at det er vigtigt at skabe et narrativ, der engagerer borgerne til handling, hvis man vil skabe forandring. Han taler om borgerinddragelse som led i at nå nationale trivselsmål og om politisk repræsentation af fremtidens generationer.

Herefter opsummerer Charles Leadbeater i bedste Jørgen Clevin-stil deres pointer ved at tegne dem på et kameratransmitteret whiteboard. Han tegner en trekant, der repræsenterer Glasgow Politi og nogle stiplede linjer fra trekanten over til en cirkel, der repræsenterer lokalsamfundet, og herefter tegner han en masse små trekanter inde i cirklen for at vise, hvordan Karyn McClusky har plantet en lille smule af politiets tankegang i civilsamfundet, og hvordan hun har taget input fra civilsamfundet med tilbage til ‘trekanten’.
Efter to minutters ‘summen’ med sidemanden tager Louise Fauerskov fra Art2030 over og taler om kunsten som forandringskraft. Hun fortæller blandt andet om et projekt, hvor en række kunstnere responderer på samfundets store kriser.
“Kunsten kan få os til at tage stilling. Vi kan kun skabe fremtiden, hvis vi kan se den, og vi tror på, at kunst forandrer mennesker, og mennesker skaber forandring,” slutter hun.
Politisk panel
Derefter bliver scenen indtaget af Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, Sigge Winther fra Instituttet for Vilde Problemer (Invi), borgmester i Aarhus Kommune og næstformand for KL, Jacob Bundsgaard og chefredaktør på Børsen, Bjarne Corydon.
Sigge Winther fremhæver blandt andet den øgede kompleksitet i samfundet og den enorme hastighed i alle systemer som barrierer for at skabe samfundsforandring.
Bjarne Corydon advarer mod at skabe et for stort eksperimentelt system ved siden af det etablerede system i forsøget på at skabe samfundsforandring.
“Det kan man spilde enormt meget tid på,” siger han og udfordrer, hvad der i det hele taget er vilde problemer.
Han nævner eksempelvis klimakrisen og påpeger, at løsningen langt hen ad vejen handler om incitamenter, som er noget, der kan påvirkes via politiske beslutninger.
“Trivselsproblematikken, derimod, er et ægte vildt problem,” siger han.
Konferencieren haster videre til næste paneldeltager, mens han fremhæver det paradoksale ved den korte taletid, nu hvor samfundets øgede tempo netop er blevet problematiseret. Denne gang får Jacob Bundsgaard ordet.
Vi skal passe på med ikke at gribe til løsninger, der ikke passer til den levede hverdag. De rigtige, bagvedliggende problemer skal fylde mere
Jacob Bundsgaard – Næstformand, KL
“Vi skal passe på med ikke at gribe til løsninger, der ikke passer til den levede hverdag. De rigtige, bagvedliggende problemer skal fylde mere, så i stedet for at ansætte 1000 flere lærere og sige, at nu er problemet løst, skal vi turde se på, at måske er det ikke det, der er brug for, måske er der i virkeligheden brug for en indsats på socialområdet for eksempel,” siger han.
Dernæst får Johanne Schmidt-Nielsen ordet, som hun først bruger til at erklære sig enig i, at hastighed er et “gigantisk problem”. På spørgsmålet om, hvordan hun ser på systemforandring nu, hvor hun ikke længere har sin hverdag på Christiansborg, svarer hun, at det er tydeligere for hende nu, hvor hun står uden for det politiske system, hvor vigtigt det er at skabe lige adgang til politikerne.
“Hvordan bliver vi dygtigere til at få stemmer ind i rummet, som ikke er vant til at tale med sådan nogle som os i dette rum?”, spørger hun retorisk, men noget egentligt svar udebliver.
“Forventningerne til civilsamfundet vokser, og det er super fedt,” fortsætter hun.
”Men der er to ting - og sikkert også flere - vi som samfund skal blive bedre til. Det ene er, at der ikke er tilstrækkelig finansiering i civilsamfundet til, at det kan løse de komplicerede opgaver, der kommer med de øgede forventninger. Det andet er et spørgsmål om magt,” siger hun nævner til eksempel, at det er vigtigt at være opmærksom på, at en samarbejdsorganisation i Bangladesh for eksempel ikke siger ja til alle hendes skøre idéer, fordi de har så hårdt brug for pengene.
Til det svarer Jacob Bundsgaard, at der er brug for et rum til at tale frit om den magtrelation, der opstår, hvis han for eksempel som borgmester giver penge til civilsamfundet.
“Jeg er sådan en, der godt kan lide at holde tiden,” siger konferencieren så, og der bliver ringet ud til frokostpause, inden anden akt starter.
Anden akt
I anden akt bliver konferencens 350 deltagere fordelt ud i seks forskellige sessioner. Session F, der handler om, hvordan fondene kan understøtte systemforandring, indledes med nogle highlights fra en endnu klausuleret rapport om, hvordan fonde kan være med til at løse store samfundsproblemer.
Dernæst præsenteres et stort panel, der indledningsvis består af Nina Helk, der er filantropidirektør i Realdania og Rie Odsbjerg Werner, der er administrerende direktør i Trygfonden. Herefter bliver der kaldt paneldeltagere op fra et universitet, en ngo og to statslige styrelser og en tidligere minister.
Sessionerne har til hensigt at skabe et trygt rum for debat, og derfor må der ikke refereres fra sessionen, men i løbet af den time, paneldebatten står på, bliver flere af de store temaer, som længe har fyldt i fondsdebatten, italesat.
Panelet og deltagerne kommer omkring fondenes magt, elitære bestyrelser, ungeinddragelse, udfordringerne med at skalere og implementere fondsprojekter, universiteternes afhængighed af fondsstøtte, samspillet med politikere og meget andet.
Da tiden endnu engang rinder ud, er debatten ikke nået til konkrete løsningsforslag.
Det er tid til, at deltagerne skal samles om rundborde i workshops. Et sindrigt farvekodesystem sikrer, at der ved hvert bord sidder seks personer, som har været til hver sin session. På skift skal deltagerne fortælle resten af bordet om den session, de deltog i.
Hvordan arbejder vi med ungeinddragelse reelt, så der ikke bare bliver et børnebord og et voksenbord
Tarek Hussein – Direktør, Dansk Flygtningehjælp Ungdom
Inden rundbordssnakken skydes i gang, får direktør i Dansk Flygtningehjælp Ungdom, Tarek Hussein, ordet og fremhæver, at det er et paradoks, at der tales så meget om fremtidens generationer på sådan en dag, der vil skabe samfundsforandring, men at der er så få unge repræsenteret.
“Hvordan arbejder vi med ungeinddragelse reelt, så der ikke bare bliver et børnebord og et voksenbord,” spørger han, inden næste programpunkt - rundbordssamtalen, hvor indsigter fra de forskellige sessioner skal deles - skydes i gang.
Én nævner, at det kan være en udfordring, at fondene ofte arbejder med længere tidshorisonter end kommunerne gør, så derfor må fondene også strække sig, hvis samarbejder skal kunne lykkes, for kommunerne kan ikke vente tre måneder på, at fonden har holdt sit næste bestyrelsesmøde.
Flere udtrykker undervejs en frygt for, at dagen ender med at blive endnu en dag med mere snak, men ikke konkret handling.
En repræsentant fra en kommune siger, at der ofte er en forståelse af, at det er besværligt at gå til fondene. En repræsentant fra en fond og en forskningsleder fra en konsulentvirksomhed siger begge, at de har hørt snak om, at kommunerne er besværlige at arbejde med. Noget de dog aldrig selv har oplevet, men som alt i alt giver indtryk af, at der er brug for en større forståelse for hinandens måde at arbejde på, hvis partnerskaber skal blive vellykkede. Og det skal de helst, for det lader til, at de fleste deltagere kan blive enige om, at partnerskaber er vejen frem, når der skal løses store, komplekse samfundsproblemer.
Workshoppen afsluttes med en opfordring til at skrive en invitation på et postkort til de øvrige deltagere. Det kan være en invitation til et samarbejde, en kaffeaftale eller en boganbefaling, lyder det, og til sidst bliver de samlet ind og delt med deltagerne.
Unge stemmer indleder 3. akt
Først da deltagerne bliver kaldt ind til tredje akt, der foregår i plenum, får unge stemmer lov til at fylde.
MidtVest Pigekor står i en halvcirkel, alle klædt i sort, og opfører et korværk med tekster skrevet af de unge selv.
“Man drukner i nutidens problemer, mens fremtiden ligger ukendt - drukner - ukendt - glemt. Lytter vi overhovedet selv til det, vi siger, lytter vi egentlig til hinanden, når vi snakker sammen - eller venter vi bare selv på at sige noget - spilder vi tiden med ligegyldig snak, når der alligevel ikke er nogen der lytter - hvorfor lytte, hvis vi ikke bliver lyttet til”, synger de i mørket og giver dermed deres kunstneriske indspark til debatten.

Efterfølgende fremfører kunstneren Vølven aka Rasmus Myrup, en performance, der på karikeret vis spider vores samtid med fortællinger, der tager mosekonen, nissen, havfruen, søfruen og kildefruen med ind i nutidens samfund og udstiller dets fejl og mangler og “fucked-up-ness”.
Det er blevet tid til at samle op, dele indsigter og læse postkort.
På dette tidspunkt af eftermiddagen lader det til, at alle i forsamlingen har fået bekræftet hinanden i, at forandring bliver skabt af mennesker, ikke systemer, ligesom konsensus er, at ingen kan løse komplekse problemer alene. Derfor er partnerskaber alfa og omega. Men de fleste lader også til at være enige i, at det ikke altid er helt nemt at arbejde sammen på tværs i partnerskaber.
“Ting er besværlige. Det må vi omfavne. Vi må kigge ind i majoritetskulturen og se på, hvad det er for en magt, vi skal afgive,” siger Thandi Dyani, der er rådgiver.
Kristian Wendelboe, der er administrerende direktør i KL, påpeger, at det svære bliver at få befolkningen med på, at der er et behov for systemforandring, for uden et pres fra borgerne, kommer politikerne ikke til at skabe tilstrækkelig forandring, mener han.
“Vi må støtte politikerne i at have store visioner,” siger han og henviser til blandt andre Jens Otto Krag.
Dagens konferencier Anders Folmer Buhelt, der er direktør i Akademiet for Social Innovation, tager over og lægger ud med sit postkort. Han inviterer KL på kaffe for at tale mere om mobilisering.
Dernæst sender han stafetten rundt i salen, og der bliver blandt andet inviteret til vidensfestival om bæredygtig forandring i Roskilde (Grasp, 26-27. september) og delt en anbefaling til at læse bogen ‘Leading Change’ af Marshall Ganz.
Martha Ahlmann, der er national direktør i Red Barnet, fremhæver, at fondene bliver nødt til at engagere sig på en ny, mere forpligtende og langsigtet måde, og Trygfonden bakker op om bedre rammevilkår for civilsamfundet.
Afsluttende får Rie Odsbjerg Werner, administrerende direktør i Trygfonden, ordet.
“Wow, sikke en energi og intensitet," indleder hun, inden hun opsummerer nogle af sine egne ‘take outs’.
“Hvordan framer vi problemer? Hvordan kombinerer vi kortsigtet og langsigtet handling?,” siger hun.
Dernæst taler hun om forpligtelsen til at få alle med og åbne processen for andre end dem, der er til stede til konferencen. Hun understreger, at Forandringskraft er en bevægelse.
“Måske kommer der en Forandringskraft 2025. Måske er det noget andet, der er brug for. Det skal vi hjem og finde ud af nu,” slutter hun.