Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg har arbejdet i sammenlagt 37 år i og med den tredje sektor inden for områder som international udvikling og nødhjælp, sundhed og sygdom og socialt arbejde. Det er områder, der kendetegnes af en stor mængde af vidt forskellige ngo’er og civilsamfundsorganisationer, som i vekslende grad nyder en folkelig opbakning i form af bl.a. medlemskaber, faste bidrag,
frivilligt arbejde, køb af velgørenhedsprodukter m.m.
Mange af disse har været på overarbejde her i coronatiden. En indsats mod selve sygdommen, for at forebygge smitte, mod social isolation, hjælp til særligt udsatte – eksemplerne er talrige.
Når en så stor begivenhed som corona rammer, så har der i mange år næsten været tradition for, at befolkningen har stået sammen og givet små og store bidrag. Der har været store tv- og radioindsamlinger, indsamlinger rettet mod private i mange af organisationerne, regelmæssig medieomtale af indsamlingerne med angivelse af numre på bankkonti, hvor man kunne støtte. Men denne gang har det været anderledes.
For nok har der været individuelle indsamlinger rettet mod hr. og fru Danmark. Men de store fællesindsamlinger er udeblevet. Og resultaterne af de enkelte indsamlinger kommer i de fleste tilfælde ikke i nærheden af, hvad man for bare 5-7 år siden kunne samle ind ved store katastrofer.
Fondene indtager banen
Til gengæld er der kommet nye spillere på banen: Fondene! Selvfølgelig har de også førhen ydet bidrag ved katastrofer. Men hvor et bidrag på f.eks. kr. 500.000 dengang var blandt de største, så taler vi nu om enkeltbidrag på det tidobbelte, og vi taler om, at fonde, som ikke før har støttet denne form for arbejde, har etableret særlige corona-puljer og aktivt anmodet om at få ansøgninger. Det er flot. Det er godt. Det er nyt.
Men det rejser også nogle spørgsmål: Når fondene spiller så stor en økonomisk rolle, betyder det så, at hr. og fru Danmark trækker sig? ”De får jo allerede penge, kan vi se i aviserne,” er en mulig reaktion. Og indirekte kommer pengene jo fra hr. og fru Danmark i rigtigt mange tilfælde, fordi fondenes kapital ofte kommer fra virksomheder, pengeinstitutter m.fl.
Når en katastrofe rammer, kan de store ngo’er reagere lynhurtigt. De har ansatte, erfaring og økonomi til at komme i kontakt med fondene om bidrag hurtigt, og det er godt, for hurtig hjælp er ofte nødvendig. Men hvad betyder det for de mindre og de små ngo’er? De kan ofte kun overkomme at kontakte et mindre antal fonde, og ofte kommer de så sent, at de store allerede har været der. Er der så penge tilbage til deres arbejde, som jo kan være lige så støtteværdigt som de stores? Risikerer man at overse rigtigt gode projekter, fordi de præsenteres for sent?
Fonde, som ikke før har støttet denne form for arbejde, har etableret særlige corona-puljer og aktivt anmodet om at få ansøgninger.
Steen M. Andersen – konsulent, fhv. generalsekretær
Fondene ønsker i stigende omfang ikke alene at yde støtte, men også at indgå i egentlige partnerskaber, hvor de også bidrager med viden. Det kan de store ngo’er håndtere, for de har råd til ansatte til det. Men igen: Hvad med de mindre og de små? Kan de leve op til sådanne ønsker?
Naturligt nok ønsker mange fonde som en del af samarbejdet at gennemføre omfattende og grundige evalueringer af proces, resultater m.m. Igen: Det kan de store klare, selv om det naturligvis kræver flere ressourcer end bare at modtage et beløb og så sende en rapport. Men det kan knibe gevaldigt for de små og under alle omstændigheder sluge så mange ressourcer, at det kan komme til at gå ud over andet formålsbestemt arbejde.
Økonomisk sårbarhed
Og hvad sker der så, hvis en lille ngo opnår et stort støttebeløb? I første omgang naturligvis glæde. Men hvis beløbet udgør en meget stor del af den samlede omsætning, så følger sårbarheden med. For hvor længe har man den støtte? Og hvad sker der den dag, den måske falder bort? Børnecancerfonden er et eksempel på den sårbarhed. I år kan der ikke køres Team Rynkeby til Paris. Overskuddet herfra udgør en meget stor del af den samlede indtjening i Børnecancerfonden. Hvad nu med de børn, som skulle have haft glæde af Børnecancerfondens gode arbejde? Situationen skyldes godt nok ikke manglende fondsstøtte. Men ligheder findes på fondsområdet: Den fondslignende forening, Foreningen Roskilde Festival har allerede meldt ud, at der ikke er penge til uddeling næste år som følge af den aflyste festival i år.
Vil andre fonde også være nødt til at skære ned på den støtte, de ellers giver, fordi pengene nu er brugt til corona? Måske ikke de største, men hvordan med alle de andre?
I september sidste år skrev jeg i en artikel, at samarbejde mellem ngo’er på denne ene side og fonde og virksomheder på den anden er et klart vækstområde. Jeg lever i dag bl.a. af at rådgive en række organisationer om sådanne samarbejdsrelationer. Det siger sig selv, at jeg er varm fortaler for, at fondene spiller en stor og vigtig rolle, og jeg har selv stået i spidsen for en organisation, som i høj grad evner at etablere gode samarbejdsrelationer med fonde Men det behøver ikke at gøre blind. For når fondenes økonomiske indflydelse stiger, så følger der et stigende ansvar med. Et ansvar for at bruge midlerne korrekt i forhold til fundatsen, javel. Men også et ansvar for at sikre, at alle typer af modtagere kan komme i betragtning, at de ikke tvinges til at ‘dreje’ deres aktiviteter derhen, hvor pengene er eller næsten dreje nøglen om, når støtten og samarbejdet ophører igen.
Det ansvar havde og har hr. og fru Danmark ikke. Deres økonomiske støtte – selv om den samlet set er meget betydelig – har aldrig så afgørende betydning for en enkelt organisation, som støtte fra en fond eller mangel på støtte kan have.
