Der er gået mere end et årti siden Lennart Lynge Andersen forlod sin stilling som leder af Center for Kreditret og Kapitalmarkedsret på CBS.
Den 77-årige professor i formueret er dog efter eget udsagn ikke på nogen måde forhenværende, men har fortsat sin forskning og sit faglige forfatterskab fra hjemmekontoret, og det er blevet til indtil flere udgivelser siden. Han er desuden forfatter til flere kogebøger.
Selvom han således aldrig har trukket sig tilbage fra fondsrettens verden, så har det overrasket ham, hvordan fondenes rolle i samfundet nærmest er eksploderet i omfang præcis i det tidsrum, der er gået, siden han sagde farvel til CBS.
Fondene er pludselig her og der og alle vegne. Der er endda dukket to medier op på om området, hvor folk med større eller mindre fondsretlig indsigt - efter Lynge Andersens standarder helt overvejende flest af den sidste slags - udtaler sig om, hvordan fonde bidrager eller bør bidrage til samfundet.
Begge medieinitiativer - Altinget: Fonde og nærværende Fundats.dk - er dog glædelige:
”For cirka 20 år siden ville ingen have gættet på denne udvikling,” skriver han.
Debatindlæg sendt i byen for en bestemt sag
Netop den nye og omfangsrige dækning af fondsområdet er afsættet for debatbogen Fondes midler med undertitlen Dialog eller enegang, og omdrejningspunktet er forfatterens undersøgelse af mere end 1.000 debatindlæg og artikler om emnet.
På akademisk vis afgrænser Lennart Lynge Andersen problemfeltet:
”Hvorledes omtales fondene i medierne? Der ses bort fra faglige artikler i UfR, Erhvervsjuridisk Tidsskrift, Juristen m.v. Hvad kan fondsrettens aktører lære af den løbende debat, uanset at materialet ikke er komplet, og at der næsten altid er tale om artikler m.v., hvor forfatteren ikke modtager honorar, og hvor vedkommende forfatter undertiden er sendt i byen for at støtte en bestemt sag.”
Der går dog ganske lang tid før, vi når frem til behandlingen af den egentlige undersøgelse og den efterfølgende konklusion. Faktisk går tre fjerdele af bogen med fondsretlige tilbageblik kombineret med metodeovervejelser om undersøgelsen samt en række anekdoter fra både den akademiske og praktiske fondsverden. Det kunne være struktureret bedre, men det er ikke uinteressant, og Lennart Lynge Andersens underfundige og til tider særdeles spiddende sarkasme er på flere stræk ganske underholdende.
Læseren er ikke i tvivl om, hvad den erfarne juraprofessor mener om moderne filantropi og de rådgivere, der bejler til fondssektoren. Ej heller om det moderne fondssprog, han har fundet i sin undersøgelse:
”Partnerskabsaktivister, filantropi, biodiversitet, komplekse problemer, vilde problemer, advocacy, trust based philanthropy, blended finance, katalytisk filantropi, systemisk forandring, participatory philanthropy.”
”Det påkalder sig ikke respekt hos mig, at man på den måde søger at hæve sig fra gulvet uden sans for, at der er nogle principper i lovgivningen, der skal overholdes,” skriver han.
Her mærker vi nerven af Lennart Lynge Andersens indignation, som måske er den egentlige årsag til medieundersøgelsen: Hvordan kan man skrive så meget om fondene og deres uddelinger uden at komme ind på de fondsretlige aspekter?
En dis af antydninger
Det er klart et relevant spørgsmål, hvorvidt den moderne filantropi altid holder sig inden for rammerne af den fondsretlige lovgivning. Og det synes også at være formålet med de eksempler, som Lennart Lynge Andersen præsenterer fra sin gennemgang af de mange debatindlæg. Der bliver talt rigtig meget om fondes midler uden, at nogen forholder sig til stiftervilje og vedtægtsbestemte uddelingsformål. Man fornemmer også en underliggende fortørnelse over de redaktører, der lader al det moderne fondsnonsens få spalteplads uden at vurdere de fondsretlige aspekter. Den kritik kan indimellem være berettiget.
Fondes Midler af Lennert Lynge AndersenUndertitel: Dialog eller Enegang, En debatbog om fonde og deres rolle i samfundet
Djøf Forlag, 163 sider, 450 kr.
Men det er ofte uklart, hvad sigtet med de konkrete eksempler er, og desværre giver Lennart Lynge Andersen ikke selv nogle klare vurderinger eller eksempler på, hvor de moderne fondsaktiviteter er løbet af sporet udover det tilladelige.
Det er i det hele taget en svaghed ved bogen, at Lennart Lynge Andersen alt for sjældent lægger hånden på kogepladen og klart giver udtryk for sine egne holdninger eller faglige vurderinger. For ofte svæver vi rundt om en problemstilling, og læseren bliver efterladt i en udefinerbar dis af antydninger og indforståede hints om mulige problemer.
Det er synd, for mellem linjerne bogen igennem kan man alligevel sammenstykke en række endog meget relevante problemstillinger, som helt oplagt kunne trænge til en nærmere behandling.
Fondsmyndigheder og udgifter
Lennart Lynge Andersen indikerer flere gange, at en af konsekvenserne af de omsiggribende fondsaktiviteter, er, at fondsmyndighederne ikke længere kan gabe over opgaven, og tilsynet med området derfor får karakter af et ”skalkeskjul”. I forlængelse heraf påpeger han, hvordan den moderne filantropi udarter sig i en række aktiviteter, som har den konsekvens, at administrationsudgifterne i fondene stikker af til et niveau, som nok aldrig er blevet tilsvarende håndteret i lovgivningen.
Om anmelderens relation til forfatterenFørste gang, jeg stiftede bekendtskab med professor Lennart Lynge Andersen, var, da jeg som journalist i 2008 ringende for at stille et spørgsmål om den nystiftede Fonden for Banktrelleborg, da det første bankkrak inden finanskrisen tog form.
Ifølge Lenart Lynge Andersen stillede jeg det forkerte spørgsmål, hvorfor han knaldede røret på. Lennart Lynge Andersen og pressen har nok aldrig rigtig forstået hinanden.
De seneste to år har jeg dog lært ham at kende på ny måde: som et vidende, reflekteret, samfundskritisk, varmt og yderst humoristisk menneske. Vi har jævnligt drøftet en række af de temaer, som bogen handler om. Selvom jeg ikke på nogen måde har været involveret i bogens tilblivelse, bort set fra at Fundats' artikler indgår i undersøgelsen, vil jeg derfor afholde mig fra at give stjerner eller hjerter.
Jeg kan dog med stor sikkerhed sige, at jo mere man på forhånd har stiftet bekendtskab med Lennart Lynge Andersen og hans virke indenfor fondsretten, jo mere fornøjelse vil man have at læse hans bog.
Det, han konkret må sigte til, er for eksempel strategiudvikling, evalueringer, HR, kommunikation, PR og honorering af diverse konsulenter og bevillingskomiteer samt et voldsomt stigende antal sekretariatsmedarbejdere og direktører med tilsvarende vækst i lønudgifterne. Det handler om balancen mellem udgifterne og de beløb, der bliver uddelt til formålene.
Dermed lykkes bogen også med sit debatformål – for Lennart Lynge Andersen får på sin egen spidsfindige facon tydeliggjort, at der på trods af den nye fondsbetænkning i høj grad er behov for mere debat om både fondsmyndighedernes utilstrækkelighed og fondenes hittepåsomhed, når det gælder om at pålægge sig selv nye typer administrative udgifter og opgaver, som rækker udover at læse ansøgninger og skrive bevillingsbreve.
