Siden Breda Fonden i 1993 fik Gl. Holtegaard foræret af den daværende Søllerød Kommune, har fonden hvert år haft et millionunderskud som følge af driftsomkostninger til kunsthallen. Derfor har fonden i årtier vidst, at det var et spørgsmål om tid, før kassen var tom, hvis bestyrelsen ikke ændrede kurs.
Alligevel har fondens bestyrelsesformand Jens Ive tilsyneladende ikke gjort sig tanker om, hvordan bestyrelsen kunne vende det store underskud og dermed sikre fondens overlevelse.
Formanden for Gl. Holtegaard- Breda Fonden og tidligere borgmester i Rudersdal Kommune, Jens Ive (V), siger nemlig nu til Fundats, at fondsbestyrelsen ikke har forsøgt at undgå, at fonden måtte lukke.
“Vi havde ingen planer om, at fonden skulle overleve. Vi korresponderer netop med fondsmyndighederne om det kirkelige formål, fordi fonden ikke længere havde penge til at overleve, medmindre vi fik kommunale midler ind i det. Så vi var jo fuldt ud bevidste om, at hvis ikke der kom kommunal støtte til kunsthallen, så ville vi ikke være i stand til at drive kunsthallen,” siger Jens Ive, der har været bestyrelsesformand i Breda Fonden siden 2014.
Han henviser til, at fonden i 2014 ansøgte om tilladelse til at ændre uddelingsformålene. Indtil 2014 fremgik det af uddelingsbestemmelserne i vedtægternes § 4 om overskudsanvendelse, at halvdelen af uddelingerne skulle gå til en række kirkelige formål, herunder til udbredelse af det kristne evangelium, til danske kirker i udlandet og til Folkekirkens Nødhjælp. Den anden halvdel skulle gå til kulturelle aktiviteter i Rudersdal Kommune.
Men da det ifølge kommunestyrelsesloven ville være ulovligt for Rudersdal kommune at yde tilskud til kunsthallen såfremt de kommunale bidrag gik til en fond med kirkelige formål, ansøgte bestyrelsen om at få de kirkelige uddelingsformål skrevet ud af vedtægterne.
I første omgang afviste Erhvervsstyrelsen anmodningen, men da fonden søgte på ny året efter, godkendte styrelsen, at begge uddelingsformål blev skrevet ud af bestemmelsen om overskudsanvendelse.
Denne her fond har det som langt de fleste fonde, at de lever i et stykke tid, så længe de har ressourcer til at leve, og så lukkes de, som oftest ved en frivillig likvidation
Jens Ive – Bestyrelsesformand, Gl. Holtegaard- Breda Fonden
Jens Ive har flere gange udtalt, at planen hele tiden har været, at kommunen skulle overtage Gl. Holtegaard og finansiere den videre drift, når fonden var tømt for midler.
Dermed har redningsplanen tilsyneladende været centreret omkring at sikre Gl. Holtegaards overlevelse, men ikke fondens.
“Fonden har jo vidst fra den dag, den blev stiftet, at den vil have en udløbsdato, fordi denne her fond har det som langt de fleste fonde, at de lever i et stykke tid, så længe de har ressourcer til at leve, og så lukkes de, som oftest ved en frivillig likvidation,” siger Jens Ive og fortsætter:
“Så det er jo kun, når vi tænker på de få, altså Novo-fonden og Carlsbergfondet og sådan nogle, at det ikke gælder sådan, og det er jo fordi, de løbende har indtægter derfra, hvor deres fonde udgår. Men det havde denne her fond jo ikke, ligesom 95 procent af alle fonde ikke har det,” siger han.
Med evigheden for øje
Mark Ørberg, der er adjunkt på CBS, hvor han blandt andet forsker i fondsret, ønsker ikke at kommentere på den konkrete sag, men siger, at fonde i udgangspunktet er stiftet med evigheden for øje.
Netop fondenes evighedsperspektiv er en af de væsentligste pointer, når Fondenes Videnscenter overfor offentligheden skal forklare de særlige karakteristika, der kendetegner fonde, som alene er ejet af deres formål.
“Fonde stiftes og lovreguleres på en måde, der sigter på, at de i princippet skal kunne eksistere evigt. Det betyder, at fonde, under normale omstændigheder, kun kan uddele af deres overskud fra erhvervsdrift, kapitalinvesteringer mv., for at fonden ikke udhuler sit eget eksistensgrundlag. Det betyder også, at fondene kan have et langsigtet perspektiv i forhold til deres erhvervsdrift, partnerskaber og almennyttige aktiviteter,” står der i vidensnotatet fra Fondenes Videnscenter.
Dog skelner Mark Ørberg mellem uddelende fonde og fonde der har et aktivitetsformål som for eksempel at udstille eller drive en kulturinstitution.
“Hvis man kigger på fonde i almindelighed, skal de gerne vare for evigt. Aktivitetsfonde skal i princippet også have evigheden for øje, men i denne her type af fonde, hvor der er drift af eksempelvis en kulturinstitution, skal fonden have ret store midler for at få det til at lykkes,” siger Mark Ørberg og fortsætter:
“Hvis der er et aktivitetselement i formålet, så vil jeg tro, at fondsmyndighederne i almindelighed vil overlade bestyrelsen et meget stort skøn til, hvordan formålet skal opfyldes. Fordi helt principielt er det bestyrelsen, der er ledelsen, og man skal ligesom gå uden for rammerne af det, vi kalder det forretningsmæssige skøn, før man kan sige, at noget er ulovligt. Og der skal altså ret meget til, før man er gået uden for rammerne af det forretningsmæssige skøn, og det er ret svært at bevise i virkelighedens verden, at noget har været uden for rammerne,” siger Mark Ørberg.
Tidligere bestyrelsesmedlem råbte op
Et tidligere bestyrelsesmedlem i fonden, Claus Larsen, fortæller, at han allerede på sit første bestyrelsesmøde i fonden påpegede behovet for flere midler for at sikre, at fonden kunne virke på sigt.
Han blev udpeget til at sidde i Gl. Holtegaard- Breda Fondens bestyrelse i 2010 qua sin plads i kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune for De Konservative, og sad i bestyrelsen i lidt over et år.
“Jeg blev indkaldt til det første bestyrelsesmøde i fonden, og selv om det er 14 år siden, husker jeg det tydeligt. Det blev hurtigt mig mod alle, havde jeg nær sagt. På det møde kom regnskabet fra det sidste år rundt, og jeg kunne se, at fonden tabte rigtig mange millioner. Jeg kan huske, at jeg nægtede at skrive under,” siger Claus Larsen og fortsætter.
“Og der på mødet sagde jeg så, at der jo ikke er særlig mange måder, fonden kunne tjene penge på, men man kunne hæve huslejen på lejlighederne, eller man kunne forsøge at skaffe sponsorater til kunsthallen. Ellers ville pengekassen jo hurtigt være tom,” siger han.
Huslejen, som Claus Larsen henviser til, stammede fra fondens udlejningsejendom i Hellerup, kaldet Strandpalæet, som ligger direkte ud til Øresund og rummede cirka 60 lejligheder.
Strandpalæet var en del af fondens oprindelige formue og havde tilhørt fondens stifter Aase Breda, der oprettede fonden med det formål, at hendes søsters kunst skulle bevares og udstilles. Lejeindtægterne fra ejendommen skulle efter planen finansiere udstillingen af søsterens kunst.
Ud over Strandpalæet bestod fondens værdier oprindeligt også af stifterens hus kaldet Lille Frederikslund ved Furesøen i Holte, og derudover var der værdipapirer for 1.000.000 datidskroner i fonden, da Aase Breda døde i 1986.
Alligevel blev det vurderet af den daværende fondsbestyrelse, at der ikke var midler nok til at følge stifters vilje, som var, at der skulle indrettes en permanent udstilling af hendes søsters værker i huset i Holte, hvor de to Breda-søstre havde boet sammen med deres mor.
I stedet blev huset i Holte revet ned, og grunden blev udstykket i parceller og solgt.
På trods af, at fonden var i besiddelse af midler fra salget af grundene ved Furesø i Holte, Strandpalæet i Hellerup samt værdipapirer for 1.000.000 datidskroner, er det dog ikke lykkedes for fondsbestyrelsen at få pengene til at yngle i en sådan grad, at fonden kunne holdes i live.
Planen var at gå i nul
Fundats har spurgt fondens første bestyrelsesformand Erik Fabrin, hvordan bestyrelsen i hans tid, fra 1986-2014, forholdt sig til, at det var et spørgsmål om tid, før kassen var tom.
“Fonden har jo hele tiden vidst, at man helst skulle have Gl. Holtegaard til at løbe rundt. Forhåbningen har jo oprindeligt været, at afkastet fra de midler, fonden havde, var tilstrækkeligt til at drive udstillingsvirksomheden,” siger Erik Fabrin, der i en lang årrække var Venstre-borgmester i Søllerød Kommune og efter kommunalreformen i Rudersdal Kommune.
I alle årene, siden fonden i 1993 overtog Gl. Holtegaard og dermed driftsudgiften, har der dog været et årligt underskud i millionklassen.
“Og til at finansiere det underskud, der var, brugte man formuen,” siger Erik Fabrin.
Han fortæller, at der var en forhåbning om at få besøgstallet op på et niveau, der gjorde, at det kunne løbe rundt.
“Selvom vi jo godt vidste, at det er en svær business,” siger han og fortsætter:
“Genetableringen af barokhaven var jo et eksempel på at foretage en investering inden for fondens rammer, med det formål at øge besøgstallet og interessen for Gl. Holtegaard - igen for at forbedre driften. Så det var egentlig en øvelse i at prøve at gøre Gl. Holtegaard mere attraktiv og dermed få større indtægter fra besøgende.”
Af en aktindsigt i fondssagen fremgår det, at fonden ad flere omgange ansøgte Erhvervsstyrelsen om tilladelse til at sælge ejendommen på Sundvej i Hellerup for at kunne finansiere det årlige underskud, Gl. Holtegaard genererer.
I 2007 skrev fondens advokat til Erhvervsstyrelsen, at “et manglende salg vil gøre det umuligt at efterleve fondsbestemmelserne og uforsvarligt at drive fonden videre,” fremgår det af aktindsigten.
“Vi var bevidste om, at vi var nødt til at realisere de værdier, vi havde, for at kunne finansiere driften af Gl. Holtegaard, som jo var det primære formål, der var tilbage i fonden,” siger Erik Fabrin.
Men dét at udstille Ebba Bredas værker var vel i ligeså høj grad hovedformålet?
“Ja, det har det været hele tiden. Det er en del af formålsparagraffen at bevare og gøre hendes værker tilgængelige for offentligheden,” siger Erik Fabrin.
Fonden og Gl. Holtegaard er flere gange blevet kritiseret for, at Ebba Bredas værker kun har været udstillet få gange i kortere perioder og dermed langt fra permanent, som var stifters oprindelige vilje. Hvad vil du sige til den kritik?
“Det vil jeg slet ikke forholde mig til. Det er jo en kunstnerisk og udstillingsmæssig vurdering, hvad man skal udstille, og hvornår man skal udstille det. I forbindelse med fusionen af Gl. Holtegaard og Breda Fonden fik man dels foretaget en vurdering af, hvilken kvalitet kunsten var af, og dels blev der foretaget en altomfattende registrering, og endelig blev der udgivet et bogværk om søstrene og kunsten. Og billederne er jo alle sammen opbevaret og har været udstillet af nogle omgange,” siger Erik Fabrin.
Strid om Strandpalæet
Selvom Gl. Holtegaard- Breda Fonden, ifølge Erik Fabrin, forsøgte at øge indtægterne fra besøgende, blandt andet ved at genetablere barokhaven, var der stadig et blodrødt underskud, da Claus Larsen blev medlem af fondsbestyrelsen i 2010.
På det første bestyrelsesmøde, hvor han adresserede problemet med, at fonden hurtigt ville blive tømt for midler, hvis bestyrelsen ikke handlede anderledes, oplevede han ikke den store lydhørhed, fortæller han.
“Det er mit indtryk, at bestyrelsen aldrig rigtig har gjort et forsøg på at redde fonden,” siger Claus Larsen.
Det er mit indtryk, at bestyrelsen aldrig rigtig har gjort et forsøg på at redde fonden
Claus Larsen – Tidligere bestyrelsesmedlem, Gl. Holtegaard- Breda Fonden
Han endte med at skrive under på regnskabet, selvom han først nægtede, men fortæller nu, at han oplevede, at det skete med et vist pres.
Men på et af de følgende bestyrelsesmøder gik han skridtet videre. Han fortæller, at han medbragte et forslag til vedtægtsændringer, der skulle ændre praksis omkring tildelingen af lejlighederne i Strandpalæet.
Dagbladet B.T. og Frederiksborg Amtsavis var begyndt at interessere sig for Strandpalæet, da det viste sig, at de billige lejligheder i stor stil var beboet af den daværende fondsformand og borgmester Erik Fabrins børn, ekskone, venner og politiske kollegaer.
Claus Larsen spurgte i den forbindelse ind til ventelisten, men fortæller, at han ikke oplevede at få klart svar, og derfor endte han med at udforme sit eget udkast til en vedtægtsændring, der skulle sikre en anden fordeling af de attraktive lejligheder.
På bestyrelsesmødet blev han dog nedstemt, og ikke så lang tid efter, i 2011, røg han ud af bestyrelsen.
Claus Larsen har i dag oplevelsen af, at han ikke var ønsket i bestyrelsen, fordi han var for besværlig. Det har ikke været muligt at dokumentere hans påstand, men det fremgår af aktindsigten i fondssagen, at fonden i 2010 blev opmærksom på, at bestyrelsens sammensætning måske ikke længere var lovlig.
Derefter startede et forløb, hvor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anmodede Statsforvaltningen om “en vurdering af sammensætningen af bestyrelsen, i det 3 ud af 5 bestyrelsesmedlemmer også er medlem af kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune,” fremgår det af aktindsigten.
I 2011 blev det konkluderet, at bestyrelsens sammensætning var ulovlig ifølge kommunestyrelseslovens §2, og siden har der kun været to bestyrelsesmedlemmer fra kommunalbestyrelsen.
Erik Fabrin ønsker ikke at kommentere på kritikken vedrørende lejlighederne i Hellerup, men siger dog:
“Det er jo ikke sådan, at jeg sidder og fordeler lejligheder efter forgodtbefindende, der var jo nogle retningslinjer, der var godkendt i bestyrelsen for fonden.
Har der været en venteliste til de lejligheder?
“Altså, hvis du taler om, at der har været en formel venteliste, så har der ikke været det. Folk har henvendt sig i stribevis til fonden med det formål at få en lejlighed. Og når der har været ledige lejligheder, hvad der sjældent har været, så har man set på, hvad der lå af henvendelser, og hvilke overordnede interesser der var at varetage i forhold til beboersammensætningen,” siger Erik Fabrin.
Har man taget det op på et bestyrelsesmøde, eller hvordan er det godkendt?
“Det er nogle gange sket på bestyrelsesmøderne, og nogle gange er det bare mig, der har gjort det,” siger Erik Fabrin.
Strandpalæet blev solgt i 2012 for 60,5 millioner kroner til lejlighedens beboere og omdannet til andelsboligforening.
Enden er nær
Gl. Holtegaard-Breda Fonden har, ifølge fondsformand Jens Ive, søgt om frivillig likvidation, og Erhvervsstyrelsen skulle have ekspederet sagen. Nu mangler blot godkendelse fra Civilstyrelsen, der som permutationsmyndighed skal godkende opløsningen efter indstilling fra Erhvervsstyrelsen.
At det er kommet dertil, kommer ikke bag på det tidligere bestyrelsesmedlem Claus Larsen.
“Pengene er jo bare fosset ud. Det der med rettidig omhu, synes jeg ikke, der har været noget af. Man skal være proaktiv og tage tæring efter næring. Det har man ikke gjort i fonden, og det har gjort, at man er kommet til en ende nu,” siger Claus Larsen.
Den daværende fondsformand Erik Fabrin mener dog ikke, at fondsbestyrelsen burde have handlet anderledes.
Kunne bestyrelsen, når du ser tilbage på det i bagklogskabens klare lys, have gjort mere for at sikre, at det ikke kom hertil, hvor fonden nu er i gang med at gå i opløsning?
“Nej, det mener jeg ikke, man kunne. Der er vel ikke nogen af den type - nu kalder jeg det - virksomheder, der kan generere indtægter nok ved egen kraft til at drive udstillingsvirksomhed,” siger Erik Fabrin.
Mener du, at bestyrelsen i tilstrækkelig grad har forsøgt at sikre stifters vilje og fondens fortsatte eksistens?
“Det mener jeg helt bestemt, at man har. Jeg kan nøjes med at sige det på den måde, at alle de væsentlige beslutninger der er truffet, de er jo godkendt af Erhvervsstyrelsen og de kommunale tilsynsmyndigheder,” siger Erik Fabrin.
Det er en lang, tildels traumatisk historie, og der har været ting, der ikke var så kønne, slet ikke set med nutidens briller
Jens Ive – Bestyrelsesformand, Gl. Holtegaard-Breda Fonden
Der er i dag ikke politisk opbakning til dét, som ifølge Jens Ive var fondens oprindelige plan, nemlig, at kommunen skulle overtage og drive kunsthallen videre, efter fondens opløsning.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er tidligere kommet med en håndsrækning på en million kroner, hvis kommunen kunne søsætte en redningsplan for Gl. Holtegaard, men det har nu vist sig umuligt at blive enige om.
“Det er en lang, og til dels en traumatisk historie, og der har været ting, der ikke var så kønne, slet ikke set med nutidens briller,” siger Jens Ive.
Nu forsøger fonden at finde alternative løsninger, sideløbende med, at fonden, ifølge Jens Ive, er i gang med likvidationsprocessen.
“Vi arbejder på at få den rette nye ejer, der vil noget på dette her område og som har den fornødne respekt for Lauritz de Thuras (arkitekt, red.) sted - det fylder faktisk også meget i fondsbestyrelsen, for han er jo ikke hvem som helst, og det er noget, han har bygget til sig selv. Og så er der også vores ønske om, at Bredas samling skal sikres, og der håber jeg, at hvis ikke andre vil, at Rudersdal Museer så vil sikre samlingen. Det vil være passende,” slutter Jens Ive.
