
I et debatindlæg (af Jørn Astrup Hansen, red.) i Fundats den 4. marts blev blandt andet Tryghedsgruppens virksomhedskonstruktion kommenteret, herunder relevansen af vores medlemsdemokrati.
Det giver mig anledning til at præcisere fundamentet for det arbejde, vi udfører, og den rolle Tryghedsgruppen har - som medlemsdemokrati, som stor almennyttig aktør (Trygfonden) og som hovedejer af Tryg.
Tryghedsgruppens konstruktion
Tryghedsgruppen udspringer af en næsten 300-årig forsikringshistorie - Kjøbenhavns Brandforsikring, som blev skabt i 1731 efter Københavns brand. For at skabe gensidig tryghed. Siden da har organiseringen haft mange forskellige former, men fællesskabet om at skabe tryghed udgør stadig det demokratiske grundlag for Tryghedsgruppen. Og ejerskabet af forsikringsvirksomheden – i dag Tryg – er stadig en grundlæggende del af vores dna.
Vores medlemmer er Trygs kunder i Danmark, og med en formue opbygget gennem generationer ønsker vi, at både vores medlemmer og det danske samfund oplever, at vi gør en forskel og skaber værdi og tryghed. Det har vi gjort siden 1731. Det gør vi nu. Og det skal vi gøre i fremtiden.
Den nuværende ejerskabsmodel - Tryg som en børsnoteret virksomhed med Tryghedsgruppen som hovedaktionær - ser vi som en god og stærk model for både Tryghedsgruppen og Tryg samt for medlemmer, kunder og investorer.
Ejerskabsmodellen indebærer naturligvis også, at ejerskabet må udøves efter et armslængdeprincip
Jørn Rise Andersen – Bestyrelsesformand, Tryghedsgruppen
Med den model kan Tryghedsgruppen udøve aktivt ejerskab med et særligt fokus på de langsigtede strategier og perspektiver, så Tryg - i overensstemmelse med Tryghedsgruppens principper og værdier - kan skabe tryghed både for nuværende og kommende generationer. Samtidig indebærer Trygs børsnotering klare fordele i form af bl.a. adgangen til finansiering og markedets fokus på Trygs samlede forretning, herunder på rapportering, ledelse og konkurrencedygtighed.
Ejerskabsmodellen indebærer naturligvis også, at ejerskabet må udøves efter et armslængdeprincip med respekt for, at ledelsen af Tryg alene varetages af Trygs bestyrelse og direktion.
Medlemmernes mulighed for indflydelse
Med 1,5 mio. medlemmer er Tryghedsgruppen en af Danmarks største medlemsdemokratiske virksomheder. Vi har et repræsentativt demokrati, hvor medlemmerne vælger et repræsentantskab med 70 medlemmer, der vælger 8 repræsentanter til bestyrelsen. Repræsentantskabet er Tryghedsgruppens øverste myndighed med ansvaret for den overordnede strategiske retning. Repræsentantskabet har i den egenskab bl.a. besluttet Tryghedsgruppens strategi, Trygfondens strategi, medlemsstrategien og den ejerskabspolitik, der sætter rammerne for udøvelsen af ejerskabet af Tryg.
Hertil kommer, at Tryghedsgruppen er repræsenteret i Trygs bestyrelse, som Tryg på den kommende generalforsamling foreslår udvidet netop med henblik på at Tryghedsgruppen fremover kan indstille 4 af de 9 generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer.
Sidst men ikke mindst, er det væsentligt at have dette for øje: Når Trygs kunder i Danmark - som medlemmer i Tryghedsgruppen gennem det repræsentative demokrati - har indflydelse på Tryg, så er det ikke i en kunderolle med øje for mere kortsigtede gevinster for den enkelte kunde. Det er derimod i en ejerrolle med øje for, hvordan Tryg bedst drives og sikres for alle Trygs kunder - også for de mange norske og svenske kunder, som ikke er medlemmer i Tryghedsgruppen. Samt for fremtidige generationer. Dette kan være en vanskelig sondring, men ikke desto mindre det, vi har tilvalgt med vores model.
Medlemsdemokrati og stemmeprocent
Vores medlemmer vælger repræsentantskabet gennem årlige valg. Ved valget i Region Hovedstaden i år valgte medlemmerne 21 repræsentanter blandt 60 kandidater og afgav i alt 33.000 stemmer. Interessen for at stille op var stor, og det krævede minimum 635 stemmer fra andre medlemmer at blive valgt. Det, synes vi, er et billede på et levende medlemsdemokrati. Medlemsdemokratiet lever også gennem afstemninger om vores strategiske regionale almennyttige indsatser. Det så vi blandt andet, da vi sidst holdt afstemning i Region Nordjylland, hvor 13.000 deltog i afstemningen svarende til 9,8 pct. af medlemmerne.
Selvfølgelig ser vi gerne en høj stemmeprocent i alle de sammenhænge, hvor medlemmerne har mulighed for at give deres mening til kende, og vi arbejder løbende med, hvordan vi kan få flere medlemmer til at engagere sig. Det er en naturlig og væsentlig del af vores medlemsstrategi. Samtidig ved vi også, at medlemskabet af Tryghedsgruppen kun er en blandt mange ting, man som borger eller virksomhed skal forholde sig til. Samfundsudviklingen giver kamp om opmærksomheden, og både vi og organisationer, der ligner os, bliver udfordret.
Et levende medlemsdemokrati er derfor andet og mere end stemmeprocenter
Jørn Rise Andersen – Bestyrelsesformand, Tryghedsgruppen
Et levende medlemsdemokrati er derfor andet og mere end stemmeprocenter. Det handler også om den løbende kommunikation med medlemmerne, om indholdet af medlemskabet og de demokratiske processer mellem valgene. Disse områder, har vi også et stort fokus på.
Alt i alt er det vores ambition, at vores medlemmer oplever, at de er en del af et demokratisk fællesskab, hvor vi sammen skaber værdi. Blandt andet ved at kunne bidrage til, at Tryg er et stærkt forsikringsselskab, der skaber tryghed og værdi i dag og i fremtiden. Ved at kunne bidrage til større tryghed I Danmark gennem Trygfondens almennyttige aktiviteter samt ved at kunne skabe værdi for medlemmerne gennem udbetaling af medlemsbonus.