Der er god grund til at se nærmere på fondenes magt og betydning for forskningen i Danmark. Det er afsættet for et nyt bidrag til den såkaldte Magtudredning 2.0.
"Overordnet er der to tungtvejende grunde til at belyse fondenes indflydelse på forskningen. Den ene er, at vi ganske enkelt ikke ved ret meget. Den anden er, at fondene fylder meget mere i landskabet, end de nogensinde før har gjort," fortæller Lise Degn, ph.d. og lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
"Penge er magt i forskningssystemet, så når fondene bliver så vægtige spillere, er det relevant og på høje tid at kigge lidt nærmere på deres ageren," siger hun.
Det storstilede forskningsprojekt, som blev besluttet af Folketinget i 2022, skal ligesom Magtudredningen fra 2003 kortlægge det danske demokrati, det politiske system og magtens fordeling i Danmark.
En del af magtudredningen skal belyse den politiske rolle, fonde såvel som andre økonomisk magtfulde aktører spiller, og Lise Degn har sammen med to forskerkolleger fra Aarhus Universitet og en specialkonsulent fra Erhvervsstyrelsen leveret et bidrag til Magtudredning 2.0 i form af et essay om private fondes betydning og magt i forskningssystemet.
Hvad er problemet?
Essayet samler op på den eksisterende viden på området, og der indgår ikke nogen nye forskningsresultater.
"Formålet er at samle op på, hvad vi ved i forvejen, og hvad vi mangler viden om. Så det er også et bud på, hvad der kunne være relevant at undersøge fremadrettet," fortæller Lise Degn.
Mens fondslandskabet i Danmark er meget varieret og består af en stor mængde små og mellemstore fonde, som uddeler under 50 millioner kroner om året til almennyttige formål, er det de meget store fonde, som de seneste år har øget deres bevillinger til forskning markant.
For eksempel uddeler Novo Nordisk Fonde hvert år adskillige milliarder kroner til forskning, mens en offentlig fond som Danmarks Frie Forskningsfond til sammenligning uddelte 1,7 milliarder sidste år.
"Man kan måske spørge, hvad problemet er ved, at der i disse år tilføres rigtig mange penge til forskning i Danmark," spørger forskerne og peger selv på et svar:
Den internationale forskning har over de senere år dokumenteret en række mekanismer, som fører til skævheder og ulighed i forskningen, hvilket kan føre til marginalisering af bestemte forskningsområder. Først og fremmest er der en global tendens til, at en stor del af de konkurrenceudsatte forskningsmidler koncentreres på få hænder. Og med den veldokumenterede Matthæuseffekt, hvorved ”de, som har, skal mere gives” bliver resultatet et dårligere vækstlag i forskningsmiljøerne.
"Så hvordan kan vi forstå de danske private fonde i relation til dette? De private fonde har forskellige primære indsatsområder, når det kommer til forskningsfinansiering. Deres indsatsområder er typisk forbundet til den primære aktivitet i den eller de virksomheder, fondene ejer, og/eller mere almene interesser, typisk nedfældet historisk i fondenes fundats," skriver forskerholdet.
De peger som eksempel på, at Lundbeckfonden overvejende uddeler midler til dansk forskning inden for biomedicin og sundhedsvidenskab, primært med fokus på hjernen, mens fonden ejer hovedparten af et globalt medicinalfirma med speciale i hjernesygdomme. Derimod kan eksempelvis uddelingerne fra Carlsbergfondet til dansk grundvidenskabelig forskning inden for humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab spores tilbage til stifter J. C. Jacobsens store personlige interesse for videnskab.
"Man kunne derfor godt få den opfattelse, at det danske forskningslandskab har en bred økologi, når det kommer til forskningsfinansiering, bestående af private fonde, der dækker mange områder med begrænset overlap, og som supplerer de offentlige forskningsfonde som Den Frie Forskningsfond og Grundforskningsfonden. Men sådan forholder det sig ikke," skriver forskerne.
Mangler en tydelig forskningspolitik
Først og fremmest finder man i Danmark en udtalt grad af koncentration, hvorved 20 procent af forskerne får mere end 80 procent af midlerne. En tilsvarende koncentration finder man på selve forskningsområderne, hvor 25 procent af områderne får 75 procent af alle midlerne.
Også inden for hver af områderne hersker en kraftig skævhed, og der er for eksempel ikke nogen nævneværdig sammenhæng mellem forskningsfinansieringen til et sygdomsområde, og hvor stor en byrde det pågældende sygdomsområde udgør for samfundet.
"Den generelle betragtning er, at dansk sundhedsvidenskabelig forskning er begunstiget med særdeles gode finansieringsmuligheder. Men mulighederne er ikke lige," konstaterer forskerne.
Endokrinologiske sygdomme som diabetes står alene for 11 procent af den totale finansiering af sygdomsrelateret forskning i Danmark, mens KOL og hjertesygdomme, som udgør en større byrde for samfundet, til sammenligning er ringere finansieret.
"Her kunne man ræsonnere, at dette er et resultat af, at Novo Nordisk Fonden har store interesser i stofskifte og diabetes og derfor også understøtter forskningen indenfor disse områder. Men her er det værd at bemærke, at der faktisk er et betragteligt overlap i finansieringsmønstrene mellem de offentlige og de private fonde," skriver forskerne.
Pointen er, at både offentlige og private midler ofte flyder til de samme områder og personer, og en oplagt årsag er, at midlerne går til de få forskere, som allerede er succesfulde, og som derfor kommer til at tegne forskningsindsatsen.
Forskningssystemer er generelt kendetegnet ved en skævhed i belønninger og tildeling af ressourcer. Det rejser et spørgsmål om, hvordan prioriteter og bevillinger bestemmes i både de private fonde og blandt offentlige beslutningstagere, skriver forskerne.
"Vores pointe er, at det som udgangspunkt er positivt, at der kommer så mange penge ind i forskningen. Men udfordringer er, at systemet har svært ved at absorbere det på en fornuftig måde," siger Lise Degn.
"Der er nogle interessante problematikker i systemet, som bliver forværret med fondenes bidrag. Men det er sådan set ikke fondenes skyld. Det reelle problem er, at der ikke er nogen bred samtale om strategien for forskningen i Danmark," siger hun:
"Vi har ikke i Danmark en tydelig forskningspolitik, og der er ikke nogen, der diskuterer eksplicit, hvad vi vil med vores forskningssystem. Vil vi gerne have et bredt vækstlag, som gør, at vi kan være bedre forberedt på at identificere forskningens styrkepositioner fremadrettet, eller vil vi gerne satse entydigt på at blive stærkere på de områder, hvor vi i forvejen er stærke? Det er et problem, fordi det kan gøre, at der bliver løbet efter de samme ting."
Huller i forskningen
Med andre ord ved man i forskningen en del om effekterne af fondenes uddelinger. Til gengæld er der meget lidt forskning i fondenes strategiske arbejde, deres netværksrelationer i det videnskabelige system samt samspillet mellem disse; altså fondenes relationelle og strategiske magt. Der er således en række områder, som med fordel kunne undersøges nærmere for at belyse, hvordan fondenes magt udspiller sig.
Vores pointe er, at det som udgangspunkt er positivt, at der kommer så mange penge ind i forskningen. Men udfordringer er, at systemet har svært ved at absorbere det på en fornuftig måde.
Lise Degn – ph.d. og lektor, Aarhus Universitet.
Forskerne peger særligt på to centrale spørgsmål: Hvordan prioriterer de enkelte fonde hvilke områder, de vil støtte og med hvilke instrumenter? Og hvordan udfolder den relationelle magt sig i samspil med andre private og offentlige interessenter?
Skal det forstås som en generel opfordring til forskningsverden eller som en erklæring om, at du og dine kolleger i forbindelse med magtudredningen vil undersøge de her forhold?
"Både og. Vi snakker med flere partnere om, hvorvidt det ville være en idé at sætte nogle forskningsprojekter i gang. Det er jo sådan med forskningsverdenen, at vi ikke undersøger noget, hvis vi ikke har finansiering til det. Så vi undersøger nu, om vi kan finde tid og ressourcer til at forske i området," siger Lise Degn.
"Men det er også et indspark i den bredere debat om, at dette her rent faktisk er værd at kigge på; herunder et indspark til fondene om, at det er relevant for dem at deltage i arbejdet med at åbne lidt op," siger hun.
Hvis man havde en mere aktiv debat om, hvordan fondenes bidrag passer ind i en overordnet forskningspolitik, kunne det så være en måde at imødegå den årelange debat om, at store fonde prioriterer forskning inden for deres datterselskabers forretningsområder, og at forskningsfinansiering fra fondene ikke er forankret i demokratiske beslutninger?
"Jeg tror i hvert fald, at den åbne samtale kan hjælpe et stykke ad vejen," siger Lise Degn.
"Det kommer nogle gange til at lyde fordækt eller beskidt, at fonde finansierer de områder, hvor pengene også kommer fra. Men det er der jo ikke noget forkert i; det står jo som regel i fondenes fundatser. Det kan den åbne samtale næppe flytte på," siger hun:
"Men til gengæld kan samtalen bidrage til en beslutning om, at de offentlige fonde måske ikke behøver at løbe samme vej. Måske skal de gøre noget andet. Kan der oven i købet være en samlet strategi for forskningen i Danmark? Hvor skal vi sætte ind, og hvordan får vi et fremtidssikret, bæredygtigt forskningssystem? Den samtale tror jeg i hvert fald kan bringe os et stykke ad vejen, uden at vi nødvendigvis skal have et fuldstændigt demokratisk, gennemsigtigt og politisk styret system."
