Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvis de Etiske Regnskaber fra 1990’erne blev genindført, ville resultatet formentlig udvise store underskud i mange af de ellers velpolstrede filantropiske fonde. Røde tal på den tredobbelte bundlinje.
For når fondene tjener penge på selskaber og aktiviteter, der skader verdens miljø- og naturværdier eller forringer menneskers livsmuligheder, hvad er så det samlede filantropiske overskud af de veldædige uddelingskroner?
Uanset hvor innovativt, nyskabende, lyttende og agilt fondene arbejder på at forbedre verden, så svækker det værdien af indsatsen, når uddelingsmidlerne og lønkronerne er tjent på skadelige aktiviteter. Det er for de fleste mennesker en ret logisk sammenhæng.
Men for mange økonomer, der har en solid baggrund i den finansielle sektor, og derfor er eksperter i at få penge til yngle, forholder det sig anderledes.
Derfor er det et problem, at godtroende fondsbestyrelser og -direktioner i blind tillid overlader den etiske investeringsledelse til finansielle eksperter. Hvad enten det sker internt i fonden eller til eksterne kapitalforvaltere.
Som Fundats tidligere har afdækket, er de fleste fondes investeringer gemt godt af vejen - langt fra offentlighedens søgelys. Og når vi endelig får et kig ind ad sprækkerne til denne lukkede del af fondsverdenen, ser vi ofte, at skeletterne vælter ud af pengeskabet. Nogle gange fornemmer man et gedulgt miljø af finansielle fondskolleger, som tilsyneladende ikke trækker på samme hammel som de filantropiske medarbejdere i uddelings- og kommunikationsafdelingerne.
Man fornemmer et gedulgt miljø af finansielle fondskolleger, som tilsyneladende ikke trækker på samme hammel som de filantropiske medarbejdere i uddelings- og kommunikationsafdelingerne
Det bliver derimod tydeligt, at moderniseringen af den filantropiske fondssektor kun blev gennemført på førstesalen i fondshuset. Nede i kælderen, hvor skattekisten står, lugter der stadig af cigarrøg og kirsebærlikør. Det er hernede, at medlemmerne af investeringsudvalget mødes og lader en gammeldags hattedame-mentalitet råde.
Forsømt etisk ansvar
I år har Fundats igen kunnet fortælle om flere fondsledelser, som tilsyneladende slet ikke har de potentielle skadevirkninger af formueplaceringerne på dagsordenen. Det er hvert eneste bestyrelsesmedlem medansvarlig for. Nogle er sikkert i god tro. Nogle nok ikke så meget. Og andre tværtimod. Fælles for dem alle er, at de har forsømt at tage ansvar for investeringsledelsen. De har undladt at formulere en etisk investeringspolitik baseret på fondens værdier og dens formål. Bestyrelsen har simpelthen ikke sørget for at beslutte nogle gennemtænkte, veldefinerede kriterier eller operationaliserbare principper for, hvordan de konkret vil acceptere at tjene penge på vegne af fonden.
Er der overhovedet nogen grænser? Tobak eller alkohol, hvis vi deler ud til sundhed, børn eller unge. Kul, tjæresand og olie snart et årti efter Paris-aftalen? Spil og betting – roden til megen mistrivsel. Kvælstofforurening til vandmiljøerne, erhvervsvirksomhed i Rusland, statsobligationer i diktaturstater, umenneskelige arbejdsvilkår i fattige lande. Komponenter til atomvåben, miner til personskade, dyremishandling eller børnearbejde. Er der egentlig noget, vi som fond, som bestyrelse eller som mennesker er imod? Eller er vi villige til at investere i alt, hvis blot risikoen samlet set står mål med et højt forventet afkast?
Det er hvert eneste bestyrelsesmedlem medansvarlig for. Nogle er sikkert i god tro. Nogle nok ikke så meget. Og andre tværtimod.
Dette har mange bestyrelsesmedlemmer i danske fonde tilsyneladende ikke gjort sig nogle grundige overvejelser om. I hvert fald kan vi i de fleste fonde ikke læse nærmere om det i et sæt etiske retningslinjer. I stedet ser vi ofte, at hjemmesiderne henviser til de svage investeringsrammer som FN’s Global Compact og UNPRI. Eller at ledelsesberetningerne i årsregnskaberne fortæller om tynde investeringspolitikker, hvor spørgsmålet om ansvarlige investeringer bliver pakket ind i intetsigende formuleringer om ESG og bæredygtighed.
Som flere eksperter påpeger i Fundats i dag, er disse internationale hensigtserklæringer og principper alle sammen så overfladiske og upræcist formuleret, at de i sig selv er uanvendelige til at foretage konkrete investeringsbeslutninger i praksis. Som inspiration er de udmærkede – men det kræver mere af den filantropiske ledelse at nå i mål. Det kræver oprigtig opmærksomhed på investeringsområdet, knofedt og etiske kompetencer.
Investeringsafdeling skuffer kollegerne
Et eksempel fra i år er Den Danske Naturfond, hvor bestyrelsen har blikket stift rettet mod at bruge pengene til at gøre godt for både naturen, biodiversiteten og klimaet – præcis som der står i fundatsformålet. Formuespørgsmålet er derimod i høj grad overladt til kapitalforvalteren og luftige anprisninger af FN-principper. Resultatet var investeringer i en lang række af verdens værste olie- og kulselskaber. Flere af dem i fuld gang med at planlægge udvinding af nye fossile ressourcer. Direkte i strid med fundatsen. Her havde bestyrelsen formuleret investeringspolitikken så bredt, at fonden reelt overlod det til banken og kapitelforvalteren at beslutte hvilke finansielle produkter, der skulle ned i naturfondens indkøbskurv. Ingen formuleret investeringsetik eller eksklusionstemaer.
Et andet eksempel er af lidt ældre dato, men netop derfor ekstra relevant: I 2018 havde vi på Fundats allerede i et par år haft fokus på formueplaceringer og ikke mindst på åbenhed om porteføljeinvesteringer. Som følge heraf var Realdania begyndt at offentliggøre foreningens aktielister.
Fundats kunne derfor afdække, at porteføljen indeholdt en sort perlerække af stærkt problematiske olie- og kulselskaber. Flere af dem var russiske selskaber for hvilke, begrebet grøn omstilling aldrig bliver optaget i majoritetsaktionærernes ordforråd. Glem alt om overhovedet at prøve at forsvare sig med ”aktivt ejerskab” her. Afsløringen fandt sted mens Realdania kunne bryste sig af flere flotte klimaprojekter, herunder støtten til det internationale klimanetværk C40. Flere af byerne i dét netværk var allerede dengang nået langt længere end Realdania i forhold til at kvitte de fossile investeringer.
Her troede de, at de gik på arbejde i en god klimasags tjeneste
At kollegerne i investeringsafdelingen havde besluttet sig for at gøre Realdania til medejere af olie- og kulselskaber var en stor skuffelse for blandt andre medarbejderne i Realdania. Her troede de, at de gik på arbejde i en god klimasags tjeneste.
Men hvordan kunne det ske? Det kunne ske, fordi ledelsen ikke var opmærksom på, at investeringsledelse er en todelt øvelse. En etisk som handler om både moral og filantropisk formål. Og en praktisk, som handler om aktivklasser, risiko-afkastmodeller og basispoint. Men at overlade de moralske spørgsmål - investeringsetikken - til finansøkonomer, svarer til at overlade arkitektarbejdet til tømreren.
Udadtil forsøgte Realdania at forklare sig med en klassisk forsinkelsesfortælling: Det var et budskab om tidligere dårlige erfaringer med at lave missionsrettede investeringer, ”vi står i et vadested” og overvejer nye tilgange. Vi arbejder på det, men det er nyt, svært og komplekst.
Realiteterne var dog anderledes kontante: I løbet af ganske få måneder var samtlige klimaskadelige fossile selskaber ude af Realdanias portefølje. Og de er ikke set der siden. Det var hverken svært eller komplekst. Men den filantropiske ledelse havde nu påtaget sig sit etiske investeringsansvar og fortalt investeringsafdelingen, hvor skabet skulle stå. Præcist som medarbejdere og andre interessenter i øvrigt havde forventet i første omgang.
I 2029 ville Nordea-fonden være klimavenlig
Et andet bemærkelsesværdigt opgør mellem fondsfilantroperne og deres finanskolleger har vi været vidende til i Nordea-fonden. Fondens bestyrelsesformand var indtil for nylig den tidligere bankdirektør Peter Schütze. Også formanden for bestyrelsens investeringsudvalg er tidligere direktør fra Nordea Bank Danmark-tiden, Torben Laustsen.
Den samlede fondsledelse – herunder direktionen – havde taget bestik af den omsiggribende bæredygtighedsdagsorden og indset, at det giver god mening at være lige så transparente om investeringerne som om uddelingerne, når man nu er blevet betroet et ansvar for en gammel fælleskabsopbygget formue. Som led i åbenhedsprocessen var den frie formue renset for angribelige investeringer, så de kunne tåle dagens lys ude hos fondens interessenter. Fonden offentliggjorde i februar 2024 sine aktielister. Ros for det.
Men af uransagelige årsager offentliggjorde fonden samtidig et sæt etiske retningslinjer, som afspejler et verdensbillede fra hattedamernes tid
Men af uransagelige årsager offentliggjorde fonden samtidig et sæt etiske retningslinjer, som afspejler et verdensbillede fra hattedamernes tid. I retningslinjerne stod, at Nordea-fonden arbejder på at afskaffe fossile investeringer inden 2029. Herefter ville fonden kun investere i fossile selskaber, såfremt de er i gang med en troværdig omstilling i tråd med Paris-aftalen. Med andre ord – i mindst fem år endnu, mente Nordea-fonden, at det er etisk forsvarligt at investere i stærkt klimaskadelige selskaber, som direkte modarbejder ambitionerne i den snart ti år gamle Paris-aftale. Herunder selskaber der planlægger udvinding af nye kul- og oliefelter.
Efter Fundats skrev om Nordea-fondens investeringer, har bestyrelsen for godt tre uger siden - pr. 3. juni 2024 - ændret de etiske retningslinjer, således at fonden nu kun kan investere i fossile selskaber, "der bidrager positivt til at fremskynde transitionen til et lav-emissions samfund" og opfylder Paris-aftalens mål.
Men hvordan havde fondsledelsen i første omgang tænkt sig, at eksempelvis de klimabevidste unge mennesker på Ungdomsøen, som fonden har finansieret, skulle afkode sådan et kulsort signal fra Nordea-fonden?
Og hvordan kunne det ske, at en fond, som i de sidste tre år ikke har kunnet skrive en pressemeddelelse eller lave et Linkedin-opslag uden ”ESG” og ”bæredygtighed” er nævnt indtil flere gange, kan præsentere et så utidssvarende verdensbillede?
Formentlig fordi udformningen af investeringspolitikken – herunder de etiske retningslinjer – var blevet overladt til de dygtige investeringsfolk med en menneskealders erfaring fra den finansielle sektor - godt hjulpet på vej af sekretariatets egen investeringsafdeling.
Det krævede en ekstra indsats fra fondsledelsens filantroper at få duften af kirsebærlikør luftet ordentligt ud af sparekassefonden i Heerings Gård.
Bikubenfonden investerer med åbne øjne
I Bikubenfonden, hvor fondsledelsen mener, at den er sat i verden for at ”nytænke muligheder,” står det endnu værre til. For på trods af fondens progressive filantropiske tilgang til systemiske samfundsforandringer har man valgt ikke at være åben om de enkelte investeringer. Til gengæld får bestyrelsen lavet en ekstern investeringsanalyse af porteføljen, som fondens PR- og kommunikationsafdeling hvert år i tre år har sneget ud på hjemmesiden uden ellers at lave for meget larm herom. Selve analysearbejdet er rosværdigt.
Men hvis nogle af fondens interessenter tilfældigvis er faldet over analysen, vil de nok blive overrasket over, hvordan uddelingskronerne bliver tjent. For Bikubenfonden har investeret så kulsort, at investeringsscreeningen udløser en temperaturscore på 2,9 grader. Desuden kan flere af verdens 12 mest C02-udledende fossile selskaber glæde sig over, at den gamle sparekassefond bidrager til at holde aktiekursen oppe.
Det bliver derimod tydeligt, at moderniseringen af den filantropiske fondssektor kun blev gennemført på førstesalen i fondshuset
I Bikubenfondens tilfælde er der ikke tale om en naiv eller uopmærksom ledelse. Fonden, der ikke har en egentlig investeringsetik, men kun henviser til de alt- og intetomfattende FN- og ESG-principper, har med garanti foretaget investeringsbeslutningerne med fuldt åbne øjne.
For i Bikubenfonden sidder blandt andre to finanseksperter tilhørende den absolutte elite. Fondsdirektøren Søren Kaare-Andersen er selv forhenværende bankdirektør i flere banker. Han er desuden rådgiver for fondsbørsen Nasdaq København. Samtidig sidder han i bestyrelsen for to pensionskasser. I Bikubenbestyrelsen sidder desuden Dorrit Vanglo, som i mere end et årti var direktør i LD-Fonde (Lønmodtagernes Dyrtidsfond). Hun besidder desuden en række topbestyrelsesposter i den finansielle sektor, og hun tilhører i det hele taget i den tungeste finansielle vægtklasse.
Der er derfor ingen tvivl om, at meget få mennesker i dette land har bedre forudsætninger for at undgå overhovedet at bringe Bikubenfonden i risiko for et omdømmetab ved at placere fondsformuen i selskaber, som skader klimaet og miljøet. Eller benytter børnearbejde for den sags skyld. Hvis blot viljen havde været tilstede.
At bestyrelsen ikke har reageret på de første års anbefalinger i investeringsanalyserne, bekræfter denne tese. Fondsledelsen var tilsyneladende ikke umiddelbart enig i de gode klimaråd, som blandt andet gik på at etablere principper for eksklusion.
Endnu en forsinkelsesfortælling
Det ville være ærlig snak, hvis fondsledelsen vedstod sig, at man helst vil føre en konservativ, systembevarende investeringspolitik, selvom det står i kontrast til den progressive systemforandrende filantropi. Men det er bare ikke dén forklaring, vi får fra Bikubenfonden.
Tværtimod bliver fondens interessenter prakket en forsinkelsesfortælling på ærmet: I den fortælling er budskabet, at fonden først lige har fundet ud af problemerne, netop fordi man har fået lavet investeringsanalyserne. Vi får en fortælling om, at investeringer er svært, komplekst og det tager tid at få ryddet op. Alting er helt nyt for fonden, som desuden er en lille spiller, der ikke kan påvirke de store aktører. Men fonden arbejder på det, og det skal nok blive bedre henad vejen. Med tiden.
Men det er ikke troværdigt, når fonden prøver at bilde sin interessenter ind, at der sket en beklagelig og utilfredsstillende fejl. Der har i årevis været masser af ordentlige investeringsprodukter på hylderne, som fonden kunne have valgt i stedet for. Fejlen består alene i, at der ikke er nogen ansvarlige bestyrelsesmedlemmer, der har sat hælene i og krævet en etisk funderet investeringsledelse, der sikrer, at Bikubenfondens samarbejdspartnere og medarbejdere kan have tillid til, at fonden tjener sine penge på en ansvarlig måde.
Afkast trumfer moral
I finansverdenen arbejder specialister, der måler hinandens succes på, hvor dygtige de er til at skaffe et afkast, som ligger nogle få basispoint over benchmark. Det er som konkurrencesvømmere, der knokler for at forbedre deres tider med hundrededele af et sekund. Det sker i en kultur, hvor risiko-afkastmodeller trumfer etiske overvejelser. For hvis bløde værdier som klima, menneskerettigheder eller børnearbejderes trivsel skal indgå i regnemodellerne, så går måleenheden i stykker. Konkurrencesvømning bliver til vandballet vurderet på subjektive kriterier.
De fleste investeringseksperter ønsker selvfølgelig ikke at smide hele deres faglighed ud med badevandet til fordel eksempelvis for nogle klimatosser, der ikke forstår, at verden har brug for olie og kul, så længe solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.
Men netop derfor burde det være til diskussion i fondssektoren, om det er hensigtsmæssigt at lade fondenes etiske investeringsansvar være op til enkelte finansøkonomer, som enerådigt kan beslutte, at et marginalt højere forventet afkast er vigtigere end at undgå investeringer, der skader kloden eller mennesker.
Filantropi handler om at gøre godt, og derfor handler formueafkastet også om moral. Så lad os få investeringerne frem i lyset og de finansielle eksperter ud af beslutningslokalet.
