
Efter flere udskydelser hen over tre år skulle udkastet til en gennemgribende revision af fondsloven have ligget klar ved udgangen af 2024.
Det lykkedes imidlertid ikke, og nu er udspillet udskudt nok en gang, kunne Fundats fortælle i forrige uge. Ifølge Justitsministeriet, som er fondsudvalgets opdragsgiver, forventes arbejdet afsluttet "snarest i begyndelsen af det nye år”.
Udskydelsen skyldes, at ekspertudvalgets arbejde med at skrive en betænkning og et udkast til en revideret version af fondsloven fra 1985 har vist sig ganske komplekst og omfangsrigt.
Det fortæller udvalgsformand Rasmus Feldthusen, professor i fondsret ved Københavns Universitet, som i årenes løb har afstået fra at kommentere på arbejdet i det 16 personer store udvalg.
"Udspillet er lige på trapperne. Vi arbejder på at gøre det sidste færdigt," siger Rasmus Feldthusen.
Hvad er årsagen til, at udspillet er udskudt?
"Den tid, vi har brugt på det, afspejler arbejdets omfang og kompleksitet."
Ved den forrige udsættelse i december 2023 opgav jhustitsminister Peter Hummelgaard (S) over for Folketingets Retsudvalg tilsvarende som årsag, at fondsudvalget skal afdække en række komplekse problemstillinger, blandt andet om fondenes kapitalstruktur, regnskab og revision.
De aktuelle regler om almene fonde finder man i fondsloven, som trådte i kraft i januar 1985. Bortset fra en større ændring i 1991 har loven kun undergået enkelte justeringer siden.
Fondsområdet har imidlertid undergået en omfattende udvikling siden, og der er fra flere sider udtrykt ønske om, at fondslovgivningen revideres, som Justitsministeriet skriver i udvalgets kommissorium.
Er det kommet bag på jer, hvor komplekst arbejdet er?
"Udvalgets holdning er, at vi ikke udtaler os til pressen om selve udvalgsarbejdet. Og det bryder jeg med, hvis jeg begynder at fortælle om arbejdet," siger Rasmus Feldthusen.
Skulle have ligget klar i 2022
Udvalget har med undtagelse af en pause under coronanedlukningen og folketingsvalget i 2022, været i gang med arbejdet med en revideret lov for landets almene fonde, siden det blev nedsat af daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) i juni 2021. Udspillet skulle oprindeligt have ligget klar ved udgangen af 2022.
Fundats har spurgt Justitsministeriet, hvornår udspillet fra fondsudvalget denne gang ventes offentliggjort. Det ønsker ministeriet ikke at svare på.
"Vi har ikke yderligere," lyder det kort fra ministeriets presseafdeling.
Kan du forstå, hvis man ude i fondsverdenen sidder og undrer sig over, hvor betænkningen og udkastet bliver af?
"Det kan jeg sagtens forstå. Men vi arbejder som nævnt målrettet på at blive færdige meget snart," siger Rasmus Feldthusen.
Har du noget bud på, hvad "lige på trapperne" indebærer; taler vi om januar, februar eller senere?
"Jeg ønsker ikke at sætte dato på. Men jeg kan sige, at vi er i den allersidste fase."