
Foreningen Alm. Brand af 1792 sprang sidste år ud som en ny almennyttig aktør. Det skete som led i en ny ejerpolitik, der skal sikre mere medlemsdemokrati i foreningen, som ejer 47 procent af aktierne i Alm. Brand og repræsenterer cirka 800.000 medlemmer.
Nu fylder foreningens formand Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen 70 år og siger i den anledning farvel og tak for mere end tre årtier i foreningens ledelse, heraf de seneste 16 år som bestyrelsesformand.
På foreningens netop afholdte repræsentantskabsmøde blev Jan Skytte Pedersen valgt som ny formand. Jan Skytte Pedersen har været medlem af bestyrelsen i 15 år, heraf de seneste 9 år som næstformand.
”Jeg føler mig meget privilegeret, men også ydmyg over at være blevet betroet formandsopgaven. Alm. Brand Foreningen 1792 er i fuld gang med at udmønte sin nye ejerpolitik og strategi som en forening, der gennem et stærkt fællesskab forebygger skader og skaber trivsel, og jeg ser frem til, sammen med den øvrige bestyrelse, at udvikle Foreningens aktiviteter yderligere”, siger han.
Jan Skytte Pedersen retter en stor tak til den afgående bestyrelsesformand:
”Jørgen har gennem 35 år ydet en uvurderlig indsats for foreningen, de seneste 16 år som formand for bestyrelsen. Han har været ankermanden bag transformationen af såvel Alm. Brand Group som Alm. Brand Foreningen 1792, så begge i dag har et solidt fundament for fremtiden. Foreningen skylder Jørgen stor tak.”
Ny næstformand bliver Tina Schmidt Madsen, som har været medlem af bestyrelsen siden 2021.
Nyt formandskab i We Shelter
Fra en af de nyeste spillere i den filantropiske sektor til en af de virkelig gamle: Fonden Missionen blandt Hjemløse, der i dag hedder We Shelter, har udført socialt arbejde siden 1823.
Her tiltrådte Henrik Vagner i forrige uge som ny forperson for We Shelters frivillige bestyrelse. Han har været bestyrelsesmedlem i syv år, heraf seks år som næstforperson. Ved sin side får han Kirstine Rask Lauridsen, der er valgt som ny næstforperson, skriver fonden i en pressemeddelelse.
Henrik Wagner har 25 års ledelseserfaring fra både offentlige og private organisationer. Han arbejder til daglig som HR-chef for folkekirken og By- Land- og Kirkeministeriet.
Henrik Wagner glæder sig til at påtage sig rollen som forperson for We Shelters bestyrelse:
”Vi har en social forpligtelse i vores velfærdssamfund til at hjælpe hjemløse og socialt udsatte til et godt liv i eget hjem. Det er derfor med glæde og ydmyghed, at jeg påtager mig rollen som forperson for bestyrelsen efter Mads Engholm, som skal have en stor tak og anerkendelse for WeShelters udvikling,” siger han.
Carlsbergfondet udpeger til Ny Carlsbergfondet
I en anden af landets gamle fonde er direktør for Designmuseum Danmark Anne-Louise Sommer udpeget som nyt bestyrelsesmedlem.
Det er Carlsbergfondet, der udpeger medlemmerne til Ny Carlsbergfondets bestyrelse.
”Anne-Louise Sommer kommer til Ny Carlsbergfondet med stærke kompetencer inden for design og arkitektur samt havekunst og kunst i byrummet. Med Anne-Louise Sommers indtræden får Ny Carlsbergfondet tilført en ny faglig profil, som kommer til at bidrage positivt i forhold til fondets fremtidige fokus på kunsthåndværk, design og havekunst”, udtaler Carlsbergfondets forperson, professor Majken Schultz i en pressemeddelelse.
Ny Carlsbergfondets egen forperson Sanne Kofod Olsen, der overtog posten som bestyrelsesleder ved årsskiftet ser frem til at kunne trække på Anne-Louise Sommers kompetencer.
"Det er med stor glæde, at jeg kan byde Anne-Louise Sommer velkommen i Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Hendes åbne, indsigtsfulde og engagerede tilgang vil uden tvivl blive en styrke for bestyrelsens arbejde fremover. Samtidig gør hendes imponerende faglige baggrund inden for ledelse, design og forskning hende til et stærkt og kompetent nyt medlem, der på fornem vis supplerer vores samlede kompetencer i bestyrelsen. Jeg ser virkelig frem til et frugtbart samarbejde i Ny Carlsbergfondets bestyrelse," siger Sanne Kofod Olsen.
Smedegaard takker af i Bikubenfonden
I de sidste 12 år har Niels Smedegaard været en del af Bikubenfondens bestyrelse, hvoraf 11 år har været som formand. Dermed falder han for fondens vedtægtsmæssige anciennitetsbestemmelser.
I en pressemeddelelse takker administrerende direktør i Bikubenfonden Søren Kaare-Andersen den erfarne erhvervsmand for indsatsen i sparekassefonden, der blev stiftet i 1989:
”Vi må tage afsked med Niels, som har været en essentiel drivkraft for at udvikle Bikubenfonden hen mod at være en fond, der vil være en aktiv medspiller for at løse samfundsudfordringer. For det skylder vi ham en stor tak. Uden hans drive, risikovillighed og store ambitioner, havde Bikubenfonden ikke været det samme sted i dag,” siger han.
Ny formand bliver afgående generaldirektør i Danmarks Radio Maria Rørbye Rønn, der har været medlem af bestyrelsen i to år.
”Tiden står aldrig stille her, og her er mennesker, som arbejder indædt for at skabe forandringer i samfundet. Det er en fornøjelse af være en del af, og jeg glæder mig til som formand fremadrettet at sikre, at Bikubenfonden fortsætter sin rette kurs og hele tiden er i udvikling for at være en samfundsaktør, der kan hjælpe med at udvikle løsninger på nogle af nutidens problemer,” siger hun.
Udskiftningen på topposten betyder samtidig, at Dorrit Vanglo tiltræder som næstformand. Derudover er Anja Bach Eriksson valgt som nyt bestyrelsesmedlem. Hun kommer med en baggrund som bestyrelsesmedlem i adskillelige bestyrelser samt en fortid som direktør for ATP Langsigtet Dansk Kapital.
”Der går ikke lang tid fra man træder ind ad døren på Thoravej 29 til man har færden af en fond, der er særdeles engageret i sin omverden og hele tiden arbejder for at sætte handling bag ord. Det glæder jeg mig meget til at bidrage til og til at bringe fremad som en del af bestyrelsen,” udtaler Anja Bach Eriksson i pressemeddelelsen.