De private fonde spiller en afgørende rolle i finansieringen af dansk kunst.
Fondene uddeler hvert år milliarder af kroner til kunst og kultur, og de danske kunstnere er dybt afhængige af fondsmidler, for at deres værker kan blive realiseret.
Men fondenes krav til kunstnerne har ændret sig over en årrække. Kunstnere oplever i dag, at de skal kunne dokumentere konkrete udstillingsaftaler for at komme i betragtning til fondsmidler. Det skubber til magtbalancen mellem kunstnere og museer, og det har konsekvenser for kunstnernes arbejde, fortæller flere repræsentanter for kunstverdenen.
"Fondene stiller i dag helt andre krav, som ansøgningen skal leve op til, end de gjorde tidligere. Blandt andet skal der foreligge en udstillingsaftale, for at man overhovedet kommer i betragtning," siger forperson i Kunstnernes Fagforening (KUFA), Signe Klejs, som også selv er kunstner.
"Jeg kan efterhånden ikke komme i tanke om en privat fond, der ikke stiller krav om en form for udstillingsaftale. Jeg oplever det selv som udøvende kunstner, når jeg ansøger om midler, og jeg hører samme beretning fra vores medlemmer," siger Signe Klejs.
Fondenes magt på kulturområdet har længe været genstand for debat, og fondenes indflydelse på området er i løbet af de seneste år kommet i fokus i forbindelse med både regeringens museumsreform og den kommende magtudredning, som blev besluttet af Folketinget i 2022.
De danske fonde uddelte forrige år 2,9 milliarder kroner til kulturelle formål, herunder 180 millioner kroner til billedkunst og 763 millioner kroner til landets museer.
"Fondenes krav om udstillingsaftaler er en fælles udfordring for alle billedkunstnere i dag. Man går lynhurtigt ind i tankegangen om, at kunsten skal have en aftager, sådan at man kan søge midler," siger Signe Klejs.
Kravet om udstillingsaftaler er ikke opstået fra den ene dag til den anden. Signe Klejs fortæller, at hun har oplevet en gradvis udvikling over de seneste 15 år.
"Men jeg kan huske, at man tidligere kunne søge fondsmidler til udvikling, inden man havde en udstillingsaftale på plads," siger hun.
Dermed står de private fondes puljemidler i kontrast til eksempelvis Statens Kunstfonds arbejdslegater, som gives til talentfulde kunstneres fortsatte arbejde. Statens Kunstfond uddelte sidste år arbejdslegater for 98 millioner kroner fordelt på 1.194 kunstnere indenfor forskellige genrer.
En skæv magtbalance
Hos Billedkunstnernes Forbund, som har omkring 2.200 medlemmer, genkender forperson Marie Thams også udfordringen.
"Man har som billedkunstner ikke mulighed for at søge kunststøtte fondsmidler til værkproduktioner, hvis man ikke i forvejen har en udstillings- eller visningsaftale. Det er begrænsende for kunstnere og gør os afhængige af udstillingsaftaler for overhovedet at producere i større skala eller at udvikle nye projekter," siger Marie Thams, som også selv er udøvende kunstner.
Dermed bidrager fondene til en skæv magtbalance mellem kunstnere og museer, mener hun.
"Fondene lægger i høj grad magten i institutionernes hænder. Vi er som kunstnere bundet op på institutioner, der skal blåstemple vores produktion, før vi kan søge om værkstøtte. Det skaber et magtforhold i kunstverdenen, som ikke er særligt værdigt, og som heller ikke altid er meningsfyldt for den måde, vi som kunstnere arbejder," siger Marie Thams.
Hun oplever også, at kravet om udstillingsaftaler har været praksis hos fondene i flere år. Hun peger dog på, at der hos nogle fonde stadig findes arbejdslegater og rejselegater, hvor kunstnere eksempelvis kan søge om midler til research og videreudvikling af deres arbejde, men ikke til produktionsmidler.
Samtidig bliver fondenes krav i ansøgningsprocedurerne mere rigide.
"I Billedkunstnernes Forbund oplever vi også, at der er kommet et andet fokus på dokumentation, struktur og omfang på fondsansøgninger. Især hos de store fonde er der mere rigide ansøgningsprocedurer og øget fokus på dokumentation om blandt andet samarbejdspartnere og økonomiske handlingsplaner for at søge midler som billedkunstner. Det kræver flere ressourcer fra kunstnerne og kan give mindre plads til at udvikle kunstneriske projekter," siger Marie Thams.
"Vi savner en mulighed for at ansøge om midler til værkproduktion, inden udstillingsaftalen er i hus. Det ville vise tillid til kunstnerne og skabe en kæmpe frihed, som ikke findes i dag," siger Marie Thams.
Styret kunst
Hos Kvindelige Kunstneres Samfund, som har omkring 450 medlemmer, har udfordringerne ved fondenes krav om udstillingsaftaler ofte været et samtaleemne, fortæller forperson Lise Seier Petersen.
"Det er helt bestemt noget, vi taler om. Det har været en stigende tendens i de senere år, både hos Statens Kunstfond og de private fonde, at man målretter midlerne i højere grad, end man har gjort før. Det bliver mere og mere vanskeligt at skaffe midler, hvis man ikke har en udstillingsaftale," siger Lise Seier Petersen.
Hun vurderer i stil med Signe Klejs, at der er tale om en gradvis udvikling over de seneste 10 til 15 år.
"Det er en styring af kunsten. Og man kan diskutere, om det er heldigt eller uheldigt. Jeg hører nok til den gruppe, der synes, at det er uheldigt. Det er ikke heldigt, når styringen sker på bekostning af den frie kunst," siger hun.
Fondenes krav om udstillingsaftaler er en fælles udfordring for alle billedkunstnere i dag. Man går lynhurtigt ind i tankegangen om, at kunsten skal have en aftager, sådan at man kan søge midler
Signe Klejs – forperson, Kunstnernes Fagforening
Fondenes krav om udstillingsaftaler har haft en grundlæggende indflydelse på den måde, man i dag arbejder som kunstner, siger Lise Seier Petersen. Det betyder, at mange kunstnere fra begyndelsen tænker ind i deres arbejde, at værkerne skal kunne udstilles, så arbejdet kan finansieres.
"Jeg ville meget gerne kunne sige, at det ikke er tilfældet. Men jeg tror simpelthen ikke, at det er muligt at lade være med at tænke udstillingsaftaler ind fra start. For kunstnere skal jo ligesom alle andre have mad på bordet," siger Lise Seier Petersen.
"Og når man søger fondsmidler, er man jo nødt til at tilpasse sig fondens præmisser. Det er en svær balancegang at gøre det uden at gå på kompromis med projektets indhold. For man vil jo gerne lave sine værker på egne præmisser; men i praksis er det vanskeligt at gøre det konsekvent," siger hun.
Kunst og resultatmål
Fondenes krav om udstillingsaftaler bidrager til et samlet pres på de danske kunstnere, som også mærker, at landets museer ligeledes er udfordret af krav om resultater.
Med den nye museumsreformen, som trådte i kraft ved nytår, er besøgstallet blevet afgørende for museernes statstilskud. Og for at forblive et statsanerkendt museum skal man som noget nyt sikre sig mindst 10.000 besøgende årligt. For museer på øerne gælder det, at de skal have mindst 8.000 besøgende.
"Der er et enormt pres på kunsthaller og museer for mere bredde og højere publikumstal. Udstillingsstederne bliver i højere grad målt på besøgende, og det kan vi også mærke som kunstnere. Det skaber et fokus på kvantitet frem for kvalitet, og det påvirker udstillernes programlægning på en måde, så de store, allerede etablerede kunstnere fylder mere, mens mere uprøvede eller marginale kunstnere ikke finder vej ind i varmen lige så let," siger Marie Thams.
Fondene lægger i høj grad magten i institutionernes hænder. Vi er som kunstnere bundet op på institutioner, der skal blåstemple vores produktion, før vi kan søge om værkstøtte
Marie Thams – forperson, Billedkunstnernes Forbund
Netop den nye museumsreform har pustet til debatten om fondenes magt på kunstområdet.
Da Kulturministeriets ekspertgruppe fremlagde sit udspil til en model i efteråret 2023, advarede eksperter, politikere og museumsfolk højlydt om, at de pengestærke fonde som konsekvens af museumsreformen ville få endnu større magt i det danske kulturlandskab. Udspillet lagde nemlig op til, at museernes evne til at skaffe indtægter, hvoraf en betydelig andel består af fondsdonationer, ville blive bestemmende for deres statstilskud.
I den endelige reform endte egenindtægter dog med at blive mindre afgørende for det enkelte museums statstilskud, end Kulturministeriets ekspertgruppe havde lagt op til.
"Der er nogle udviklinger i kunstverdenen, som blandt andet indebærer, at fondene stiller flere krav. Fondsverdenen er i høj grad med til at forme vores felt. Og vi vil gerne plædere for, at kunstnerne også får mulighed for at være med til at forme og ikke bare fylde i en struktur, der allerede er lavet," siger Marie Thams.
Hos Kvindelige Kunstneres Samfund deler Lise Seier Petersen bekymringen:
"Jeg ser med stor bekymring på udviklingen i retning af en styring af alting; hvor alt er styret af resultatmål, som vi ser i snart alle dele af samfundet. Jeg tror ikke, det er godt for vores kultur," siger hun.
Ikke kun de få forundt
I KUFA ser forperson Signe Klejs dog også positive takter i udviklingen af fondenes kunststøtte.
"Fondenes fokus på udstillingsaftaler er også en bevæglese fra, at man tidligere har opfattet kunstneren som sin egen lille købmand på markedsvilkår, til at man i dag mere ser kunsten som noget, der skal bredes ud i samfundet og ikke kun være de få forundt. Den bevægelse synes jeg er positiv, fordi flere mennesker kommer i berøring med kunsten, og det gavner kunstfeltet," siger Signe Klejs.
Men, siger hun:
"Det har også frataget nogle kunstnere muligheden for en længere periode til at udvikle deres kunst uden et konkret mål. Den helt frie kunst ikke har den samme plads som tidligere."
