Forsker: “Vi har fået nyt syn på de værdigt trængende”

Over 1.000 danske fonde har ”værdigt trængende” borgere i deres uddelingsformål. Men hvad ligger der i begrebet i dag, og hvordan har det udviklet sig over tid? Nu hvor flere familier kæmper med at betale regningerne, sætter Fundats begrebet i historisk perspektiv.

"Sat ud" ly­der tit­len på den dan­ske kunst­ner Erik Hen­nings­ens ma­le­ri fra 1892. Ma­le­ri­et fo­re­stil­ler en fa­mi­lie, der net­op er smidt ud af de­res lej­lig­hed. I 1800-tal­let blev fat­tig­dom­men me­get ty­de­lig i ga­de­bil­le­det, og det smit­te­de af på lan­dets vel­ha­ve­re, der blandt an­det op­ret­te­de fon­de til at ta­ge sig af de trængende.

Året er 1829. Der er få uger til jul, og i lo­ka­ler­ne til en dren­ge­sko­le på Bred­ga­de i Kø­ben­havn er der ry­gen­de travlt. Be­spis­nings-An­stal­ten, der er et nyt pri­vat vel­gø­ren­heds­i­ni­ti­a­tiv må­l­ret­tet by­ens fat­ti­ge, hol­der åbent for før­ste gang. Ale­ne den­ne af­ten bli­ver der ud­delt 200 po­r­tio­ner sø­bemad i form af sup­pe, kål el­ler ær­ter samt en lil­le smu­le kogt kød.

De fat­ti­ge, der spi­ser her, har det til fæl­les, at de er så­kaldt ”vær­digt træn­gen­de.” De ejer ik­ke me­get an­det end det tøj, de har på, og må­ske har de ik­ke en­gang et sted at ta­ge hen, når må­l­ti­det er forbi.

Men de har de­res go­de navn og ryg­te. De er uden skyld i de­res fat­tig­dom, og de ses som an­stæn­di­ge bor­ge­re, der end­nu har for­må­et at hol­de sig bor­te fra det of­fent­li­ge fattigvæsen.

Så­dan ly­der be­skri­vel­sen af Be­spis­nings-An­stal­ten i bo­gen ”By­en Tæm­mes” af Ka­rin Lützen.

El­lers hav­de Be­spis­nings-An­stal­tens be­sty­rel­se næp­pe god­kendt de­res an­søg­nin­ger om en madbillet.

De fat­ti­ge skul­le ik­ke ba­re væ­re fat­ti­ge for at få hjælp. De skul­le gå i kir­ke, hol­de sig fra al­ko­hol og i det he­le ta­get le­ve et or­dent­ligt liv

Pe­ter Wes­sel Han­sen – Ar­ki­var, Kø­ben­havns Stadsarkiv

I dag er Be­spis­nings-An­stal­ten for længst luk­ket, men dens de­fi­ni­tion af, hvem der var ”vær­dig træn­gen­de,” tje­ner som et godt ek­sem­pel på en man­ge hund­re­de år gam­mel de­bat om, hvil­ke fat­ti­ge der bør få hjælp, og hvem der ik­ke bør.

De­bat­ten le­ver nem­lig sta­dig, og det sam­me gør prin­cip­pet med at ind­de­le men­ne­sker i ”vær­digt” og ”uvær­digt” trængende.

Det for­tæl­ler hi­sto­ri­ker og ar­ki­var på Kø­ben­havns Stads­ar­kiv Pe­ter Wes­sel Hansen.

”Li­ge­gyl­digt om man ser på of­fent­lig el­ler pri­vat vel­gø­ren­hed, så er det så­dan, at man kun gi­ver det til no­gen, der træn­ger, og som op­fyl­der nog­le sær­li­ge kri­te­ri­er. De kri­te­ri­er kan kal­des vær­dig­heds­kri­te­ri­er,” si­ger Pe­ter Wes­sel Han­sen og for­kla­rer, at prin­cip­pet sta­dig er gæl­den­de, selv­om vi i dag bru­ger nog­le an­dre ord.

”Skal man for ek­sem­pel ha­ve dag­pen­ge, skal man væ­re ak­tivt job­sø­gen­de. Man skal ik­ke gå og dov­ne den og væ­re en så­kaldt Doven-Ro­bert,” si­ger Pe­ter Wes­sel Hansen.

Økonomisk krise kan genstarte debatten

Med en hi­sto­risk høj in­f­la­tion og dag­lig­va­rer, der er på pris­mæs­sigt him­mel­flugt i en grad, så blandt an­dre Mødre­hjæl­pen fryg­ter for end­nu fle­re fat­ti­ge fa­mi­li­er kan dis­kus­sio­nen om vær­dig­heds­kri­te­ri­er­ne me­get vel bli­ve ak­tu­el igen.

Hvad der læg­ges i be­gre­ber­ne, er nem­lig i høj grad af­hæn­gigt af den sam­tid, de ind­går i.

Det for­tæl­ler Adam Moe Fe­jer­skov, der er se­ni­o­r­for­sker ved Dansk In­sti­tut for In­ter­na­tio­na­le Stu­di­er (DIIS). Han for­sker blandt an­det i stats­li­ge og ik­ke-stats­li­ge ak­tø­rers rol­ler i samfundsudviklingen.

“Be­gre­bet har al­tid væ­ret i be­væ­gel­se, og det er et re­sul­tat af den sam­tid, vi le­ver i,” si­ger Adam Moe Fejerskov.

Adam Moe Fe­jer­skov for­sker blandt an­det i stats­li­ge og ik­ke stats­li­ge ak­tø­rers rol­le i samfundsudviklingen.

De ”værdige” gik i kirke og opførte sig ordentligt

Selv­om prin­cip­pet med at ind­de­le fat­ti­ge – el­ler træn­gen­de – i vær­di­ge og uvær­di­ge har man­ge hund­re­de år på ba­gen, er op­fat­tel­sen af, hvem der er vær­dig, og hvem der er uvær­dig, un­der kon­stant forandring.

I 1800-tal­let, hvor den pri­va­te vel­gø­ren­hed i form af fon­de, le­ga­ter og do­na­tio­ner for al­vor ud­fol­de­de sig, dæk­ke­de be­gre­bet ”vær­digt træn­gen­de” en langt min­dre grup­pe bor­ge­re end i dag.

”De fat­ti­ge skul­le ik­ke ba­re væ­re fat­ti­ge for at få hjælp. De skul­le gå i kir­ke, hol­de sig fra al­ko­hol og i det he­le ta­get le­ve et or­dent­ligt liv. De måt­te ik­ke væ­re selv­for­skyld­te fat­ti­ge, og det kun­ne man jo tæn­kes at væ­re, hvis man drak og der­for ik­ke kun­ne pas­se et ar­bej­de,” si­ger Pe­ter Wes­sel Hansen.

Det er jo ik­ke for­di, at vi plud­se­lig gi­ver hjælp til uvær­digt træn­gen­de, vi sy­nes ba­re plud­se­ligt, at fle­re for­skel­li­ge grup­per er vær­digt trængende

Pe­ter Wes­sel Han­sen – Ar­ki­var, Kø­ben­havns Stadsarkiv

Liv Eg­holm er lek­tor på CBS, og hun har i fle­re år for­sket i de sto­re er­hvervs­dri­ven­de fon­de og de­res be­tyd­ning for civilsamfundet.

Hun for­tæl­ler li­ge­le­des, at 1800-tal­lets pri­va­te vel­gø­ren­hed og filan­tro­pi i høj grad var ba­se­ret på moral.

”He­le den pri­va­te vel­gø­ren­hed var sty­ret af en spe­ci­fik for­stå­el­se af, hvad der var godt, og hvad der var fæl­les. Hvem vil­le vi ger­ne væ­re so­li­da­ri­ske med? Hvad var det, vi ger­ne vil­le ha­ve i vo­res sam­fund?” si­ger Liv Egholm.

Hun for­tæl­ler, at fle­re af vo­re da­ges sto­re er­hvervs­dri­ven­de fon­de blev etab­le­ret i net­op den­ne pe­ri­o­de, og at en del af dem blandt an­det øn­ske­de at støt­te en­li­ge mødre.

”Men det var ale­ne en­ker­ne el­ler de fra­skil­te kvin­der. Det var ik­ke de kvin­der, som hav­de få­et børn uden­for æg­te­skab,” ly­der det fra Liv Egholm.

I dag opstiller fondene kriterier

Mens or­de­ne ”vær­digt træn­gen­de” ik­ke læn­ge­re op­træ­der i den dan­ske so­ci­al­lov­giv­ning, så op­træ­der be­gre­bet sta­dig hos en lang ræk­ke fonde.

En søg­ning hos Le​gat​bo​gen​.dk vi­ser, at der i dag fin­des langt over 1000 dan­ske fon­de, som ud­de­ler til så­kaldt ”vær­digt trængende.”

En del af fon­de­ne for­val­tes af lan­dets kom­mu­ner. Det gæl­der for ek­sem­pel Kø­ben­havns Kom­mu­ne, der ale­ne sid­ste år ad­mi­ni­stre­re­de fonds­ud­de­lin­ger for 4,2 mio. kro­ner. I fle­re af de fon­des fun­dat­ser frem­går det, at støt­ten skal gå til ”vær­dig træn­gen­de” borgere.

Det sam­me gør sig gæl­den­de i Aar­hus Kom­mu­ne, der for­val­ter ”Fæl­les­le­ga­tet af 1979 til vær­digt træn­gen­de,” der er en sam­men­læg­ning af over 100 for­skel­li­ge fonde.

Men hvad lig­ger der i dag i be­gre­bet ”vær­digt træn­gen­de”? Og hvad stil­ler en fonds­be­sty­rel­se op, hvis fon­den er byg­get på en fun­dats med den gam­le ordlyd?

Iføl­ge Liv Eg­holm vil fonds­be­sty­rel­ser­ne i den si­tu­a­tion ty­pisk selv op­stil­le en ræk­ke uddelingsprincipper.

Og det er net­op, hvad der er til­fæl­det med blandt an­det de fon­de, der for­val­tes af Kø­ben­havns og Aar­hus kom­mu­ner. Her er det hen­holds­vis bor­ger­re­præ­sen­ta­tio­nen og by­rå­det, der ud­gør fondsbestyrelserne.

Det op­ly­ser Kø­ben­havns Kom­mu­ne i en mail til Fundats:

”Ved ud­de­ling af de le­ga­ter og fon­de, hvor det af fun­dat­sen frem­går, at mid­ler­ne skal ud­de­les til ’vær­di­ge, træn­gen­de’ for­mål, bli­ver an­søg­nin­ger­ne vur­de­ret på bag­grund af en ræk­ke kri­te­ri­er, som er fast­sat til at un­der­støt­te le­ga­tets formål.”

Kri­te­ri­er­ne fast­sat af Kø­ben­havns Kom­mu­ne af­hæn­ger af den en­kel­te fond, men ge­ne­relt ly­der det, at når der er ta­le om vær­digt træn­gen­de æl­dre, så er det i prak­sis fol­ke­pen­sio­ni­ster med en til­lægs­pro­cent på 100, som bor i Kø­ben­havn, og som har bo­et i by­en i de se­ne­ste to år pr. 30. sep­tem­ber i ansøgningsåret.

Er fon­de­nes ud­de­lin­ger ret­tet mod vær­digt træn­gen­de en­li­ge for­sør­ge­re, skal an­sø­ge­ren ha­ve hjem­me­bo­en­de børn un­der 18 år samt ha­ve haft bopæl i Kø­ben­havn i de se­ne­ste to år pr. 30. sep­tem­ber i an­søg­ning­s­år­et. Des­u­den, op­ly­ser kom­mu­nen, med­del­es der af­slag, hvis an­sø­ge­rens brut­to­ind­tægt er på over 311. 000 kr. om året.

Og­så Aar­hus Kom­mu­ne har op­stil­let en ræk­ke ud­de­lings­prin­cip­per og pri­o­ri­te­rin­ger, der af­gør, om en bor­ger kan få støt­te fra Fæl­les­le­ga­tet for vær­digt trængende.

Til Fun­dats op­ly­ser kom­mu­nen, at ”en­li­ge for­sør­ge­re kom­mer før sam­le­ven­de og gif­te,” og at ”fa­mi­li­er med en lav år­sind­komst står først til til­de­ling. Det vil si­ge an­sø­ge­re på in­te­gra­tionsy­del­se, kon­tant­hjælp, SU, (syge)dagpenge og før­tids­pen­sion – i nævn­te rækkefølge.”

Flere og flere bliver inkluderet i det værdige fællesskab

Op­fat­tel­sen af hvem, der er vær­digt træn­gen­de, og hvem, der ik­ke er, æn­drer sig alt­så over tid. Over­ord­net set går ud­vik­lin­gen mod, at fle­re og fle­re per­so­ner in­klu­de­res i grup­pen af vær­digt trængende.

Det gæl­der for ek­sem­pel, når men­ne­sker med mis­brugs­pro­ble­mer får hjælp, hvad en­ten det er af pri­vat el­ler of­fent­lig karakter.

”Ind­til 1950’erne måt­te al­ko­ho­li­ke­re for ek­sem­pel ik­ke stem­me ved fol­ke­tings­valg, hvis de fik hjælp fra det of­fent­li­ge,” for­tæl­ler Liv Eg­holm, mens Pe­ter Wes­sel siger:

”Vi har æn­dret syn på de vær­digt træn­gen­de. Det er jo ik­ke for­di, at vi plud­se­lig gi­ver hjælp til uvær­digt træn­gen­de, vi sy­nes ba­re plud­se­ligt, at fle­re for­skel­li­ge grup­per er vær­digt træn­gen­de,” for­kla­rer han.

Nu be­skyt­ter man bør­ne­ne mod de­res for­fær­de­li­ge for­æl­dre, som ik­ke skal øde­læg­ge dem

Liv Eg­holm – Lek­tor, CBS

Et af de ste­der, hvor det især er ty­de­ligt, at op­fat­tel­sen af de vær­digt træn­gen­de har æn­dret sig over tid, er på børneområdet.
Det for­tæl­ler Liv Egholm:

”Der sker et skif­te i filan­tro­pi­en i 1950’erne og 1970’erne. I den pe­ri­o­de skif­ter fon­de­ne fo­kus fra at væ­re nær­mest re­ak­tio­næ­re i de­res hjælp til fat­ti­ge, til at væ­re pro­ak­ti­ve. Det kom­mer til at hand­le om, hvor­dan de kan sør­ge for, at folk ik­ke kom­mer ud i uhel­di­ge om­stæn­dig­he­der. Der­for får man fo­kus på ek­sem­pel­vis børn af ind­sat­te, skils­mis­sebørn el­ler børn i sorg,” si­ger Liv Egholm.

- Er det i dag de ud­sat­te børn, der er ble­vet de ”vær­digt trængende”?

”Ja. De er vær­digt træn­gen­de for­di, man for­ud­ser, at de kan en­de i uhel­di­ge om­stæn­dig­he­der, og at de om­stæn­dig­he­der og­så vil væ­re et pro­blem for sam­fun­det,” si­ger Liv Egholm.

- Men det er jo helt mod­sat af, hvad man lag­de i be­gre­bet ”vær­digt træn­gen­de” for 100 år siden?

”Fuld­stæn­digt. Det er helt om­vendt. For at si­ge det lidt skar­pt, kan man si­ge, at nu be­skyt­ter man bør­ne­ne mod de­res for­fær­de­li­ge for­æl­dre, som ik­ke skal øde­læg­ge dem. Før var bør­ne­ne ik­ke ad­skilt fra for­æl­dre­ne. Der hjalp man mødre, som hav­de små børn. Det var moren, der fik hjæl­pen. Der er sket et skif­te i men­ne­ske­sy­net,” for­kla­rer Liv Egholm.

En kon­kret fond, der har æn­dret sit syn på det vær­digt træn­gen­de, er Eg­mont Fon­den, for­tæl­ler Liv Egholm.

”Da Eg­mont Fon­den blev stif­tet, blev det for­mu­le­ret i fun­dat­sen, at den skul­le støt­te en­kelt­per­so­ner, som fat­ti­ge el­ler en­li­ge mødre. I dag står den bag nog­le me­get sto­re pro­jek­ter for ud­sat­te børn. På et tids­punkt prø­ve­de fon­den at æn­dre i sin fun­dats, så den kun­ne slip­pe ud af det her med støt­te til en­kelt­per­so­ner, men det kun­ne den ik­ke,” for­tæl­ler Liv Eg­holm, og til­fø­jer, at det er ”sinds­sygt svært” at æn­dre i en fonds fun­dats. Hun for­kla­rer, at løs­nin­gen for Eg­mont Fon­den blev, at den i hø­je­re grad end tid­li­ge­re støt­ter an­dre or­ga­ni­sa­tio­ner, der ud­de­ler på de­res veg­ne som ek­sem­pel­vis Mødrehjælpen.

Stra­te­gi­ske fo­ku­s­om­rå­der kan indsnæv­re målgruppen

Det er over­ord­net set po­si­tivt, at vær­dig­heds­be­gre­bet æn­drer sig over tid, og at fon­de­ne er åb­ne for dy­na­mik og for­an­drin­ger, ly­der det fra Adam Moe Fejerskov.

Han er se­ni­o­r­for­sker ved Dansk In­sti­tut for In­ter­na­tio­na­le Stu­di­er (DIIS) og for­sker blandt an­det i stats­li­ge og ik­ke-stats­li­ge ak­tø­rers rol­ler i samfundsudviklingen.

Der dog vis­se fald­gru­ber, ly­der det fra forskeren.

Jeg vil­le væ­re rig­tig be­kym­ret, hvis man tror, at man kan op­stil­le et ob­jek­tivt system

NAVN – Adam Moe Fe­jer­skov, se­ni­o­r­for­sker, DIIS

Når for ek­sem­pel de sto­re fon­de bli­ver me­re og me­re stra­te­gi­ske i for­hold til, hvem de øn­sker at hjæl­pe, ri­si­ke­rer de sam­ti­dig at bli­ve eks­klu­de­ren­de i de­res målgrupper.

“Når man ta­ger et stra­te­gisk valg om, at man for ek­sem­pel ger­ne vil ar­bej­de med en el­ler an­den pro­ble­ma­tik, så ta­ger man og­så au­to­ma­tisk nog­le valg, der indsnæv­rer hvem, man er re­le­vant for. Hvem man kan hjæl­pe, og hvem man ik­ke kan hjæl­pe,” si­ger Adam Moe Fejerskov.

For Adam Moe Fe­jer­skov er det der­for af­gø­ren­de, at fon­de­ne he­le ti­den er åb­ne om, hvem det er, der fal­der ind un­der de­res så­kald­te vær­dig­heds­kri­te­ri­er, og hvem, der ik­ke gør.

“Det, der er vig­tigt for mig, er ik­ke, hvad man kal­der det i sin fun­dats. Det vig­tig­ste er, at man for­hol­der sig til, hvad man kal­der det, og at man for­hol­der sig til, hvad man læg­ger i be­gre­bet. Det gør man ved at ha­ve en re­flek­te­ren­de sam­ta­le. Ik­ke ba­re med sig selv som fond, men og­så med om­ver­de­nen,” si­ger Adam Moe Fejerskov.

Han un­der­stre­ger, at der fin­des mas­ser af fat­ti­ge men­ne­sker i Dan­mark, og at og­så sel­ve fat­tig­doms­be­gre­bet er til diskussion.

“Der er man­ge må­der at for­stå fat­tig­dom på. Det er ik­ke nød­ven­dig­vis kun et spørgs­mål om pen­ge. Det er og­så et spørgs­mål om ulig­hed, og om der er men­ne­sker, som ik­ke har ad­gang til de sam­me mu­lig­he­der, som re­sten af sam­fun­det har,” for­kla­rer Adam Moe Fejerskov.

Be­gre­bet bli­ver ik­ke min­dre re­le­vant at dis­ku­te­re i en tid, hvor in­f­la­tio­nen er hi­sto­risk høj, og hvor vi kan stå over­for en po­ten­ti­el recession.

Iføl­ge Adam Moe Fe­jer­skov er det og­så væ­sent­ligt, at fon­de­ne lø­ben­de for­hol­der sig til de kri­te­ri­er, de selv stil­ler op for at un­der­støt­te de­res fundatser.

“Man skal ik­ke tro, at for­di man op­stil­ler en ræk­ke kri­te­ri­er, så la­ver man en ob­jek­tiv vur­de­ring af, hvem der skal ha­ve, og hvem der ik­ke skal ha­ve. Sel­ve op­stil­lin­gen og sel­ve ud­væl­gel­sen af kri­te­ri­er­ne vil al­tid væ­re præ­get af hold­nin­ger, vær­di­er og po­li­ti­ske spørgs­mål. Jeg vil­le væ­re rig­tig be­kym­ret, hvis man tror, at man kan op­stil­le et ob­jek­tivt sy­stem. Det vil al­tid væ­re sub­jek­tivt,” ly­der det fra Diis-forskeren.

Fondsopfattelserne smitter af på loven

Det er be­stemt ik­ke li­ge­gyl­digt, hvil­ken op­fat­tel­se de dan­ske fon­de har af hvem, der er lan­dets træn­gen­de, for­tæl­ler Liv Egholm.

Ge­ne­relt kan hun i sin forsk­ning nem­lig se en ty­de­lig ten­dens i ret­nin­gen af, at fon­de­nes ar­bej­de og op­fat­tel­ser smit­ter af på sociallovgivningen.

”En stor del af den må­de, som vi be­grebs­lig­gør de vær­digt træn­gen­de på, og den må­de, som vi tæn­ker om vær­digt træn­gen­de år­sa­ger, bli­ver for­mu­le­ret i den filan­tro­pi­ske ver­den, og så si­ver det ind i so­ci­al­lov­giv­nin­gen,” si­ger Liv Egholm.

- Star­ter det i filan­tro­pi­en, og så si­ver det ind i so­ci­al­lov­giv­nin­gen, el­ler er det omvendt?

”En del af det star­ter i filan­tro­pi­en. Det er fak­tisk me­get im­po­ne­ren­de. Den filan­tro­pi­ske ver­den pres­ser på i for­hold til, hvem vi in­klu­de­rer i vo­res vær­dig­heds­be­greb. I min forsk­ning kan jeg se, at der kom­mer ting på fi­nans­lo­ven, som jeg ved, at fon­de­ne har ar­bej­det med i en år­ræk­ke,” for­tæl­ler Liv Egholm.

Hun for­kla­rer, at et ty­de­ligt ek­sem­pel på den ud­vik­ling, er den dan­ske SU-lovgivning.

”Fon­de­ne brug­te 100 år på at støt­te ufor­må­en­de stu­de­ren­de, og nu er de in­klu­de­re­de på fi­nans­lo­ven. Fon­de­ne har helt fra star­ten af væ­ret med til at de­fi­ne­re, hvem vi skal ta­ge hånd om,” si­ger Liv Egholm.

I 2020 ud­del­te de dan­ske fon­de sam­let set 232 mil­li­o­ner kro­ner til in­di­vi­du­el­le per­so­ner un­der so­ci­a­le for­mål. Det var en stig­ning på 84 mil­li­o­ner kro­ner i for­hold til året før, vi­ser tal fra Dan­marks Statistik.

Vil du læse artiklen?

Med et abon­ne­ment får du fuld ad­gang til fun​dats​.dk.

Det ko­ster at pro­du­ce­re uaf­hæn­gig og dyb­de­bo­ren­de jour­na­li­stisk. Læs me­re om Fun­dats og se pri­ser­ne for at abon­ne­re her.

Abon­nér

Allerede abonnent? Log ind her:

Skribent

Læs mere om

Kategorier:

Tags:

Læs også

Forsiden lige nu

Kommunikation

Serie: Gode Ramme for Gode Donationer