Du skal have viden om og erfaring med ungeområdet og gerne også med arbejdsmarked, entreprenørskab, demokrati og kreative erhverv. Du skal have ledelse- og/eller bestyrelseserfaring. Du skal have et relevant netværk. Og så skal du have strategisk indsigt og erfaring.
Sådan lyder de væsentligste krav, som Tuborgfondet stiller i et stillingsopslag, hvor fonden søger tre nye bestyrelsesmedlemmer til tiltrædelse den 1. november i år.
Stillingsopslaget offentliggøres i dag, tirsdag den 22. august, blandt andet på fondens sociale medier og har ansøgningsfrist om fire uger.
Fonden forsøger dermed at gå utraditionelt til værks i bestræbelserne på at finde de nye medlemmer af bestyrelsen. I stedet for at prikke udvalgte personer fra netværket på skulderen, er målet ifølge bestyrelsesforperson Anne-Marie Skov at få en bred vifte af kvalificerede kandidater at vælge imellem.
For at sikre transparens og en fair proces, skal de nye medlemmer af bestyrelsen ikke findes via old girls’ network eller blandt the usual suspects, men derimod i en åben proces, hvor alle muligheder holdes åbne
Anne-Marie Skov – Bestyrelsesforperson, Tuborgfondet
”Vi vil gerne være sikre på, at vi får et så bredt felt som muligt og også meget gerne nogle kandidater, vi måske ikke selv havde tænkt på. Jeg har de senere år fået mange henvendelser fra folk, som har sagt, at ’når I skal supplere bestyrelsen, kunne jeg godt være interesseret’. Men for at sikre transparens og en fair proces, skal de nye medlemmer af bestyrelsen ikke findes via old girls’ network eller blandt the usual suspects, men derimod i en åben proces, hvor alle muligheder holdes åbne. Når det er sagt, ser jeg da meget gerne, at nogle af dem, der allerede ér i vores netværk, er blandt ansøgerne,” siger Anne-Marie Skov.
Inspirationen kommer fra Planbørnefonden, som tidligere har søgt efter nye medlemmer til bestyrelsen på samme måde.
”I Tuborgfondets bestyrelse har vi talt meget om vigtigheden af at få de helt rigtige personer ind, når der skal ske generationsskifte i bestyrelsen, som dels kan supplere de kompetencer, der allerede er i bestyrelsen, og dels véd noget om det, vi lægger mere og mere vægt på: Unge og unges udvikling i forhold til at tage ansvar for samfundet inklusive dansk erhvervsliv,” siger Anne-Marie Skov.
Proces godkendt af Carlsbergfondet
Tuborgfondet, som i 2022 satte uddelingsrekord med 96,8 millioner kroner, har siden 1991 været en del af Carlsbergfondet, og det er derfra, Tuborgfondet får sine midler.
Bestyrelsen i Tuborgfondet er rettelig en bevillingskomité udpeget af Carlsbergfondet. Og Anne-Marie Skov har da også pænt skullet spørge storesøsterfonden om lov, inden den utraditionelle søgning efter nye kræfter til bestyrelsen blev sat i gang.
Jeg har selvfølgelig været omkring Carlsbergfondets bestyrelse, det vil sige forperson Majken Schultz, og fået godkendt, at vi nu gør det på denne måde
Anne-Marie Skov – Bestyrelsesforperson, Tuborgfondet
”Det er os selv i Tuborgfondets bestyrelse/bevillingskomité, der har truffet beslutningen om at søge efter nye bestyrelseskandidater på denne måde. Jeg har selvfølgelig været omkring Carlsbergfondets bestyrelse, det vil sige forperson Majken Schultz, og fået godkendt, at vi nu gør det på denne måde, og det er jo i sidste instans Carlsbergfondets bestyrelse, som skal godkende de tre kandidater, vi vælger. Men alt arbejdet indtil da med at finde de rette personer og afviklingen af samtaler med kandidaterne kører vi selv i den komité, som vi har nedsat i Tuborgfondets bestyrelse, sammen med konsulentfirmaet Genitor,” siger Anne-Marie Skov.
- Hvad er grunden til, at I leder efter de nye bestyrelsesmedlemmer sammen med konsulentfirmaet Genitor? Er det ikke en opgave, I kan klare selv i bestyrelsen?
”Det troede jeg også selv som udgangspunkt, at vi skulle. Men i og med, der er tale om en åben proces, forestiller vi os en ret stor interesse og mange ansøgere. Når vi søger folk til fondets sekretariat, kommer der ofte flere hundrede ansøgere, og jeg håber da også, det sker i dette tilfælde,” siger Anne-Marie Skov.
Stopper som forperson
Anne-Marie Skov er selv én af de tre personer, der træder ud af Tuborgfondets bestyrelse, så der kommer også til at ske et forpersonskifte. Det skyldes, at hun i juni fyldte 70 år og dermed falder for 70 års-reglen i Carlsbergfondets fundats.
”Jeg var direktør fra 2015 og har været forperson i bestyrelsen siden 2019, og det er da vemodigt at skulle forlade fondet, hvis arbejde har været hjerteblod for mig. Men jeg glæder mig til at skulle være med til at finde de tre nye medlemmer af bestyrelsen, og det er altid godt med forandring,” fastslår Anne-Marie Skov.
Hun oplyser, at det allerede er besluttet, at Trine Nielsen, som i dag er næstforperson, skal være ny forperson fra 1. januar 2024, så det er altså ikke en ny forperson, Tuborgfondet er på jagt efter med stillingsopslaget.
De øvrige to bestyrelsesmedlemmer, der skal afløses, er Johan Olsen og Mozhdeh Ghasemiyani.
Bestyrelsen i Tuborgfondet holder fire møder om året, men i stillingsopslaget pointeres det, at der er ”en del forberedelse forud for bestyrelsesmøderne”. En menig bestyrelsespost udløser 60.000 kroner årligt.