Dansk forskning bliver i stigende grad finansieret af midler fra private fonde, og det er ikke længere et særsyn, at de største danske fondes tilskud til forskning opgøres i både to- og trecifrede millionbeløb.
Inden for de seneste måneder har Fundats således blandt andet kunne fortælle om en ny pulje på 300 millioner fra Novo Nordisk Fonden til forskningsideer inden for naturvidenskab og teknik, om 232 millioner fra Lundbeckfonden til hjerneforskere fra Københavns og Aarhus Universiteter og om Villum Fondens og Velux Fondens samlede bevillinger på 799 millioner kroner i 2019 til forskningsprojekter.
Men har det nogen betydning, om pengene til forskningen kommer fra offentlige eller private midler? Og kan der være særlige krav tilknyttet fondsmidler til forskning, som påvirker den forskningsmæssige frihed? Sådan lyder spørgsmålene fra professor i ret og humaniora på Juridisk Fakultet på Københavns Universitet Helle Porsdam forud for en stor paneldebat med overskriften ‘Hvor kommer pengene fra til forskningen?’, som hun arrangerer på universitetet torsdag den 12. marts.
Professoren, der i 2017 som den første i KU´s historie blev udnævnt til såkaldt Unesco Chair i kulturelle rettigheder, deltager selv i paneldebatten flankeret af blandt andre Stinus Lindgreen, MF og forskningsordfører for Det Radikale Venstre, og Thomas Sinkjær, som er ansvarlig for Lundbeckfondens talentprogrammer.
Forud for debatten lægger Helle Porsdam ikke skjul på, at selvom hun personligt er ubetinget glad for den fondsstøtte, hun modtager, og aldrig selv har været i tvivl om sin forskningsmæssige frihed, hører og læser hun ofte om bekymrende tvivlstilfælde – især inden for de natur- og sundhedsvidenskabelige områder.
”Som forskere er vi jo umådeligt glade for, at vi har fondene. Jo færre penge, der bliver givet fra det offentlige til forskning, desto mere afhængige er vi af de private fonde. Så på den ene side er alle forskere himmelhenrykte for de midler, de får – men på den anden side hører jeg ofte, at der inden for den natur- og sundhedsvidenskabelige forskning stilles spørgsmål som: ‘Er der visse ting, jeg ikke kan sige og skrive?’ Og ‘Er der forskningsresultater, som vil være mindre velansete end andre?’ Det er blandt andet hele den diskussion, som jeg glæder mig til at tage fat på og selv blive klogere på den 12. marts,” siger Helle Porsdam til Fundats.
Risikerer at bevæge sig væk fra fri forskning
Professoren sidder p.t. i München, hjulpet på vej af et af Carlsbergfondets ét-årige monografistipendier. Stipendierne gives til førende, etablerede forskere, som barsler med et projekt, der, som Carlsbergfondet skriver på sin hjemmeside, ”sigter mod publicering af en banebrydende monografi eller doktorafhandling.” Og tidligere har Helle Porsdam blandt andre fået penge fra Velux Fonden.
”Det er fantastisk at have fået stipendiet fra Carlsbergfondet, og det er jeg utroligt glad for. Men som humanist er det nok heller ikke lige så påtrængende at forholde sig til, hvor pengene kommer fra. Derimod hører jeg om eksempler i natur- og sundhedsvidenskaben, hvor man som forsker må forholde sig til sin forskningsfrihed, og hvor forskere kan føle sig forpligtet i forhold til private fonde eller universiteternes ledelser,” siger Helle Porsdam.
Forskning burde, mener hun, dreje sig om ”at finde sandheden” – med tilføjelsen ”sådan lidt flot sagt.”
”Men hvis fondene i stigende grad giver penge til strategisk forskning, hvor der på forhånd bliver sagt, at fonden er interesseret i dé og dé emner, er vi på vej væk fra den fri forskning, som er den, vi på universiteterne er allermest interesserede i. Og måske er vi på vej imod, at fondene styrer forskningen i en bestemt retning. En retning, som måske slet ikke er dén, hvor de store resultater kommer fra,” siger Helle Porsdam.
Uudtalte krav fra fondene
Et af de store problemer set med Helle Porsdams øjne kan være, hvis der fra de støttende fondes side er det, hun betegner som ”uudtalte krav.”
”For så opstår tvivlsspørgsmålet, om man overhovedet kan publicere sine resultater, hvis de går imod de produkter, som fondene tjener penge på, eller på anden måde er upopulære? Og vil det så efterfølgende betyde, at man som forsker ikke får flere penge? Måske er dét blandt årsagerne til, at noget af det mest prestigefyldte i forskningen i dag er at få europæiske forskningsmidler, som er offentlige, og hvor der ikke er risiko for, at forskningsresultaterne er ugleset,” siger hun.
– Mener du, at den forskningsmæssige frihed generelt er i fare i lyset af de øgede fondsmidler til forskning?
”Det er der nogen, som vil sige, og jeg véd, at det er noget, der tales om i forskerkredse. Netop derfor er det et vigtigt emne at tage op til diskussion,” siger Helle Porsdam.
Paneldebat om fondsstøtte til forskning
- Afvikles torsdag 12. marts i Søren Kierkegaard auditoriet på Københavns Universitet, Njalsgade.
- Debatten ‘Hvor kommer pengene fra til forskningen’ er en del Helle Porsdams -Åben Unesco Chair foredragsrække’, hvor der er ét arrangement hvert semester.
- Medvirkende: MF for Det Radikale Venstre Stinus Lindgreen, cand.polyt. og dr.med. Thomas Sinkjær, som er ansvarlig for Lundbeckfondens talentprogrammer, professor i antikhistorie ved KU Marie Louise Bech Nosch, lektor ved Saxo-instituttet ved KU og tidligere formand for Forskningsrådet for kultur og kommunikation Dorthe Gert Simonsen og professor i ret og humaniora Helle Porsdam, KU.
- Der er fri adgang, men tilmelding er nødvendig på jura.ku.dk/cis/dansk/kalender/2020/unesco-chair-foredrag-12-marts/a>
– Når man ser på størrelserne af de bevillinger, blandt andre Lundbeckfonden og Villum Fonden og Velux Fonden giver til forskning, understreger de tal så ikke, som du ser det, fondenes kolossale betydning for dansk forskning?
”Det er nemlig det, de gør. Det er vigtigt også at få alle de gode ting frem, og vi skal være opmærksomme på fondenes gode hensigter og på, hvor glade vi som forskere er for fondenes støtte. Måske ender konklusionen fra panelet den 12. marts da også med at blive, at vi slet ikke ville have forskning i Danmark, hvis det ikke var for de private fonde. Helt sikkert er det i hvert fald, at ekstern funding er noget, alle forskere har inde på livet. Selv, når man i dag skal være professor på et universitet, indgår det i professorbedømmelsen, om man kan tiltrække ekstern funding. Går man 20 år tilbage, var kravene til funding ikke nær så store,” fastslår Helle Porsdam.
