Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Da EU i 2018 lancerede sit store initiativ til fremme af den grønne omstilling var målsætningerne ambitiøse. Til gengæld var der ikke ret mange detaljer. Kun de tre hovedpunkter var formuleret: nul CO2 emission in 2050, den økonomiske vækst skal videst muligt gøres miljøneutral, og alle skal nyde godt af omstillingen.
En stor del af finansieringen - 1.000 milliarder euro - skulle komme fra den private sektor. EU introducerede regler de for nye investeringsprodukter, som man håbede på ville blive skabt.
Disse regler drejer sig om de aktiver og aktiviteter, som de ny produkter kan investere i. Der er nu regler for, hvordan investeringsfonde kan investere, hvordan de skal rapportere og de navne, der kan benyttes, når man laver et ESG-produkt.
Det store flertal af fonde og stiftelser er ikke underlagt noget krav om at investere ESG-rigtigt. Men for dem, der har en eller anden from for naturbeskyttelse som formål, kan det give rigtig god mening at indrette investeringerne efter uddelingerne. Hvis ikke man kender investeringernes miljøpåvirkning, kan det vise sig, at investeringerne skader mere end en fond gennem sine uddelinger kan kompensere for.
Da offentligheden opdagede EU's initiativ, blev opmærksomheden hurtigt rettet mod nogle få emner, som blev synonyme med ESG
Den hurtige og ikke særligt logiske introduktion af elementerne i ESG-investering førte til en del forvirring. Da offentligheden opdagede EU's initiativ, blev opmærksomheden hurtigt rettet mod nogle få emner, som blev synonyme med ESG. Vi har alle hørt om dem:
Olieproduktion og udvikling af nye oliefelter, våbenproduktion, slaveri og børnearbejde, menneskerettigheder, korruption samt virksomheder, som er involveret i retssager vedrørende miljø og arbejdsspørgsmål.
Mange mener fortsat, at så længe man holder sig væk fra selskaber med disse egenskaber, så er man på den rigtige side af ESG-spørgsmålet. Sådan var det dengang, men ikke længere. ESG-investeringer er langt mere komplekse end blot at holde sig væk fra bestemte typer af selskaber. Det er helt OK at investere i selskaber, som gør en aktiv indsats for at reducere deres miljøbelastning.
Men - så længe man ikke har nogen metode til at definere begreberne, normer for hvordan forbedringer ser ud og data til at overvåge udviklingen er man ikke særlig godt rustet til at tage den grønne omstilling seriøst.
Bedre muligheder
Siden 2018 er der imidlertid blevet gjort et kæmpearbejde for at forbedre data, som viser hvordan selskaber klarer sig indenfor E, S og G. Specielt på miljøområdet er der opvokset en hel industri, som indsamler og behandler data, gør data tilgængelige, opstiller måder at sammenligne selskaber og deres aktiviteter.
Fonde og stiftelser, som har naturbevarelse i deres formålsparagraf, har nu langt bedre muligheder for at tilpasse deres investeringsstrategi til formålsparagraffen. I stedet for at fokusere på at ekskludere bestemte selskaber, kan man nu vælge at porteføljen måles op mod et indeks, som er på linje med forskellige internationale aftaler. Eller man kan indbygge bestemte præferencer i porteføljen. Eksempelvis kan man fokusere på selskaber, som har gode resultater eller markante fremskridt indenfor forebyggelse og bekæmpelse af forurening, og dette på tværs af sektorer.
Med de forbedrede datakilder bliver man også i stand til at følge selskabers aktivitet over tid, så man kan følge med i om et selskabs strategi indenfor et miljøområde giver de ønskede resultater, altså om selskabet over tid skader miljøet mindre.
Endelig kan man vurdere om et selskab gør noget for at beskytte sig selv mod bæredygtighedsrisici
Endelig kan man vurdere om et selskab gør noget for at beskytte sig selv mod bæredygtighedsrisici. For eksempel kan et selskab beskytte sig selv mod mangel på ferskvand ved at omlægge produktionen eller ved at flytte produktionsaktiviteterne.
Mens første ”version” af ESG i alt væsentligt var bygget på eksklusioner, så gør det markant forbedrede datagrundlag det muligt i langt højere grad at bygge investeringspolitikker på fondsområdet på fakta. Det er for eksempel muligt at fokusere på selskaber, som viser fremskridt inden for bestemte aktiviteter.
Data er endnu ikke perfekte, langt fra. Men forbedringen siden 2018 er imponerende. Og det bliver bedre endnu fra 2025 hvor flere end 40.000 europæiske selskaber skal rapportere endnu mere detaljeret om deres aktiviteter, set fra et miljøsynspunkt.
Eksklusioner betyder ikke nødvendigvis lavere afkast
Til sidst en bemærkning om sammenhængen mellem afkast og eksklusioner. Mange tror fejlagtigt, at eksklusioner fører til et lavere afkast. Data giver intet belæg for denne tro. Amerikanske olie- og gasaktier har for eksempel siden 1985 givet et lavere afkast end gennemsnittet af de 500 største selskaber (S&P500). Til gengæld har olie- og gasaktier været mere volatile. Ved at ekskludere olie- og gasaktier de sidste 40 år ville man have fået et højere og mere stabilt afkast.
I den korte årrække de har eksisteret, har nye ”climate transaction benchmarks”, aktieindeks som nedvægter olie- og gasselskaber og selskaber med høj CO2-udledning givet et bedre afkast, men en højere volatilitet end de traditionelle markedsindeks.
De såkaldte ”Paris Aligned Benchmarks”, som ekskluderer eller nedvægter en større del af aktiemarkedet, har siden starten af 2021 givet et 0,75 procent lavere afkast end det traditionelle indeks med samme volatilitet.
Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er at man ved at ekskludere bestemte sektorer opnår et andet forhold mellem afkast og risiko
Vil det også være sådan i 2024 og 2025? Det kan vi kun gætte om. Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er at man ved at ekskludere bestemte sektorer opnår et andet forhold mellem afkast og risiko.
Til gengæld er det tydeligt, at selskaber, som gør en indsats for at beskytte sig selv mod bæredygtighedsrisici, har en pæn sandsynlighed for at give et bedre afkast end selskaber, som bare lader stå til. Bæredygtighedsrisici er ESG-faktorer, som på uønsket vis kan give et negativt resultat på selskabets bundlinje.
