Selvom de fleste forældre gerne vil have, at deres børn kommer mere ud i naturen, oplever mange voksne, at de ikke føler sig klædt tilstrækkeligt på til at tage børnene med ud. Ifølge en måling, som Epinion har foretaget for Danmarks Naturfredningsforening, afholder manglende viden og inspiration næsten hver tredje børnefamilie fra at komme mere ud i naturen.
Det skal et nyt fondsstøttet projekt nu forsøge at lave om på. Med en bevilling på 9,9 millioner kroner over tre år fra Aage V. Jensen Naturfond vil Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund uddanne frivillige i at formidle natur i børnehøjde og samtidig give familierne overblik over, hvor der bliver afholdt børnevenlige naturarrangementer og ture.
”Det er utroligt vigtigt, at vores børn kommer ud i naturen og får et ordentligt forhold til den, men desværre viser flere undersøgelser, at børn i dag kommer markant mindre ud end de tidligere generationer. Med bevillingen kan vi nedbryde nogle af de barrierer, der hindrer mange børnefamilier i at opleve den danske natur. Det glæder vi os meget til at komme i gang med,” siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, i en pressemeddelelse fra foreningen.
Med bevillingen kan vi nedbryde nogle af de barrierer, der hindrer mange børnefamilier i at opleve den danske natur
Maria Reumert Gjerding – Præsident, Danmarks Naturfredningsforening
Også Aage V. Jensen Naturfond håber, at flere børnefamilier kommer ud i naturen.
”Det er afgørende for bevarelsen og udviklingen af natur i Danmark, at børn har forståelse for, hvorfor vi skal passe på naturen. Vi ser frem til, at mange tusinde børnefamilier i de kommende år kan få et samlet overblik over de mange naturoplevelser, der tilbydes i Danmark, og dermed få nem adgang til naturen med berigende indsigt,” siger fondens direktør Hanne Haack Larsen
Projektet bliver skudt i gang til efteråret.
Projekt vil styrke teknologisk robusthed
Blandt den seneste uges fondsuddelinger er også en større én af slagsen fra Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden, Rambøll Fonden, Niras Alectia Fonden og Poul Due Jensens Fond.
Med tilsammen 48,5 millioner kroner støtter de fem fonde sammen med otte universiteter over de næste fem år et nyt initiativ fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) kaldet ’Guide til et resilient Danmark’. Målet er at styrke Danmarks robusthed over for kriser ved at accelerere den teknologiske omstilling.
”Vi ønsker at lave en skabelon for en ny måde at arbejde på, hvor vi samler økosystemets centrale aktører om at accelerere Danmarks nødvendige, teknologiske omstilling,” siger Lia Leffland, akademidirektør i ATV, i en nyhed på Velux Fondenes hjemmeside.
Projektet udpeger tre teknologiske transformationstrends som afgørende for verdens fremadrettede bæredygtighed: Fossilfri, biobaserede og digitale teknologier. Målet er at udvikle Danmark til et foregangsland for omstillingen og dermed både styrke vores bæredygtighed og resiliens overfor kommende kriser samt øge den internationale konkurrenceevne.
“Danmark har nogle af de fremmeste vidensmiljøer inden for grøn omstilling og digitale løsninger. For at opnå det fulde potentiale skal der være et tæt samarbejde mellem universiteterne og erhvervslivet. Vi ser projektet som en rigtig god platform til at få Danmark helt med i front”, siger Lars Hansen, der er direktør i Villum Fonden.
Ildsjæle fylder tomme bygninger med liv
Vi fortsætter til den filantropiske forening Realdania, som netop har uddelt knap 10 millioner kroner til 13 nye såkaldte ’ildsjæleprojekter’.
Pengene skal bruges til at realisere bygge- og renoveringsdrømme gennem Realdanias ’Underværker’-kampagne.
Udgangspunktet for de støttede projekter er, at fællesskaber kan trives alle steder, og med de rigtige fysiske rammer kan de også udvikles og styrkes. Samtidig kan fællesskaber være med til at løse aktuelle udfordringer i samfundet.
Det er fantastisk at se, hvor mange ildsjæle der brænder for at gøre noget for deres lokalområde
Laura Bjerre Munch – Projektchef, Realdania
Flere af de nye projekter vil ifølge en pressemeddelelse fra Realdania skabe mere liv i landdistrikterne gennem lokale mødesteder, mens andre vil styrke den demokratiske samtale mellem unge og minoriteter.
Blandt projekterne, der har fået penge, er et i Køge, hvor et nedlagt vandværk skal omdannes til et kulturhus, mens lokale ildsjæle i Glamsbjerg på Fyn tager kampen op mod butiksdøden og vil skabe en bæredygtig borgerbutik.
”Det er fantastisk at se, hvor mange ildsjæle der brænder for at gøre noget for deres lokalområde. Deres begejstring smitter, og de påtager sig også et imponerende ansvar for at udvikle både steder og fællesskaber,” siger projektchef i Realdania Laura Bjerre Munch i en pressemeddelelse.
De 13 projekter er udvalgt blandt 119 ansøgninger i den seneste ansøgningsrunde.
Rhododendronsamling beskyttes mod svampeangreb
Botanisk Have i København råder over i alt 440 rhododendronplanter fordelt på omkring 200 arter. Takket være en bevilling på 4,7 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden bliver den unikke rhododendronsamling nu flyttet til en nyanlagt del af haven for at redde samlingen mod svampeangreb.
Da rhododendronbedet blev anlagt i år 2000, skete det med en uheldig blanding af sphagnum og barkflis. Desværre gav denne blanding optimale betingelser for ødelæggende svampeangreb. For at sikre, at Botanisk Have også i fremtiden har et unikt rhododendronbed, har det derfor været nødvendigt at anlægge et nyt bed, hvori havens mange arter kan få de rette vækstbetingelser, oplyser A.P. Møller Fonden i et opslag på Linkedin.
Det nye bed er anlagt i en tidligere uopdyrket del af haven ved siden af det gamle Palmehus.
Ud over flytningen af rhododendronbedet går bevillingen til nye skilte, hvor de besøgende i Botanisk Have får viden om de sjældne planter, deres historie og naturlige kredsløb.
Støtte til projekter om mental sundhed
34 arbejdspladser rundt omkring i Danmark kan nu sætte gang i arbejdet med den mentale sundhed. Det sker med midler fra den filantropiske forening Velliv Foreningen, som netop har besluttet at støtte de 34 projekter med i alt 5,6 millioner kroner.
Blandt arbejdspladserne er Sejergaardens Musikefterskole i Tølløse, som har fået tilsagn om 250.000 kroner. Pengene skal anvendes til at sætte fokus på mental sundhed i en periode med mange forandringer, og personalet på efterskolen vil ifølge en nyhed på Velliv Foreningens hjemmeside blive undervist i ’design thinking’ og trænet i ’feed-back og feed-forward’.
I alt har Velliv Foreningen i denne omgang uddelt projektstøtte for lige knap 15 millioner kroner. Der er nemlig også bevilget fem millioner kroner til en række analyser af blandt andet, hvordan virksomheder kan understøtte en god overgang for medarbejdere fra barsel til jobmarkedet.
Derudover har Velliv Foreningen givet 4,3 millioner kroner til to forskningsprojekter, oplyser foreningen.
15 fik penge fra royal fond
Børnecancerfonden og Børns Vilkår var blandt de 15 modtagere af penge, da Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond på sit seneste bestyrelsesmøde i alt blåstemplede bevillinger for 880.000 kroner.
Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond støtter humanitære, sociale, kulturelle, videnskabelige, idrætslige, uddannelse, almennyttige og almenvelgørende formål.
Og inden for den brede vifte af støtteområder blev der blandt andet givet tilsagn til Børnecancerfonden om 100.000 kroner, som skal bruges til et projekt kaldet ’Cool Camp’ – en rehabiliterings-camp for søskende til børn og unge med kræft.
Julemærkefonden fik en bevilling på 100.000 kroner, som skal gå til udsatte børns ophold i 10 uger på et Julemærkehjem, Ungdommens Røde Kors modtog også 100.000 kroner til ferielejre i år for udsatte børn og unge, mens Børns Vilkår til projektet ’Hør mig!’ fik 50.000 kroner, oplyser kongehuset på sin hjemmeside.
Støtte til krigsofre i Ukraine
Vi slutter ugens uddelingsrundtur hos Tømmerhandler Johannes Fogs Fond, hvor bestyrelsen på sit seneste møde uddelte knap 600.000 kroner.
Det største beløb, 100.000 kroner, tilfaldt ifølge Sjællandske Medier Dansk Flygtningehjælp, der vil bruge midlerne til nødhjælpsarbejde blandt krigens ofre i Ukraine.
Også to kor har fået penge fra Fogs Fond: Dels Kammerkoret Camerata, der 50.000 kroner rigere nu kan afholde sommerkoncerter i år. Og dels Det danske Drengekor, som med 20.000 fondskroner på kontoen senere i år tager på koncertturné i Frankrig og Belgien.
I alt modtog 23 institutioner og foreninger denne gang støtte fra fonden.