Da flere end 900 gæster og medlemmer af Realdania i november sidste år var samlet til valgmøde i Tivoli Congress Center i den filantropiske forenings hovedstadsområde, var det en rekordernes aften.
De fremmødte boligejere fra København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby fik således udleveret stemmesedler med et rekordstort antal kandidater til de syv pladser i Realdanias repræsentantskab. I alt var der 16 kandidater – fordelt med seks personer indstillet af bestyrelsen og 10 selvopstillere.
Ved afstemningen lykkedes det fem af københavnsområdets selvopstillerne at løse billet til repræsentantskabet, mens kun to af bestyrelsens kandidater fik tilstrækkeligt med stemmer.
Tendensen med et stort antal selvopstillere var den samme, da Realdania også i november 2022 holdt valgmøde i Hillerød i område 9. Her kæmpede syv kandidater opstillet af bestyrelsen og fem selvopstillere om de i alt otte nordsjællandske pladser i repræsentantskabet.
Når Realdania i denne måned på ny har indkaldt til regionale valgmøder, er situationen mildest talt en anden, når det gælder medlemmernes lyst til af egen drift at stille op til repræsentantskabet.
Ved valgmødet i aften, tirsdag den 7. november, for valgområde 4 (Syd- og Sønderjylland), som afvikles simultant i Haderslev og Esbjerg, er der ikke en eneste selvopstiller blandt kandidaterne. Alle fem kandidater er således indstillet af bestyrelsen, og der er dermed ikke kampvalg.
Det er der heller ikke ved valgmødet den 28. november i område 8 (Nordjylland), hvor der skal vælges seks repræsentantskabsmedlemmer. Her kan de fremmødte nordjyske boligejere vælge mellem én selvopstiller, Bo Geertsen, og fem kandidater indstillet af bestyrelsen. Det er altså på forhånd afgjort, at alle seks får en plads i repræsentantskabet.
Ikke udtryk for manglende interesse
Administrerende direktør i Realdania Jesper Nygård glædede sig sidste år i Fundats over det store antal selvopstillere.
”10 selvopstillere til ét valgmøde er det højeste antal, vi nogensinde har haft. Det er en superflot rekord og enormt glædeligt at konstatere, at interessen for at blive en del af det, vi laver, hele tiden vokser,” sagde Jesper Nygård.
Når Jesper Nygård her ét år senere skal komme med sin forklaring på, hvorfor der kun er én selvopstiller ved de to geografiske valg i Syd- og Sønderjylland og Nordjylland, siger han:
”Det har jeg ikke noget konkret bud på. Der har altid været flere selvopstillere i Øst- end i Vestdanmark. Eksempelvis havde vi også sidste år geografisk valgmøde i område 5 i Vejle, hvor der kun var én selvopstiller.”
Måske handler det, helt banalt, bare om, at vores medlemmer anerkender bestyrelsens evne til at finde gode kandidater
Jesper Nygård – Administrerende direktør, Realdania
- Da I for et år siden afholdt valg i København og Nordsjælland, var der henholdsvis 10 og fem selvopstillere. Handler den store forskel fra sidste år til i år kun om geografi, altså at I, som du siger, traditionelt har flere selvopstillere i Østdanmark, eller ser du faldet i antallet af selvopstillere som en tendens?
”Jeg har ikke evidens for at sige noget om forskellene på Øst- og Vestdanmark – jeg nævner bare, at sådan har det hidtil været. Jeg oplever ikke det faldende antal selvopstillere som manglende interesse for Realdania eller som en ny tendens. Der er stadig rigtig mange tilmeldte til møderne, og der bliver altid stillet rigtig mange spørgsmål. Måske handler det, helt banalt, bare om, at vores medlemmer anerkender bestyrelsens evne til at finde gode kandidater, hvor der er gjort meget ud af at sikre diversitet i forhold til kandidaternes alder, køn, stillingsbetegnelse og faglighed. Det får vi i hvert fald altid mange anerkendende ord for,” understreger Jesper Nygård.
Er blevet nemmere at stille op
Ifølge Realdanias direktør er det ”på ingen måde blevet sværere at blive selvopstiller”.
”Tværtimod er det blevet nemmere at finde de relevante oplysninger og blanketter på hjemmesiden, som man skal bruge, hvis man ønsker at stille op,” siger Jesper Nygård.
- Hvad betyder det for foreningsdemokratiet i Realdania, at der ikke til alle regionale valg er medlemmer, som af egen drift vælger at stille op til repræsentantskabet?
”Jeg kan rigtigt godt lide, når der er mange deltagere på valgmøderne og mange selvstopstillere. Men det er ikke bestyrelsens opgave at skabe et kampvalg. Det er derimod en opgave for de medlemmer, der måtte ønske et kampvalg,” siger Jesper Nygård.
Jeg ser det ikke som svækkelse af demokratiet, at der ikke er kampvalg hver gang, men det er rigtig fint, når det er tilfældet, og mange viser interesse for at stille op
Jesper Nygård – Administrerende direktør, Realdania
”Dem, der vælger at stille op som selvopstillere og bliver valgt, er dygtige og konstruktive mennesker, som bidrager aktivt til arbejdet i Realdanias repræsentantskab – og præcis det samme gælder bestyrelsens kandidater. Jeg ser det ikke som svækkelse af demokratiet, at der ikke er kampvalg hver gang, men det er rigtig fint, når det er tilfældet, og mange viser interesse for at stille op,” understreger Jesper Nygård.
Han noterer sig samtidig, at tilgangen til at ønske at blive valgt ind i Realdanias 109 medlemmer store repræsentantskab er en anden, end når der afvikles politiske valg i Danmark.
”Det charmerende ved en organisation som vores er, at folk stiller op af interesse for Realdania og uden at tale nedsættende om de andre kandidater – i modsætning til ved folketings- eller kommunevalg, hvor folk oftest stiller op, fordi de ikke vil have, at folk stemmer på andre,” mener Jesper Nygård.
“Massivt kampvalg” i valggruppe for erhverv
Udsigten til to geografiske fredsvalg med henholdsvis nul og én selvstopstiller på stemmesedlen får ikke Jesper Nygård til at overveje, at Realdania fremover skal gribe valghandlingen an på en ny måde.
”Jeg ser det ikke som nul og én, men derimod som nul, én, nul og to, idet jeg også medregner valgmøderne for landbrug og erhverv, og der er lagt op til et ret massivt kampvalg i erhverv. Jeg tror ikke, vi vil gøre noget anderledes fremover. Det er nu en gang ikke bestyrelsens opgave at sikre kampvalg,” siger den administrerende direktør.
Når der trods den ene selvopstiller ikke er kampvalg ved det geografiske valg i område 8, skyldes det, at en af bestyrelsens kandidater i den faglige valggruppe for landbrug tidligere på efteråret måtte trække sig. Det fik en af bestyrelsens oprindelige kandidater i område 8 til at ønske i stedet at blive opstillet i valggruppen for landbrug.
Valgmødet i landbrugsgruppen finder sted onsdag den 22. november 2023 i DR Koncerthuset i København. Her er der ingen selvopstillere blandt de syv kandidater og intet kampvalg.
Dagen efter, torsdag den 23. november, er der valg i den faglige valggruppe for erhverv også i DR Koncerthuset. Her er der kampvalg, idet ni kandidater – heraf to selvopstillere – krydser klinger om de syv pladser i repræsentantskabet.