Nuværende direktør i Lægemiddelstyrelsen Lars Bo Nielsen bliver pr. 1. august ny fondsdirektør i Villum Fonden.
Det sker efter fonden i februar meddelte, at Lars Hansen stopper som direktør efter ti år på posten.
Lars Bo Nielsen har en lang forskerkarriere bag sig blandt andet som dekan og professor ved det sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, på Aarhus Universitet og som institutleder for Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet.
En erfaring, som han får brug for, når han skal stå spidsen for uddelingsaktiviteterne i en af Danmarks største filantropiske fonde. Villum Fondens almennyttige fokus er således “at understøtte og udvikle en oplyst verden og et solidt vidensberedskab inden for teknik og naturvidenskab.”
Villum Fonden har uddelt mere end en milliard kroner om året i perioden fra 2021-2023. I de tre år er mere end halvdelen af midlerne gået til tekniske og naturvidenskabelige forskningsprojekter, fremgår det af fondens bevillingsoversigt.
Derudover uddeler fonden til uddannelse, klima og kulturområdet.
Det er også Lars Bo Nielsens forskerbaggrund, som fremhæves i udtalelserne fra Jens Kann-Rasmussen, bestyrelsesformand i Villum Fonden:
“Lars Bo Nielsen er en meget erfaren leder med en solid forskningsbaggrund, der har et indgående kendskab til forskningsverdenen og det naturvidenskabelige område kombineret med stor strategisk forståelse og politisk indsigt. Vi er meget glade for at kunne byde ham velkommen som ny direktør for Villum Fonden, hvor han kommer til at stå i spidsen for den fortsatte udvikling af fondens arbejde for at skabe en oplyst verden gennem forskning, uddannelse og kultur samt arbejdet med at bekæmpe klimaforandringer,” siger han i pressemeddelelsen.