”Sammen om vækst i landdistrikterne – hvordan skaber vi arbejdspladser, bosætning og arbejdskraft?”.
Det er overskriften, når Fondenes Videnscenter den 25. september samler både fonde, forskere og politikere på Nationalmuseet til debat om, hvad der skal til for at tiltrække, fastholde og opkvalificere arbejdskraft til landdistrikterne.
Debatten arrangeres i kølvandet på et nyt landdistriktsudspil fra regeringen, som blev præsenteret i august. I udspillet ‘Sammenhæng og balance: Frihed, fremtid og muligheder i hele Danmark’ fremlægger regeringen en række nye initiativer, som skal “skabe rammerne for, at det fortsat er attraktivt at bosætte sig i landdistrikterne.”
Ifølge Egon Bjørnshave Noe, professor i rural sociologi og leder for Center for Landdistriktsforskning på SDU, spiller de private fonde en afgørende og tiltagende magtfuld rolle i udviklingen af de danske landdistrikter.
“Der er mange fonde, der giver til det her område, og deres ageren har i dag en kæmpe indflydelse på landdistrikterne. De er blevet en helt afgørende spiller, som sætter deres klare præg på hvad og hvem, der får penge til udvikling,” siger Egon Bjørnshave Noe.
”Fondene har dermed også naturligt et større ansvar for, hvordan deres donationer påvirker udviklingen,” siger han.
Han er dog kritisk over for, hvordan fondene forvalter den magt i dag og den måde, de uddeler penge til landdistrikterne.
“Det er selvfølgelig super godt, at de har fokus på området. Men der er flere udfordringer i forhold til, hvad fondene vælger at støtte og de krav, de stiller. De giver mest til prestigeprojekter, som ikke kommer landdistrikterne bredt set til gode og deres støtte giver en skævvridning, hvor mange af de svageste kommuner og landsbyer ikke får del i pengene,” siger Egon Bjørnshave Noe.
Øget magt og indflydelse
Regional udvikling og landdistrikter er i dag et område, som mange fonde har som en integreret del af deres filantropiske indsats, og som de hvert år uddeler store summer til. Det gælder store spillere som A.P. Møller Fonden, Det Obelske Familie Fond, Realdania, Færch Fonden, Spar Nord Fonden og Nordea-fonden. Blandt andet har Realdania som af sine filantropiske ambitioner, at de vil fremme stedbundne potentialer over hele landet. Den filantropiske forening har netop gennemført kampagnen ’Stedet Tæller X’ sammen med Ny Carlsbergfondet, som har udvalgt otte lokale kunst- og arkitekturprojekter, som skal bidrage til at løfte et konkret geografisk område.
Nordea-fonden har ‘liv i det lokale’ som et specifikt fokusområde og uddeler årligt 50 millioner kroner til mere end 1.500 lokale projekter.
Det er dog ikke kun et uddelingsområde for de store fonde. Der er rundt omkring i landet også en række mindre lokalt forankrede fonde, som uddeler deres midler med fokus på snævre geografiske områder. Et eksempel er Jelling Sparekasses Fond, som “har til formål at yde støtte til almennyttige eller velgørende formål indenfor den tidligere Jelling Sparekasses virkeområde, der omfatter Jelling, Vejle, Thyregod, Horsens, Hedensted, Egtved og disse byers opland.”
Der findes i dag ikke konkrete opgørelser over, hvor mange penge de private fonde samlet set uddeler til landdistrikterne, og hvad pengene går til.
Men ifølge Egon Bjørnshave Noe er fondenes uddelinger til området steget markant de seneste år - i takt med at fondenes uddelinger generelt er vokset.
“De giver mere og mere til landdistrikter og lokale projekter, og fondenes rolle og betydning for landets yderområder har gennem de sidste år været stigende,” siger han.
Fondenes Videnscenters opgørelse over fondenes uddelinger fra 2018-2022, som er baseret på tal fra Danmarks Statistik, viser således også, at uddelingerne til erhvervsfremme- og regionaludviklingsformål er steget fra 776 millioner kroner i 2018 til 1.155 millioner kroner. Det tal favner dog ikke fondenes uddelinger eksempelvis inden for kultur- og det sociale område, som også er steget markant i perioden, og hvor der er store summer, der havner ude i landdistrikterne.
Mange prestigeprojekter
Flere af særligt de store danske fonde har gennem de seneste år uddelt store summer til landdistrikterne, som er direkte øremærket kulturelle mødesteder eller historiske monumenter. Eksempelvis gennem støtte til restaurering af historiske bygninger, nye lokale vartegn eller nye og gamle kulturinstitutioner.
Der er brug for, at fondene kigger på at støtte projekter, som i højere grad kan kopieres, skaleres og drives andre steder - også uden fondsstøtte
Egon Bjørnshave Noe – professor i rural sociologi og leder for Center for Landdistriktsforskning på SDU
Netop den form for fondsstøtte er Egon Bjørnshave Noe kritisk overfor.
“Fondene giver meget til prestigeprojekter, der stiller dem i godt lys - men ikke nødvendigvis bidrager til udviklingen af et område, og som ikke kommer de mange til gode. Det kan godt være, at projektet løfter lige præcis det konkrete sted, men det er ikke noget, der kan løfte landdistrikterne bredt set,” siger han og opfordrer fondene til at kigge på andre typer af indsatser:
“Der er brug for, at fondene kigger på at støtte projekter, som i højere grad kan kopieres, skaleres og drives andre steder - også uden fondsstøtte,” siger han.
De ressourcesvage områder bliver overset
Et andet problem, som Egon Bjørnshave Noe peger på i forhold til fondenes uddelinger til landdistrikterne, er fordelingen af penge.
Han mener, at det i høj grad er det stærkeste kommuner, der får del i fondenes penge - og at de mere udsatte og ressourcesvage kommuner bliver overset.
Landdistrikterne er i høj grad blevet bundet op på en fundingøkonomi. Der er en kamp om at få pengene, og det er ikke alle, der kan løfte den opgave.
Egon Bjørnshave Noe – professor i rural sociologi og leder for Center for Landdistriktsforskning på SDU
"Landdistrikterne er i høj grad blevet bundet op på en fundingøkonomi. Der er en kamp om at få pengene, og det er ikke alle, der kan løfte den opgave. Det er svært for dem, der ikke er så ressourcestærke - og derfor er det ikke altid de mest relevante projekter, der får del i pengene,” siger han.
Det forstærkes ifølge Egon Bjørnshave Noe yderligere af, at nogle fonde har et krav om medfinansiering, som mange mindre ressourcestærke områder ikke kan løfte og derfor ikke kan komme i spil.
Efterlyser mere deltagende filantropi
Egon Bjørnshave Noe efterlyser, at fondene går mere i dialog med lokale områder, kommuner, landsbyer om, hvad der skal gives penge til, og hvordan pengene bruges bedst muligt - fremfor selv at definere det.
“De kan tilføje meget til et område, og folk er jo generelt glade, når der kommer en pose penge, men spørgsmålet er, om det faktisk går til noget, der gør en reel forskel. Derfor bør fondene i højere grad kigge på, hvad har landdistrikterne brug for og gå i dialog med kommunerne og landsbyerne om, hvad der reelt har værdi for dem.”
Det er en tendens, man i stigende grad ser i USA under betegnelsen participatory philanthropy, hvor flere fonde, der særligt opererer i lokalmiljøer, inddrager borgere og aktører i processen omkring, hvordan midlerne skal fordeles.