Flere almene fonde ansøger om tilladelse til at uddele deres resterende midler til foreninger, når formueafkastet er blevet for småt til at betale de løbende regninger.
Det fortæller kontorchefen for fondsområdet i Civilstyrelsen.
"Det er vores oplevelse, at flere fonde i forbindelse med deres opløsning ønsker at overlade fondens resterende midler til en forening," siger Rikke Sidelmann Jørgensen, der også omtalte problemstillingen under sit oplæg om tendenser i Civilstyrelsens fondstilsyn ved Fondenes Dag. .
Det er langtfra ualmindeligt, at et par hundrede ikke-erhvervsdrivende fonde hvert år må dreje nøglen om. Civilstyrelsen oplyste tidligere på året, at 236 fonde sidste år fik styrelsens tilladelse til endelig opløsning, mens tallet for 2022 var 251.
Når det sker, skal de resterende midler uddeles. I den forbindelse anmoder flere af fondene altså om tilladelse til at overlade pengene til foreninger og indsamlende organisationer.
De bliver imidlertid mødt med et afslag fra Civilstyrelsen.
Det er nemlig ikke tilladt at uddele midlerne til en forening, der derefter kan disponere pengene efter eget ønske, forklarer Rikke Sidelmann Jørgensen.
"Det er som udgangspunkt ikke tilladt at overlade midlerne til en forening. Det kan kun ske, hvis det fremgår af fondens opløsningsbestemmelse. Hvis det ikke er tilfældet, skal midlerne uddeles i overensstemmelse med fondens formål eller et beslægtet formål," siger hun.
33 afslag på tre år
Kort fortalt definerer opløsningsbestemmelsen i vedtægterne for en fond, hvad der skal ske med de resterende midler i tilfælde af, at fonden opløses.
Det er ikke et lovkrav, at en ikke-erhvervsdrivende fond har en opløsningsbestemmelse i sine vedtægter. En opløsningsbestemmelse er populært sagt stifters mulighed for at bestemme, at midlerne skal uddeles til andet end det oprindelige formål, fortæller Rikke Sidelmann Jørgensen.
I løbet af 2024 har Civilstyrelsen givet 24 afslag på ansøgninger om tilladelse til, at en fond i forbindelse med lukningen uddeler sine resterende midler. I ti af de afslag havde fonden ønsket at uddele pengene til en forening eller organisation. Det oplyser styrelsen til Fundats.
I 2023 gav Civilstyrelsen 26 afslag på uddelingsansøgninger fra fonde under lukning, herunder ni ansøgninger om at uddele pengene til en forening eller organisation.
Året forinden handlede 14 ud af styrelsens 44 tilsvarende afslag om at uddele til foreninger eller organisationer.
"Vi fører ikke statistik på, hvor mange fonde, der i forbindelse med deres opløsning ønsker at overlade deres resterende midler til foreninger. Men det er en situation, vi jævnligt støder på," siger Rikke Sidelmann Jørgensen.
De resterende afslag har mange forskellige årsager, oplyser Civilstyrelsen; men fælles for dem er, at de ikke lever op til fondens uddelingsformål i vedtægterne.
I strid med stifters vilje
Civilstyrelsen tillader, at en fond bliver opløst, hvis den har eksisteret i et vist tidsrum og der ikke længere er et rimeligt forhold mellem fondens formue og fondens formål, skriver Civilstyrelsen i sin vejledning.
Det kræver som udgangspunkt, at fonden har eksisteret i mindst ti år, at fondens samlede midler ikke må overstige tre-fire millioner kroner, og at der ikke længere er rimeligt forhold mellem fondens formål og formue.
Vi fører ikke statistik på, hvor mange fonde, der i forbindelse med deres opløsning ønsker at overlade deres resterende midler til foreninger. Men det er en situation, vi jævnligt støder på.
Rikke Sidelmann Jørgensen – kontorchef, Civilstyrelsen
Midlerne skal som udgangspunkt uddeles i overensstemmelse med fondens formål, medmindre fondens vedtægt har en opløsningsbestemmelse.
”Stifters vilje er udtrykt gennem fondens formål. Så hvis der uddeles i strid med fondens formål, vil det formentlig være i strid med stifters vilje," siger Rikke Sidelmann Jørgensen.
Tilsynet følger ikke pengene
Foreninger er i sagens natur ikke underlagt fondslovgivningen, og dermed kan det ikke kontrolleres, om pengene i sidste ende går til formålet i vedtægterne.
"De ikke-erhvervsdrivende fonde er underlagt fondslovgivningen og Civilstyrelsens tilsyn. Og hvis man overfører midlerne til en forening, der ikke er underlagt fondslovgivningen, kan vi ikke sikre os, at de bliver uddelt efter formålet," siger Rikke Sidelmann Jørgensen.
"Med andre ord følger tilsynet ikke med pengene, når fonden bliver opløst," siger hun.
Der er imidlertid undtagelser. Hvis en fond i forbindelse med sin opløsning ønsker at overlade pengene til en forening, kan det godt lade sig gøre, såfremt pengene bliver reserveret til et bestemt formål.
"Problemet er, hvis det ikke er tilstrækkeligt konkretiseret, hvad pengene skal uddeles til. Derfor kan vi kun give tilladelse til at give midlerne til en forening, hvis de bliver øremærket til et bestemt formål, der er i overensstemmelse med fondens vedtægter," siger Rikke Sidelmann Jørgensen.