Tommy Thomsen er den 10. april 2016 indtrådt i Lauritzen Fondens bestyrelse. Tommy Thomsen har 35 års erfaring i den maritime sektor – blandt andet fra Maersk, Clipper og Nordic Tankers. Han har siden 2013 siddet som CEO for Investeringsfonden for Udviklingslande, IFU, en statslig fond, som stiller risikovillig kapital til rådighed for danske virksomheder, der investerer og etablerer forretning i udviklingslande.
"Med Tommys alsidige baggrund og mangeårige erfaring inden for søfart, fondsforvaltning, strategiudvikling og økonomisk styring, vil hans kompetencer i høj grad kunne bidrage til fondens erhvervsmæssige del, men også den almennyttige og sociale. Med Tommys indtrædelse i fondens bestyrelse udgøres den nu af 9 medlemmer, heraf 3 medarbejdervalgte", skriver Lauritzen Fonden i en pressemeddelelse.
Privat bor Tommy Thomsen i Charlottenlund, er gift og har to voksne sønner.
Lauritzen Fonden er en erhvervsdrivende fond, der ud over at være moderselskab til J. Lauritzen A/S og DFDS A/S, hvert år uddeler mellem 20-30 millioner kr. til projekter med socialt, kulturelt, uddannelsesmæssigt og maritimt fokus.