Hvilke problemer og udfordringer optager bestyrelser og administratorer i de små og mellemstore fonde?
Og hvordan kan en mindre fond drage fordel af et fondsnetværk?
Det var nogle af de spørgsmål, der blev diskuteret på det etablerende møde i Dansk Erhverv den 6. juni.
En dem, der mødte op til det første møde i børsbygningen i København, var Cecilie Alsted, som er vicedirektør i Tandlægeforeningen. Hun har desuden opgaven med at administrere den almene fond, Tandlægeforeningens Forskningsfond.
Cecilie Alsted har tidligere været administrations- og sekretariatschef i de to erhvervsdrivende fonde Industriens Fond og KFI Erhvervsdrivende Fond, og hun ser frem til at indgå i fondsnetværket for de små og mellemstore fonde.
”Jeg synes fondsarbejdet er spændende, men i Tandlægeforeningen har vi ikke nogen ansatte, der arbejder indenfor fondsområdet. Der, hvor jeg vil kunne bruge netværket, er til at holde mig opdateret og få noget erfaringsudveksling. Hvad gør andre? Hvordan håndterer man bedst nye governancekrav, og er der nogle, der har nogle gode løsninger på den samme type udfordringer, som vi har?” siger Cecilie Alsted.
Netop videndeling om fondenes administrative forhold er også den primære årsag til Holger Bisgaards interesse i netværket. Han er bestyrelsesformand i den erhvervsdrivende fond, Jacob Gades Legat.
”Generelt synes jeg, det er er udmærket, at man danner nogle fællesskaber, hvor man drøfter de udfordringer, som mindre og mellemstore fonde har. Der er jo både finansielle, organisatoriske og lovgivningsmæssige udfordringer, som er relativt store for fonde, der ikke har milliarder på bogen,” siger Holger Bisgaard
Men samtidig er det noget, der bare skal være styr på, og der skal være orden i penalhuset.
Cecilie Alsted – Vicedirektør, Tandlægeforeningen
”Det er jo de samme ting, vi sidder og bikser med alle sammen, og for mange af os, der administrerer mindre fonde, er det jo bare et lille appendiks til ens øvrige arbejde. Men samtidig er det noget, der bare skal være styr på, og der skal være orden i penalhuset. Og her kan sådan et netværk være en rigtig god hjælp,” siger Cecilie Alsted.
Både Holger Bisgaard og Cecilie Alsted peger desuden på det stigende omfang af nye love og regler, som et af de områder, hvor der kan være behov for at udveksle erfaringer med andre fonde.
”Verden bliver jo på mange måder mere kompleks i disse år med lovgivning fra både EU og den danske stat, som man ofte har svært ved pludseligt at skulle honorere i de mindre fonde. Samtidig har vi jo haft nogle år med mindre afkast end normalt. Så derfor synes jeg, det vil være godt at drøfte de her problemer i et fællesskab,” siger han.
Varetagelse af de mindre fondes interesser
Cecilie Alsted fra Tandlægeforeningens Forskningsfond mener desuden, at fondsnetværket på længere sigt vil kunne bruges til at gøre politikerne opmærksomme på de særlige hensyn, som fondslovgivningen bør tage til små og mellemstore fonde.
”Som der også blev talt om på det første møde, kunne det jo være godt, hvis lovgivningen var lidt differentieret, så det ikke er de helt små fonde, der har det allerstrammeste regelsæt. Derfor synes jeg, det er fint, at netværket ligger hos Dansk Erhverv, som netop har nogle muskler til at til at varetage den slags opgaver, og en maskine der er vant til at få det til at fungere,” siger hun.
Også Holger Bisgaard er åben overfor, at netværket kan støtte fondene på andre måder, hvis medlemmerne ser et behov for det.
”Så må vi se, hvordan et netværk kan udvikle sig, om det senere hen skal være en egentlig interesseorganisation eller om det skal fortsætte som et uformelt netværk,” siger han og fortsætter.
Jeg tror, at mange af de mindre og mellemstore fonde har god gavn af den viden, man kan indhente via Fondenes Videnscenter. Men det er ikke nok til at kunne tackle mange af de dagligdags problemer
Holger Bisgaard – Bestyrelsesformand, Komponisten Jacob Gades Legat
”Jeg tror, at mange af de mindre og mellemstore fonde har god gavn af den viden, man kan indhente via Fondenes Videnscenter. Men det er ikke nok til at kunne tackle mange af de dagligdags problemer, som fondene står med, for der er jo begrænsede ressourcer til ens egen administration,” siger Holger Bisgaard.
Til efteråret tager netværket fat på løbende møder med fokus på videndeling om store og små fondsproblemstillinger.
”Next step er en møderække med egentlige fondstemaer på dagsordenen. Vi planlægger at holde to møder i efteråret,” siger salgschef i Dansk Erhverv Jesper Juul-Jensen.
Han understreger, at det er fondene selv, der skal bringe indhold til netværket og det ligesom Dansk Erhvervs øvrige netværk også er medlemmerne, der skal stå for udgifterne.