KR Foundation lancerer et nyt tema i indsatsen mod den globale opvarmning. Fonden har i sin første tid haft stort fokus på de vestlige, vækstdrevne økonomiske systemers indflydelse på klimaforandringerne. Gennem støtte til både forskning og aktivistiske græsrodsorganisationer har fonden bidraget til at skabe ny viden og mere opmærksomhed om særligt den finansielle sektors medansvar for klimaforandringerne.
Det har givet gode resultater, vurderer fonden. Derfor har bestyrelsen besluttet at fastholde arbejdet med at få verdens investorer væk fra kul-, olie- og gasbranchen, som udleder store mængder CO2, og i stedet få investeringerne drejet i retning af de grønne områder, der bidrager til at løse klimaproblemet.
Men samtidig udvider fonden nu med et ekstra programområde, som tager fat på de blødere virkemidler, der kan dirigere verdens forbrug i en mere bæredygtig retning og støtte den udvikling, der skal til for at indfri EU-landenes og FNs målsætninger fra Paris-aftalen om at reducere klodens temperaturstigninger.
”Jeg har hele tiden troet på, at adfærd bliver det næste store tema inden for klima. Det skyldes, at den grønne omstilling, det at ’go low carbon’, implementere Paris-aftalen og reducere den globale opvarmning, kun kan lade sig gøre, hvis alle begynder at tænke over deres egen adfærd og omsætter det til handling,” siger bestyrelsesformand Connie Hedegaard til nyhedsbrevet Danmarks Fonde.
Tredje fase af klimakampen
KR Foundation arbejder internationalt og langt størstedelen af de projekter, fonden støtter, ligger da også uden for Danmark. Men hvor uddelingerne inden for programområdet om grønne investeringer og sorte afinvesteringer i høj grad er gået til vestlige lande, har det nye call allerede trukket ansøgninger til fra et langt bredere felt end tidligere, fortæller forhenværende klimakommissær Connie Hedegaard, der udover formandsposten i KR Foundation blandt andet også er formand for den grønne tænketank Concito:
”Det er simpelthen strømmet ind med forslag og initiativer siden vi annoncerede det nye programområde om bæredygtig adfærd. Der er virkelig mange ansøgninger, og det interessante er, at der kommer forslag ind fra flere forskellige kontinenter og mange lande. Jeg tror, vi er de første, der for alvor er gået den vej, og det viser, at der er en brik i klimaspillet, der ikke er godt nok belyst,” siger hun.
Hun forklarer, at klimaproblematikken fra begyndelsen koncentrerede sig om at etablere den videnskabelige dokumentation for, hvordan klimaproblemet opstår og udvikler sig. Senere har man fokuseret på de økonomiske sammenhænge i klimaproblemet samt konsekvenserne for vækst og beskæftigelse, når løsningerne skal gennemføres.
”Både de naturvidenskabelige og økonomiske spørgsmål har været vældig vigtige. Men den tredje og lige så vigtige del af klimaproblemet tror jeg ligger inden for humanvidenskaben. Altså hvordan kan vi få mennesker til at gøre noget andet i dag, end de gjorde i går,” siger hun.
Nudging og forbrugsmønstre
Connie Hedegaard mener, at problemerne med klimaet og udnyttelsen af klodens begrænsede ressourcer ikke alene kan løses via politiske beslutninger og mere regulering.
”Næste skridt kræver derfor blandt andet, at forskningsmiljøerne i langt højere grad indgår i ægte tværfaglige samarbejder for at koble klimadagsordenen og den økonomisk dagsorden med de mennesker, der ved noget om, hvad der skal til, for at folk virkelig ændrer deres adfærd,” siger hun.
I KR Foundations nye program for ’sustainable behaviour’ vil fonden give støtte til projekter, der har potentiale til at ændre forbrugsmønstre på et systemisk niveau, eller som udforsker nye måder at fremskynde adfærdsændringer.
Som eksempler på støtteegnede projekter nævner fonden initiativer, der kan fremme bæredygtig adfærd ved at ændre incitamentsstrukturer, skabe nye infrastrukturer eller ændre måderne, hvorpå vi træffer forbrugsvalg.
”Vi tror, der ligger nogle muligheder i at få mere viden om, hvordan man for eksempel ’nudger’ folk. Vi ved, at det hjælper på folks handlekraft, hvis man ikke tror, at man er den eneste i verden, der rykker. Men hvordan får man den viden bragt i spil hos dem, der forholder sig til, hvordan supermarkeder er struktureret; til dem der producerer det tøj, vi går i; eller til dem der planlægger, hvordan byerne skal se ud? Det er en komponent i klimaindsatsen, som vi mener, det er vigtigt at få tænkt med ind,” siger Connie Hedegaard.
KR Foundation havde første ansøgningsrunde på det nye programområde “sustainable behaviour” i september i år og næste deadline er den 17. januar. Fonden uddeler for 100 millioner kr. årligt.