Hvor meget armslængde skal der til, for at en fond undgår en uheldig magtkoncentration hos bestyrelsesformanden?
Det spørgsmål er på ny blevet aktuelt med sagen om Gangstedfonden, hvor fondens administrator er ansat i formandens eget advokatfirma.
Fundats omtalte for nylig sagen om Gangstedfonden, som i 2023 fik en påtale fra Erhvervsstyrelsen på grund af bestyrelsesformand Christian Gangsted-Rasmussens dobbeltrolle i fonden, idet han sideløbende med formandsarbejdet har arbejdet som fondens administrator.
Det er et brud på erhvervsfondslovens § 52, stk. 3, som fastslår, at formanden ikke må udføre arbejde for fonden, der ikke er en del af hvervet som formand. Formålet med forbuddet er at forhindre en magtkoncentration hos formanden, som kan føre til manglende tilsyn med fondens drift.
Man kunne spørge, om ikke erhvervsfondsloven burde tage højde for situationer, hvor bestyrelsesformanden har bestemmende indflydelse på administrator.
Lars Kiertzner – revisor
Problemet er sidenhen blevet løst, idet hvervet som Gangstedfondens administrator varetages af en anden ansat i Christian Gangsted-Rasmussens advokatfirma, hvilket Erhvervsstyrelsen ikke anfægter.
Gangstedfonden har således oplyst til styrelsen, at Advokatfirmaet Gangsted-Rasmussen, en fire personer stor virksomhed på Esplanaden i København, har en administrator ansat til blandt andet at varetage fondens daglige opgaver.
Hvad er den substantielle forskel?
Det rejser imidlertid et nyt spørgsmål om adskillelsen mellem rollerne som bestyrelsesformand og administrator.
Den person, som underskriver sig som Gangstedfondens administrator, er nemlig Christian Gangsted-Rasmussens sekretær. Det står klart, når man sammenholder sagens dokumenter med advokatfirmaets offentligt tilgængelige personaleliste.
Med andre ord er Gangstedfondens bestyrelsesformand samtidig chef for fondens administrator og har således ledelsesansvar og instruktionsbeføjelser over for hende.
"Det kan man jo dybest set sige er underligt. For hvad er den substantielle forskel, når formanden er arbejdsgiver for administrator og dermed har bestemmende indflydelse på vedkommendes arbejde?" siger statsautoriseret revisor og tidligere chefkonsulent i revisorforeningen FSR, Lars Kiertzner, som Fundats har bedt om at gennemgå afgørelsen.
Det er vel at mærke ikke ulovligt, at en fond benytter en administrator, som er ansat i bestyrelsesformandens firma. Erhvervsfondslovens § 52, stk. 3 handler alene om formanden selv.
"Forbudsreglen i erhvervsfondsloven handler udelukkende om formanden som person. Loven forhindrer ikke tilfælde, hvor administratoropgaven bliver varetaget af en tredjepart, som bestyrelsesformanden har bestemmende indflydelse på. Formelt hersker der altså ikke nogen tvivl om, at fonden nu overholder loven," siger Lars Kiertzner.
Spørgsmålet er imidlertid, om ikke erhvervsfondsloven burde indeholde et forbud mod den slags konstellationer.
"Man kunne spørge, om ikke erhvervsfondsloven burde tage højde for situationer, hvor bestyrelsesformanden har bestemmende indflydelse på administrator," siger Lars Kiertzner.
"Der er jo ikke bare tale om, at formanden har væsentlig indflydelse eller betydelig indflydelse over administrators arbejde; der er tale om bestemmende indflydelse, eftersom formanden er administratorens arbejdsgiver. Han er ejer og eneste partner i sit advokatfirma. Det er ham, der bestemmer," påpeger han.
650.000 kroner årligt
Ifølge en administratoraftale mellem Gangstedfonden og Advokatfirmaet Gangsted-Rasmussen fra maj 2021 modtager advokatfirmaet et årligt honorar på 650.000 kroner plus moms for arbejdet. Fundats har fået aktindsigt i sagens dokumenter gennem Erhvervsstyrelsen. Derudover afregnes yderligere ydelser, der ikke er defineret i administratoraftalen, til Advokatfirmaet Gangsted-Rasmussens faste timepris, som er undtaget fra aktindsigt og dermed overstreget i dokumenterne.
Samme administratoraftale vakte i øvrigt opsigt i Erhvervsstyrelsen, som Fundats har skrevet tidligere, idet Christian Gangsted-Rasmussen har underskrevet aftalen på vegne af både fonden og Advokatfirmaet Gangsted-Rasmussen.
Det fremgår ikke af aftalen, hvem i Advokatfirmaet Gangsted-Rasmussen, der konkret varetager hvervet som administrator. Det fremgår blot, at hvervet varetages af advokatfirmaet. Det fremgår dog af en række e-mails sendt mellem Gangstedfondens og Erhvervsstyrelsen under sagens behandling i 2022, at den pågældende ansatte i advokatfirmaet er firmaets sekretær.
Eftersom der ikke er tale om et brud på erhvervsfondsloven, accepterer Erhvervsstyrelsen altså administratoraftalen, fremgår det af styrelsens afgørelse. Styrelsen stiller dog spørgsmål ved, om det ligefrem skal være Christian Gangsted-Rasmussen selv, der står for kontakten til administratoren.
"Det er Erhvervsstyrelsens opfattelse, at fondens bestyrelse fremadrettet bør overveje, om det er hensigtsmæssigt, at den løbende kontakt mellem fonden og administrator varetages af fondens bestyrelsesformand, idet Christian Gangsted-Rasmussen samtidig er hvervgiver for den daglige administrator," skriver styrelsen:
"Fondens bestyrelse bør derfor overveje, om det i stedet kan være hensigtsmæssigt og i fondens interesse, at et andet bestyrelsesmedlem eller den samlede bestyrelse fremadrettet deltager i de jævnlige møder mellem administrator og fonden."
Ikke enestående
Konstellationen i Gangstedfonden er ikke enestående. Lignende ordninger gør sig gældende i flere sager, som Fundats og andre medier har omtalt.
Eksempelvis i sagen om advokat Richard Sand, som er bestyrelsesformand i en række fonde, hvoraf flere har benyttet advokatfirmaet Bech-Bruun, hvor Richard Sand selv er partner, som administrator. I mindst ét tilfælde var administratoren på samme måde Richard Sands personlige sekretær.
Vi ser det som vores fornemmeste opgave, at vi dagligt efterlever fundatsen og dermed stifters vilje, herunder lovgivningen.
Christian Gangsted-Rasmussen – bestyrelsesformand, Gangstedfonden
I sagen om Synoptik-Fonden afdækkede Berlingske i en række artikler, hvordan fonden frem til 2021 brugte 10 millioner kroner på at hyre bestyrelsesmedlemmernes virksomheder til diverse opgaver. Herunder at fonden havde brugt over to millioner kroner på juridisk og administrativ bistand fra advokatfirmaet Kromann Reumert, hvor Synoptik-Fondens formand, Jørgen Kjergaard Madsen, er partner.
Formand: Vi overholder loven
Fundats har stillet Christian Gangsted-Rasmussen en række spørgsmål om sagen, herunder hvordan han forholder sig til Lars Kiertzners pointe om, at han er arbejdsgiver for administratoren, og at der dermed kan sættes spørgsmålstegn ved den substantielle adskillelse mellem rollerne som bestyrelsesformand og administrator.
I sit svar forholder han sig ikke direkte til spørgsmålet, men han understreger, at Gangstedfonden overholder loven.
"Vi har en fundats der skal efterleves. Vi ser det som vores fornemmeste opgave, at vi dagligt efterlever fundatsen og dermed stifters vilje, herunder lovgivningen," skriver Christian Gangsted-Rasmussen.
Fundats har også spurgt Erhvervsstyrelsen, om det efter styrelsens vurdering skaber et problem i forhold til administrators uafhængighed, hvis vedkommende er ansat i bestyrelsesformandens firma, og formanden således har bestemmende indflydelse på administratorens arbejde.
Erhvervsstyrelsen vil imidlertid ikke kommentere den konkrete sag og nøjes med at henvise til lovgivningen. Styrelsen peger igen på, at formanden for en erhvervsdrivende fond ikke personligt kan varetage hvervet som administrator. Men, påpeger styrelsen:
"Forbuddet medfører derimod ikke, at en virksomhed, som en bestyrelsesformand ejer, sidder i ledelsen af eller er ansat i, ikke kan levere eksempelvis advokatydelser eller administratorydelser til en erhvervsdrivende fond."