Børnekaffe. Det lyder ikke umiddelbart som et særlig gennemtænkt koncept. Ikke desto mindre har børnekaffe-idéen netop sikret Børns Vilkår Fundraisingprisen 2019. En pris, der blev uddelt på Isobros årlige fundraisingkonference.
For børnekaffe er ikke kaffe til børn, men kaffe for børn, som Børns Vilkår forklarer. Børnekaffe er nemlig titlen på en konkret kampagne, hvor Børns Vilkår i samarbejde med Circle K har indsamlet en million kroner til at udvide Børnetelefonens åbningstider.
Kampagnen kørte fra december 2018 og ind i foråret 2019 og fungerede ved, at hver kaffehungrende person, der købte en kop Børnekaffe i Circle K, samtidig donerede 2,5 kroner til Børns Vilkår. Derudover fordoblede Circle K donationen, så der samlet set blev doneret 5 kroner per kop.
Kampagnen blev blandt andet rost af juryen for at være “en flot materialisering af et virksomhedspartnerskab, der viser, at der virkelig er penge og reach at hente i godt eksekverede partnerskaber.” Og derudover bemærkede juryen, at “kampagnen spillede effektivt på vores allesammens forargelsesparathed og formåede at kapitalisere på den opmærksomhed, der blev skabt.”
Direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, siger i en pressemeddelelse at:
”Vi er rigtig glade for prisen og stolte over det koncept, vi fik udviklet i samarbejde med Circle K og Uncle Grey. Vigtigst af alt betyder kampagnen, at endnu flere børn og unge nu kan få gode råd, trøst og en voksen, der lytter – også om morgenen.”
Engagementsprisen 2019
På Fundraisingkonferencen blev Engagementsprisen 2019 også uddelt. Den gik i år til Alzheimerforeningen for Demensven-kampagnen. Det er en kampagnen, der siden 2016 har haft til formål at engagere 100.000 danskere som demensvenner, og som nu er kommet mere end i mål. I Danmark er der i dag 102.923 demensvenner, der har sagt ja til at få mere at vide om demens, være klar til at bakke op om et demensvenligt samfund og til at hjælpe medborgere med demens i deres hverdag.
Juryen begrundede blandt andet valget af Alzheimerforeningens kampagne som vinder af prisen med “det flotte engagement, det er lykkedes at skabe om en sygdom, der er svær at tale om og håndtere.”
Projektleder for Demensven, Katrine van den Bos, siger i en pressemeddelelse at:
“Det har været en rigtig holdindsats fra alle i Alzheimerforeningen, og vi er så glade for den opbakning, der har været til kampagnen fra alle vores Demensvenner, frivillige, Demensven-instruktører, kommuner, virksomheder og andre samarbejdspartnere. Det vidner om et stærkt engagement i demenssagen, og vi glæder os til at arbejde videre med Demensvenner.”