Steen Allan Ahrenkiel levede angiveligt et meget stille eneboerliv, indtil han døde lillejuleaften 2021 i en alder af 84 år.
Men efter sin død er han i dén grad kommet i mediernes søgelys.
Det skete først, da den 251 kvadratmeter store villa nær Frederiksberg Have, hvor Steen Allan Ahrenkiel havde boet i over 60 år, blev sat til salg for den nette sum af 27 millioner kroner. ”Danmarks dyreste dødsbo,” lød betegnelsen i lokalmediet FrederiksbergLiv om huset, som sidenhen blev solgt for 19,75 millioner kroner.
Det skete igen, da en række medier fortalte historien om, hvordan 800 kilo kryolitsten var blevet stjålet fra carporten til dødsboet, mens det stod til salg. Stenene fra den grønlandske kryolitmine i Ivigtut havde Steen Allan Ahrenkiel indsamlet gennem et langt liv og haft liggende i husets vaskekælder.
Og som prikken over i’et blev mediet Zetland så interesseret i historien om eneboeren på Frederiksberg med forkærlighed for kryolitsten, at mediet valgte at fortælle hele hans livshistorie spredt ud over tre lange kapitler i 2022.
Men dermed slutter det ikke med medieomtale af Steen Allan Ahrenkiel. Fundats kan nemlig nu fortælle, at der i maj i år blev stiftet en almen fond med navnet Steen Allan Ahrenkiels Mindefond.
I juli kom der navne på mindefondens fire bestyrelsesmedlemmer, og i denne uge, den 24. august, mødes bestyrelsen for første gang for at få rede på blandt andet fondens fremtidige almennyttige uddelinger.
Efterlod sig stor formue
Trods de massive medieomtaler i 2022 er det ifølge advokat og bobestyrer Bent-Ove Feldung ret sparsomt, hvad han og de øvrige tre bestyrelsesmedlemmer reelt véd om Steen Allan Ahrenkiel.
”Vi véd, at han boede alene og at han var læge, psykolog og civilingeniør, men han har, så vidt vi har fået oplyst, aldrig fungeret som læge. Tilsyneladende var hans helt store passion sten og mineraler, som han havde en kæmpestor samling af i sit hus på Poul Møllers Vej på Frederiksberg. Efter hans død i december 2021 foretog eksperter en sortering af de mange sten, han havde gemt, og heriblandt var der cirka 800 kilo kryolitsten. De blev efterfølgende stjålet fra carporten til dødsboet, men efter at der havde været medieomtale af tyveriet, blev kryolitstenene leveret tilbage af tyven, og de skal nu jævnfør hans testamente afleveres til Oslo Universitet og det mineralologiske museum på Stevns,” fortæller Bent-Ove Feldung.
Fonden har ved stiftelsen en nettoformue på cirka 93 millioner kroner, og man skal være et skarn, hvis man ikke deraf kan skaffe et årligt afkast i størrelsesordenen fem procent
Bent-Ove Feldung – Advokat og bestyrelsesmedlem, Steen Allan Ahrenkiels Mindefond
Ønsket om en mindefond var Steen Allan Ahrenkiels eget og ifølge advokaten nedskrevet i testamentet.
”Steen Allan Ahrenkiel efterlod sig en stor formue, og der var ingen tvangsarvinger. I sit testamente havde han skrevet, at der skulle stiftes en mindefond med det formål at give penge til botaniske formål, naturpleje og naturhistorie. Det har ført til, at der nu er udfærdiget en fundats for Steen Allan Ahrenkiels Mindefond, som er godkendt af Civilstyrelsen, og nedsat en bestyrelse, der består af tre sagkyndige i skikkelse af en repræsentant fra Københavns Universitets administration, en repræsentant fra Danmarks Naturfredningsforening og direktøren for Organisationen Danske Museer samt mig som den fjerde person, idet det er en god idé at have en advokat med,” siger Bent-Ove Feldung.
Kan uddele cirka fem millioner om året
Ifølge Bent-Ove Feldung er der økonomisk fundament for at foretage ganske pæne uddelinger fra Steen Allan Ahrenkiels Mindefond.
”Der bør blive en del penge at dele ud af i de kommende år. Fonden har ved stiftelsen en nettoformue på cirka 93 millioner kroner, og man skal være et skarn, hvis man ikke deraf kan skaffe et årligt afkast i størrelsesordenen fem procent. Så det vil sandsynligvis være muligt at foretage årlige uddelinger i størrelsesordenen fem millioner kroner,” anslår advokaten.
På det første bestyrelsesmøde den 24. august skal bestyrelsen konstituere sig, og Bent-Ove Feldung ønsker ikke at blive formand – til gengæld påregner han at blive fondens administrator.
Bestyrelsen i Steen Allan Ahrenkiels Mindefond
- Arkæolog og direktør for Organisationen Danske Museer (OMD) Nils Marius Jensen.
- Prodekan Grete Bertelsen fra Københavns Universitet.
- Direktør i Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby.
- Advokat (H) og partner Bent-Ove Feldung, Homann Advokater.
”Bestyrelsen skal på mødet også træffe beslutninger omkring størrelsen på fondens uddelinger og fordelingen mellem de tre uddelingsformål, hvornår der skal være ansøgningsfrister, om den skal være rent ansøgningsdrevet, hvilke værdipapirer fonden skal have m.v.,” siger Bent-Ove Feldung.
Advokaten vurderer med et kig på kalenderen, som viser ultimo august, at det næppe er realistisk, at mindefonden kan foretage sine første uddelinger før i 2024.