Plads til mere og bedre natur. Styrkede rammer for kulturen og bedre kunstneriske udfoldelsesmuligheder. Styrket mental sundhed.
Det er de tre visioner i 15. Juni Fondens nye uddelingsstrategi, som vil danne rammen for fondens filantropiske aktiviteter de kommende år. Den bliver fremlagt lidt mere end et år efter, at Henriette Christiansen indtrådte som ny direktør i fonden.
Af uddelingsstrategien fremgår det, at 15. Juni Fonden nu ønsker at prøve kræfter med de store samfundsudfordringer - med en ambition om, at fondens støtte skal skabe mere impact og bidrage med samfundsforandring.
Strategien er således også bundet op på tre udvalgte Verdensmål, som rammen for fondens filantropiske aktiviteter og den samfundsværdi, de ønsker at skabe. Det er henholdsvis verdensmål nummer 3, som adresserer sundhed og trivsel, nummer 4, som adresserer kvalitetsuddannelse og nummer 15, som rummer styrkelse af livet på land.
Naturen er hovedfokus
Det fremgår desuden af den nye strategi, at 15. Juni Fonden i de kommende år vil lægge hovedvægten på natur og på indsatser, der kan bidrage til at understøtte bedre og mere natur i Danmark.
I forhold til naturindsatsen lyder fondens strategiske målsætning mere konkret, at man vil arbejde for “at gøre naturen til en folkesag” blandt andet gennem mobiliseringsaktiviteter, politisk indflydelse og formidling.”
Dertil vil fonden skabe “plads” til og øge “kvaliteten” af naturen, og endeligt vil man også støtte indsatser, der “fremmer, at jagt i Danmark foregår bæredygtigt og bidrager til mere og bedre natur,” som der står i strategien.
15. Juni Fonden har taget tilløb til natursatsningen gennem de sidste måneder blandt andet med debatter om emnet på Naturmødet, netværksbesøg, workshops og støtte til rapporten “Mere, bedre og større natur i Danmark” skrevet af forskere fra Københavns Universitet.
Flere greb i den filantropiske værkstøjskasse
Af uddelingsstrategien fremgår det også, at fonden fremover vil udvide den filantropiske palet fra hidtil primært at have været donor til også at indgå i en en mere proaktiv og katalytisk rolle - og fonden ønsker desuden at “være risikovillig” og støtter også gerne “det skæve, det nytænkende og det passionerede på tværs af alle sine støtteområder.”
Argumentet for dette er, at det er givtigt for fondens fokus på samfundsudfordringer, og ud fra “ønsket om at skabe endnu større impact,” står der videre i strategien.
Blandt nogle af de filantropiske arbejdsmetoder, som specifikt fremhæves i den nye uddelingsstrategi, er således partnerskaber, vidensopbygning, kapacitetsopbygning og formidlingsindsatser.
Det fremgår også, at 15. Juni Fonden vil arbejde med signaturprojekter - som et af de filantropiske virkemidler.