Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I den forgangne uge er de sørgelige rester af EU’s kommende emballageforordning stemt igennem.
Sørgelig fordi den havde potentiale til at skabe en reel forandring, men siden kommissionens ambitiøse lovforslag fra 2022, er det blevet udvandet på grund af industrilobbyisme i et omfang, som er uden fortilfælde.
Kommunikationskampagner, misvisende LCA-rapporter [livscyklusanalyser, red.], hundredvis af e-mails og sågar forlydender om parlamentsmedlemmer, som blev passet op på toiletterne i parlamentet af industrirepræsentanter. Konsekvensen af lobbyindsatsen ses tydeligt. Den kommende emballageforordning er hullet som en si, og fyldt med undtagelser på grund af pres fra industrien.
Og i Ottawa Canada blev der i slutningen af april afholdt fjerde runde af FN’s forhandlinger om en global plastiktraktat, som skal stoppe den stigende globale plastikforurening ved blandt andet at reducere plastikproduktionen. Desværre er det endnu engang lykkedes de olieproducerende lande og ikke mindst den magtfulde olieindustri at forhale processen.
Både i og udenfor forhandlingslokalerne i Ottawa har industriens tilstedeværelse været massiv, og på gader og stræder i byen har man kunne se annoncer fra plastindustrien med budskaber om plastens fantastiske egenskaber. Belejligt udeladt var de negative konsekvenser af de 16.000 kemikalier som tilsættes plastik, udledningen af CO2 i hele plastens livscyklus, konsekvenser for menneskers og dyrs sundhed når vi indtager mikroplastik og naturligvis den stigende forurening i vores miljø.
Der er stadig langt mellem fonde, som påtager sig opgaven at udligne ubalancen og understøtte den demokratiske proces i forbindelse med ny lovgivning
Det er altid relevant at inddrage forskellige perspektiver, og der vil formentlig ofte være divergerende opfattelser og uenighed mellem forskellige interessenter. Det demokratiske problem opstår, når balancen bliver for skæv. Når oliebranchen og den petrokemiske industri kan kaste milliarder ind i lobbyindsatsen og sende 196 lobbyister afsted til Canada, hvilket er mere end hele EU’s delegation på 180 deltagere.
Overfor denne massive industrigruppering står en alliance af forskere og ved siden af dem en alliance af miljøorganisationer, begge med økonomiske ressourcer svarende til en promille af industriens.
EU-parlamentarikere har udtalt, at 80-95 procent af de henvendelser de modtog i forbindelse med emballageforordningen, var fra industriaktører. Med andre ord modtog de op til ni mails fra industrien hver gang en miljøorganisation sendte en enkelt. Selvom det naturligvis er de folkevalgte politikeres ansvar både at gennemskue og balancere de input, de modtager fra diverse interessenter, viser resultaterne i lovgivningen med al tydelighed, at hensynene til klima, miljø, biodiversitet og sundhed taber til de kommercielle interesser.
Trods eksempler fra nær og fjern på at økonomiske interesser sættes over miljø og klima, er der stadig langt mellem fonde, som påtager sig opgaven at udligne ubalancen og understøtte den demokratiske proces i forbindelse med ny lovgivning.
Fra 2017-2021 har fondene i snit bevilget 851 millioner eller ca. fire procent af de samlede bevillinger til natur, klima og miljøformål. Bevillingerne går til en lang række forskellige typer af indsatser, og kun en mindre del går derfor reelt til at understøtte civilsamfundsorganisationernes direkte repræsentation i lovgivningsprocesserne.
Hvis vi skal rykke fra lovgivning, der tager tigerspring frem for småbabyskridt i en grøn retning, er det nødvendigt med flere ressourcer til de civilsamfundsorganisationer, der i dag kæmper en ulige kamp mod mastodonter med uanede ressourcer. Lige nu taber miljøet, og i længden taber vi alle.