En efterårsdag i 1872 samledes det, der i historiefortællingen er beskrevet som ”en lille flok indflydelsesrige mænd” på Den Kongelige Skydebane i København. Initiativtager til mødet var en pensioneret pastor ved navn Hans Knudsen, som havde gjort det til sin livsopgave at drage omsorg for mennesker med bevægelseshandicap.
Mødet på Vesterbro mundede ud i stiftelsen af Selskabet Samfundet for Vanføre, der senere skulle vise sig at blive starten på en egentlig forsorg i Danmark og dermed et markant vendepunkt for mennesker med bevægelseshandicap, som indtil da havde været overladt til egen skæbne. Der blev i de efterfølgende år blandt andet udviklet hospitalsvirksomhed, skabt uddannelsesinstitutioner, udviklet hjælpemidler og forsket.
I dag hedder det, der blev stiftet på skydebanen i København i 1872, Bevica – en forkortelse for bevægelse, viden og care. Flagskibet i Bevica Gruppen er den erhvervsdrivende fond Bevica Fonden, som sidste år markerede 150-året for grundlæggelsen af dens fundament.
Vi er langt fra i mål, når det gælder om at betragte mennesker med bevægelseshandicap som ligeværdige mennesker
Thomas Sinkjær – Bestyrelsesformand, Bevica Fonden
Ifølge Thomas Sinkjær, der er Bevica Fondens bestyrelsesformand, er målet stadig at give mennesker med bevægelseshandicap den størst mulige selvstændighed og uafhængighed. Og der er fortsat meget at kæmpe og arbejde for, understreger han.
”Der er selvfølgelig sket meget, siden fonden blev stiftet i 1872 i forhold til at sikre, at alle, også handicappede, får noget at spise, har tøj på kroppen og får basale sundhedstilbud – men når det er sagt, så er vi langt fra i mål, når det gælder om at betragte mennesker med bevægelseshandicap som ligeværdige mennesker. Det fokus, pastor Hans Knudsen formulerede i 1872, er stadig meget, meget vigtigt at have,” siger Thomas Sinkjær.
Han har i 18 år siddet i fondens bestyrelse og været formand siden 2021. Han sad således med omkring bordet, da fonden for fem år siden definerede sin strategi frem mod 2030 med udgangspunkt i en ambition om at indtænke universelt design i samfundsindretningen i Danmark.
”Mens pastor Hans Knudsen sagde, vi skal lave hjælpemidler til folk med fysisk handicap, uddanne dem og forske i nye måder at hjælpe folk på, fokuserer fonden i dag mere på den måde, vi tænker om vores medmennesker. Mange mennesker har det med at dele alt op i båse, og når vi ser på vores medmennesker, siger vi, at nogle er full-fit, mens andre har varierende grad af mentale eller fysiske handicap. I fonden mener vi, der er brug for et meget mere holistisk menneskesyn, og derfor formulerede vi i 2018 en ny strategi, hvor vi frem til 2030 introducerer universelt design-begrebet,” forklarer Thomas Sinkjær.
En kop skal kunne bruges af alle
Ifølge 65-årige Thomas Sinkjær, der er professor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet og derudover generalsekretær i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, er fondens målsætning at medvirke til at indrette samfundet, så flest muligt kan deltage i så mange aktiviteter som muligt.
”Det skal både ske ved at uddanne unge mennesker og dem, der underviser de unge, i at tænke mere holistisk. Inden for design og arkitektur betyder det for eksempel, at når man skal designe en så simpel ting som en kop, skal den ikke kun designes til de raske og velfungerende, men også til dem, der eksempelvis ryster på hænderne. Kan vi få dén tænkning bredt ind, er vores håb, at det vil præge næste generation af studerende, når de skal slå en streg til et hus eller designe et møbel,” siger Thomas Sinkjær.
Bestyrelsesformandens håb er, at når der om 20 år udbydes et nyt hus til salg i Danmark, vil det være designet til folk med varierende grad af handicap uden at være et ’handicaphus’, men derimod et hus, som alle med eller uden handicap er interesserede i at bo i.
”Derfor giver fonden blandt andet penge til undervisere på universiteter og andre institutioner, som bevidst arbejder med universelt design-begrebet, og vi giver rejsestipendier i form af Bevica Scholarships, så studerende og undervisere kan rejse ud og få inspiration til denne form for tænkning. Samtidig samarbejder vi med forskellige institutioner om en række forskningsinitiativer,” forklarer Thomas Sinkjær.
Håbet er, at uanset om du kommer i kørestol eller med et andet handicap, kan du få lige så stor glæde af Folkemødet som alle andre
Thomas Sinkjær – Bestyrelsesformand, Bevica Fonden
Senest har Bevica Fonden indgået en større aftale med Folkemødet, som fra næste år vil forsøge at tænke universelt design ind i det tilbagevendende arrangement i Allinge.
”Håbet er, at uanset om du kommer i kørestol eller med et andet handicap, kan du få lige så stor glæde af Folkemødet som alle andre. Forandringerne kommer ikke til at ske overnight, men vi håber på en sneboldeffekt,” siger Thomas Sinkjær.
Interessant at arbejde med unge forskere
I 2020 etablerede Bevica Fonden med en bevilling på 19 millioner kroner Universal Design Hub som en slags flagskibsprojekt for fonden i forlængelse af løftet, der blev afgivet i forbindelse med definitionen af FN’s 17 verdensmål om ikke at lade nogen i stikken (’Leave no one behind’).
I regi af Universal Design Hub faciliteres blandt andet et tværfagligt forskernetværk for både seniorforskere og unge forskere.
Thomas Sinkjærs blå bog
- Født: 9. marts 1958 (65 år).
- Uddannelse: cand.polyt. og ph.d. fra Aalborg Universitet og dr.med. fra Københavns Universitet.
- Professor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet, og generalsekretær i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.
- Formand for Bevica Fondens bestyrelse, som han har været medlem af siden 2005 og formand siden 2021. Desuden medlem af bestyrelsen i Elsass Fonden.
- Tidligere bl.a. direktør for Danmarks Grundforskningsfond, forskningsdirektør i Villum Fonden og forskningsdirektør i Lundbeckfonden.
- Ridder af Dannebrog (2015).
”Vi fortsætter helt klart med Universal Design Hub, som vi i første omgang etablerede for perioden 2020-23. Det er virkelig utroligt interessant at arbejde med især de unge forskere, som typisk er ph.d.-studerende og postdocs. De har nogle meget spændende syn på, hvordan man kan indtænke universelt design, og det sker ud fra et meget bredere menneskesyn, end mange af os i de ældre generationer er opdraget til,” siger Thomas Sinkjær.
Fondens årlige uddelinger ligger i størrelsesordenen 40 millioner kroner, og Thomas Sinkjær erkender, at fonden dermed, som han udtrykker det, ”ikke er i nær samme skala som Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Lundbeckfonden med flere”.
”Med de relativt små penge, vi har, giver det ikke mening med åbne opslag. Vi får mere impact ved at finde relevante partnere i blandt andet universitets- og uddannelsessektoren. Vi har for eksempel spændende projekter i samarbejde med Kolding Design Skole, Det Kongelige Akademi og DTU, og vi er i dialog med andre institutioner,” understreger formanden.
Bevica Fonden kom ud af 2022 med et underskud på 45,5 millioner kroner mod et plus på bundlinjen året før på 87,7 millioner kroner. De røde tal på bundlinjen sidste år bekymrer dog ingenlunde Thomas Sinkjær.
”Vi havde et større underskud i 2022 ligesom så mange andre fonde, der investerer deres formue, så faldet var ikke overraskende for os. Vores økonomi og investeringer er generelt meget stabile og har været i en positiv udvikling set i et 10-årigt perspektiv, og i år ser det igen fornuftigt ud. Jeg forventer, at vi fastholder vores uddelingsniveau omkring 40 millioner kroner om året, også i årene frem mod strategiperiodens udløb i 2030. Skulle det blive nødvendigt, kan vi i en periode tære af formuen – det er der ikke noget til hinder for,” siger Thomas Sinkjær.
Fonden kom ud af 2022 med en egenkapital på 546 millioner kroner.
Risiko for afhængighedsforhold
Ud over sit virke i Bevica Fondens bestyrelse sidder Thomas Sinkjær også i bestyrelsen for en anden stor erhvervsdrivende fond med fokus på handicapområdet, nemlig Elsass Fonden, som arbejder for at øge livskvaliteten for mennesker med cerebral parese. Derudover har han været forskningsdirektør i både Villum Fonden og Lundbeckfonden.
Med sit brede kendskab til og sin mangeårige erfaring fra fondssektoren glæder han sig over den stadig større rolle, fondene spiller i det danske samfund – en indflydelse, der i 2021 udmøntede sig i samlede fondsbevillinger på 25,9 milliarder kroner.
”Tallene for fondenes årlige uddelinger er ganske imponerende, og udviklingen har været særligt tydelig inden for det område, jeg især har beskæftiget mig med, nemlig forskning. Hvis man kigger lidt historisk på det og går 15-20 år tilbage, var bevillingerne fra fonde til de offentlige institutioner, der bedriver forskning, marginale. I dag er det jo en helt anden fortælling, hvor private fonde står for halvdelen af universiteternes eksterne finansiering. Det synes jeg overordnet er helt fantastisk, for det giver nogle muligheder, som ingen andre lande har,” siger Thomas Sinkjær.
Universiteterne må ikke blive for afhængige af eksterne midler
Thomas Sinkjær – Bestyrelsesformand, Bevica Fonden
Han hejser dog samtidig et advarselsflag, når det gælder den massive fondsstøtte til universiteternes forskning.
”Øvelsen og dialogen, som vi fortsat ikke er færdige med, går ud på at finde den rigtige model for, hvordan vi får det optimale ud af de mange penge med respekt for både fondenes fundatser og for det, universiteterne er sat i verden for. Det skal ske uden, at der opstår et afhængighedsforhold, for universiteterne må ikke blive for afhængige af eksterne midler. Man kan sige, at det er et positivt problem, vi har, men vi er samtidig nødt til at erkende, at vi har en udfordring. I og med, alle bør være interesserede i at få udfordringen løst, er jeg dog forhåbningsfuld med hensyn til, at der findes en balanceret model,” siger Thomas Sinkjær.
Hvor længe Thomas Sinkjærs eget aktive engagement i Bevica Fonden fortsætter, er uafklaret. Hans nuværende valgperiode udløber næste år, og hvad der så skal ske, har han ”ikke tænkt så meget over endnu”.
”I sidste ende er det jo op til bestyrelsen. Jeg har siddet i bestyrelsen i en del år, og jeg har respekt for, at der også skal være plads til nytænkning, så på et tidspunkt skal jeg ud. Men jeg synes fortsat, at arbejdet i Bevica Fonden er enormt spændende, og vi har et enestående sekretariat. Fonden har helt klart været på en spændende og stor rejse, og vi kan mærke, at den strategi, vi nu arbejder efter, gør en forskel inden for forskning og uddannelse. Og det glæder mig, når jeg ser, hvordan for eksempel DTU og Det Kongelige Akademi virkelig har taget tankegangen om universelt design til sig,” understreger Thomas Sinkjær.