Antibiotikaresistens truer vores samfund og den globale økonomi på grund af forøget risiko ved blandt andet kejsersnit, hofteoperationer og kemoterapi. Den mest omfattende undersøgelse af omfanget af antibiotikaresistens viser, at lægemiddelresistente bakterieinfektioner var skyld i 3.500 dødsfald om dagen i 2019 – et tal, der siden er steget og allerede har overhalet dødstallene for HIV/AIDS og malaria.
Det skriver Novo Nordisk Fonden i en pressemeddelelse.
En vigtig del af løsningen er at udvikle nye vacciner og antibiotika, der kan bidrage til forebyggelse af disse infektioner, hurtig og præcis diagnosticering samt effektiv behandling.
Det er baggrunden for, at Novo Nordisk Fonden nu afsætter op til 170 millioner kroner til at støtte tidlig udvikling af innovative værktøjer, der kan være med til at forebygge, diagnosticere og behandle nogle af de farligste lægemiddelresistente bakterieinfektioner. Det sker via en treårig bevilling til det globale offentlig-private nonprofit-partnerskab Combating Antibiotic-Resistant Bacteria Biopharmaceutical Accelerator (CARB-X).
"Ligesom CARB-X ønsker Novo Nordisk Fonden at drive innovation i kampen mod lægemiddelresistente infektioner. Ved at indgå dette partnerskab kan vi være med til at sikre, at den bedste forskning omsættes til effektive, skalerbare og billige behandlingsmetoder, der kan hjælpe med at sætte en stopper for denne tiltagende pandemi," siger Peter Lawætz Andersen, Senior Vice President i Novo Nordisk Fonden, i en pressemeddelelse.
CARB-X er hjemmehørende på Boston University.
Vil finde svar på, hvorfor diabetikere får nerveskader
Vi bliver ved Novo Nordisk Fonden, som med en bevilling på 10 millioner kroner håber, at forskere på Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital kan finde svaret på, hvorfor hver femte person med diabetes udvikler nerveskader, der resulterer i invaliderende smerter og kløe.
Pengene bruges til at iværksætte et forskningsprojekt, hvor en tværfaglig gruppe af forskere skal udvikle nye metoder til tidlig diagnose af nerveskader hos patienter med diabetes. Forventningen er, at det kan bidrage med ny viden, så det i fremtiden bliver muligt at forebygge nerveskader eller gøre det lettere at behandle symptomerne.
Projektet ledes af professor Lars Arendt-Nielsen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet og professor Peter Vestergaard fra Steno Diabetes Center Nordjylland, Aalborg Universitetshospital.
”I projektet skal vi udvikle nye teknologier, der udnytter biokemiske, optiske og neurofysiologiske metoder til at afdække funktionen af de nervefibre, som er årsag til patienternes symptomer. Vi skal gennemføre en række undersøgelser af nervernes tilstand for at blive klogere på, hvorfor nogle personer udvikler smerter eller klør, og andre ikke gør,” siger Lars Arendt-Nielsen i en pressemeddelelse fra Aalborg Universitet.
Projektet strækker sig over fire år.
Godt nyt til dyr i Nordjylland
”Det er rigtig godt nyt for de nordjyske dyr.”
Sådan lyder det fra Dyrenes Beskyttelse, efter at dyreværnsorganisationen netop har modtaget en bevilling på 4,4 millioner kroner fra Melsen Fonden. Bevillingen sikrer, at dyr fra Nordjylland kan blive behandlet på en topmoderne dyrlægeklinik. Det sker i form af en udvidelse af Dyrenes Beskyttelses internat i Hjallerup.
I fremtiden vil vi selv kunne stå for størstedelen af de operationer, der er nødvendige, for eksempel tandrøntgen, tandoperationer og røntgen generelt, men også andre operationer
Karina Fisker – Internatchef, Dyrenes Beskyttelse
”Det har været en udfordring, at vi ikke selv har haft faciliteterne til at udføre røntgen. I fremtiden vil vi selv kunne stå for størstedelen af de operationer, der er nødvendige, for eksempel tandrøntgen, tandoperationer og røntgen generelt, men også andre operationer. Derfor er vi meget taknemmelige for donationen fra Melsen Fonden, som netop muliggør opførelsen af en ny og topmoderne dyrlægeklinik, hvilket bliver medvirkende til, at vi i fremtiden kan hjælpe endnu flere dyr,” siger Karina Fisker, internatchef i Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.
Den nye dyrlægeklinik kommer til at øge velfærden for både internatdyr og nordjydernes kæledyr. Det bliver nemlig også muligt at bruge klinikken som privatperson, og på den måde skal klinikken være med til at afhjælpe manglen på dyrlæger i Nordjylland.
Rekordmange ansøgninger til Børnecancerfonden
Rundturen blandt ugens udvalgte uddelinger fortsætter til Børnecancerfonden, som har valgt at støtte 69 projekter med i alt 46 millioner kroner til gavn for børn og unge med kræft. Blandt projekterne er der både forskning, familiestøtte og oplysning. Størstedelen af midlerne går til forskningsprojekter.
”Forskning er livsvigtig og altafgørende for, at vi kan være med til at sikre, at færre børn dør af kræft og flere overlever til et liv uden senfølger efter deres kræftforløb,” siger Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden, i en pressemeddelelse fra fonden.
De 69 projekter er udvalgt blandt en rekordstor bunke af ansøgninger. 128 ansøgninger er blevet vurderet af Børnecancerfondens videnskabelige udvalg og den sundhedsfaglige bestyrelse. Året før modtog fonden 97 ansøgninger.
Siden 1995 har Børnecancerfonden uddelt mere end 570 millioner kroner til børnekræftområdet.
Vil sikre bedre behandling til øjenpatienter
Velux Fonden har netop bevilget 11 millioner kroner til ledende overlæge og professor på Klinisk Institut på Syddansk Universitet Jakob Grauslund. Professoren skal stå i spidsen for et nationalt øjenprojekt, der sigter mod en bedre og mere præcis opfølgning for patienter med kroniske øjensygdomme, skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.
Flere end 700.000 personer i Danmark konsulterede i 2022 en øjenlæge, og dette tal stiger årligt i takt med, at befolkningen ældes. Øjenspecialet er et af de områder, der er særligt udfordret, grundet store grupper af kroniske patienter, som har behov for langvarige behandlingsforløb.
Det er især en udfordring at få opdateret og indført nye retningslinjer og behandlingstiltag inden for området, fordi de fleste øjenpatienter bliver fulgt hos praktiserende øjenlæger, hvorimod forskningen typisk udgår fra sygehusafdelingerne, som traditionelt kun tilser de mest syge patienter.
”I et tidligere projekt viste vi, at det er muligt at samle danske øjenlæger i hele landet fra både speciallægepraksis og sygehusafdelingerne. Dette har givet os en enestående mulighed for at lave store nationale undersøgelser, som kan føre til bedre individualiserede og evidensbaserede retningslinjer,” siger Jakob Grauslund.
Med bevillingen fra Velux Fonden bliver det muligt at omfatte tre store grupper af kroniske øjensygdomme. Håbet er at kortlægge omfang og risikofaktorer ved øjensygdommene, så forskere og læger kan opdatere de nationale retningslinjer.
Støtte til drenge på kanten
Med en donation på 100.000 kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld har Løkkefonden mulighed for at skabe yderligere kapacitet på Drengeakademiet, som er et 14-dages intensivt undervisningsforløb i sommerferien.
Donationen betyder, at Løkkefonden nu har økonomi til, at yderligere to drenge kan deltage på Drengeakademiet, oplyser programleder i Løkkefonden Lars Andersen i en pressemeddelelse fra Fonden Sol og Strand.
Det er glædeligt for os, at vi kan støtte en organisation som Løkkefonden, som formår at give drenge, der har det svært i skolen, et rygstød
Margit Andersen – Medstifter, Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld
Drengeakademiet blev afviklet første gang i 2012 og gennemføres i år for 13. gang. Målgruppen er drenge i 7. og 8. klasse, som har mistet troen på sig selv. Formålet er at forbedre drengenes fagligheder i dansk og matematik, så de kan bestå folkeskolens afgangsprøve og blive vurderet uddannelsesparate i 9.-10. klasse.
”Det er glædeligt for os, at vi kan støtte en organisation som Løkkefonden, som formår at give drenge, der har det svært i skolen, et rygstød. På den måde får de mulighed for at uddanne sig og på sigt skabe muligheden for en god tilværelse,” siger den ene halvdel af stifterparret bag Fonden Sol og Strand, Margit Andersen.
I alt har Fonden Sol og Strand i 2023 doneret knap tre millioner kroner. Ud over Løkkefonden er der blandt andre givet støtte til ADHD-Foreningen, Foreningen Cancerramte Børn, Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade samt Børns Voksenvenner.
Fynsk natur bliver genskabt
Med støtte på fem millioner kroner fra Nordea-fonden kan Vikingemuseet Ladby ved Kerteminde fjord nu realisere ’Ladbykongens Landskab’, som er et treårigt landskabsprojekt, hvor fem hektar tidligere landbrugsjord omdannes til et levende formidlingslandskab.
Ladbykongens Landskab skal formidle fortællingen om Ladbykongens rige. Rundt om Ladbykongens skibsgrav genskabes et vikingetidslandskab, hvor arkæologien synliggøres med landskabsmonumenter, som beretter om kongeslægtens tilhørsforhold til jorden og egnen, og hvor gæsterne kan se, dufte, smage og mærke det landskab, der var en del af vikingernes hverdag.
”Vikingemuseet Ladby er et fantastisk museum, og med det nye vikingelandskab kan de besøgendes forene naturens ro og rekreation med muligheder for spændende aktiviteter. Det nye landskab skal inspirere og motivere med viden om vikingetidens livsform og bæredygtige natursyn, og den klare ambition er at løfte biodiversiteten omkring museet markant med genskabelsen af vikingetidens landskabstyper,” siger Mette Ladegaard Thørgersen, der er museumsdirektør ved Østfyns Museer, i en nyhed på Nordea-fondens hjemmeside.
Udover pengene fra Nordea-fonden er projektet støttet af Kerteminde Kommune og Kerteminde Museumsforening.
Nikotinprodukter skal ud af skolegården
Der lægges an til kamp mod puffbarer, vapes og andre nikotinprodukter, som oftere og oftere ses i landets skolegårde, i et nyt projekt. I perioden 2024-2027 får projektet støtte af Nordea-fonden.
I dag bruger hver tredje ung mellem 15-17 år et nikotinholdigt produkt hver dag eller lejlighedsvist, viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed. Udviklingen vækker bekymring for unges sundhed, og derfor igangsætter 10 kommuner på den københavnske vestegn og Sydamager et fælles initiativ, som skal sikre unge god trivsel i fællesskaber uden nikotin.
”For nogle år tilbage indførte vi røg- og nikotinfri skoletid i alle vores skoler, og vi troede, at vi havde fået nikotinen ud af skolegården. Desværre er udviklingen gået i en anden retning, og puffbarer og snus har gjort deres indtog blandt vores børn og unge. Det er meget bekymrende. Derfor er vi meget glade for støtten fra Nordea-fonden. Den gør det muligt for os at sætte gang i en forstærket indsats over for børn og unges brug af nikotinprodukter,” lyder det i en fælles udtalelse fra de ti borgmestre.
Nordea-fondens bidrag til projektet 'Klar livet i fællesskaber uden nikotin' er på 7,3 millioner kroner.