Trygge og inkluderende lokale fællesskaber for psykisk sårbare unge.
Det er målet med en indsats fra den sociale organisation Sind Ungdom i kommunerne Esbjerg, Svendborg, Lyngby og Guldborgsund, som netop har modtaget godt 300.000 kroner i støtte fra Spar Nord Fonden.
Ifølge en nyhed på Spar Nord Fondens hjemmeside kan Sind Ungdom med bevillingen få de fire lokale klubfællesskaber til at blomstre igen og blive stabile tilbud til en målgruppe, der mangler adgang til tilgængelige og støttende ungefællesskaber.
”Sind Ungdom gør et vigtigt stykke arbejde for udsatte unge i vores samfund, og de formår på en rigtig fin måde at omsætte visioner til konkrete planer. Deres fokus er i høj grad på at tilbyde psykisk sårbare unge trygge fællesskaber, som de kan være en del af. Det vil vi i Spar Nord Fonden gerne bidrage til – ligesom vi gerne vil bakke op om arbejdet med at rekruttere frivillige til indsatsen,” siger Bo Uggerhøj, der er fondsdirektør i Spar Nord Fonden.
Spar Nord Fonden står også bag en donation på 350.000 kroner til Barnets Blå Hus i Vesthimmerland.
”Det betyder, at vi kan fortsætte med at hjælpe og være et fristed for børn og unge, som lever med misbrug i hjemmet,” lyder det fra den lokale leder af Barnets Blå Hus Ole Smed.
Barnets Blå Hus i Vesthimmerland hjælper børn, unge og deres familier, der oplever udfordringer på grund af alkohol- og stofmisbrug i familien.
Uddeler priser til to organisationer
Vi fortsætter rundturen blandt udvalgte fondsuddelinger fra den seneste uge hos Dreyers Fond, som netop har uddelt 2023-udgaven af Dreyers Pris til Stenbroens Jurister og Arkitekter Uden Grænser.
Med æren følger én million kroner til hver af de to organisationer samt mulighed for at afholde et fælles fagligt arrangement.
Ifølge bestyrelsesformand i Dreyers Fond Claus Barrett Christiansen har Stenbroens Jurister nogle af landets bedste jurister.
”De bruger deres juridiske faglighed på at hjælpe mennesker, der ikke har det godt, og som ellers ikke havde fået juridisk rådgivning. Det gør en kæmpe forskel for samfundets mest udsatte, at de får kvalificeret juridisk hjælp, for de bliver ofte løbet over ende, uden nogen bekymrer sig om det,” siger Claus Barrett Christiansen.
De bruger deres juridiske faglighed på at hjælpe mennesker, der ikke har det godt, og som ellers ikke havde fået juridisk rådgivning
Claus Barrett Christiansen – Bestyrelsesformand, Dreyers Fond - om Stenbroens Jurister
Arkitekter Uden Grænser får ifølge arkitekt og bestyrelsesmedlem i Dreyers Fond Kathrin Susanna Gimmel prisen, fordi organisationen beskæftiger sig med globale problemstillinger som klimakrisen og social ulighed.
”De viser, at arkitektur kan være med til at gøre en forskel på tværs af skala, fordi de både arbejder med strategisk planlægning og opført byggeri i tæt samarbejde med de lokale aktører, der skal bruge byggeriet i hverdagen. Ved at tildele Arkitekter Uden Grænser denne pris ønsker vi også at styrke organisationen og give dem mere fodfæste i faget, så de fremover tiltrækker endnu flere dygtige kræfter til at bidrage til den vigtige dagsorden,” siger Kathrin Susanna Gimmel i en pressemeddelelse fra Dreyers Fond.
Støtte til akut nødhjælp i Gaza
Foranlediget af FN’s appel om humanitær bistand har Novo Nordisk Fonden netop besluttet at bevilge op til 15 millioner kroner til World Health Organization (WHO) og World Food Programmes (WFP) akutte nødhjælpsindsats i primært Gaza.
Hver af de to organisationer modtager 7,5 millioner kroner som støtte til deres akutte humanitære indsats.
WHO og WFP er begge stærke, ikke-politiske internationale organisationer, som fonden tidligere har samarbejdet med i forbindelse med humanitære kriser
Flemming Konradsen – Senior Vice President, Novo Nordisk Fonden
”Vi er vidne til en alvorlig humanitær krise, der rammer mange mennesker på tværs af regionen. WHO og WFP er begge stærke, ikke-politiske internationale organisationer, som fonden tidligere har samarbejdet med i forbindelse med humanitære kriser. De vil også spille en vigtig rolle i denne indsats og er i stand til at assistere med at få livsvigtig medicin, essentielle sundhedstjenester og madforsyninger frem til de, som har brug for det,” siger Flemming Konradsen, der er Senior Vice President i Novo Nordisk Fonden.
Fondens støtte falder i tråd med den danske regerings støtte til den humanitære indsats i Gaza og på Vestbredden.
Avisfond støtter kulturlivet i Aarhus
Aarhuus Stiftstidendes Fond har på sine seneste to møder delt støtte ud til blandt andre en række kulturelle formål i Aarhus og Østjylland.
På listen over støttede begivenheder og initiativer står eksempelvis Aarhus Film Days, der er en ny festival for folk, der elsker film. Festivalen, der arrangeres af Filmby Aarhus i samarbejde med biografen Øst for Paradis og Den Danske Filmskole, tilbyder en stribe filmvisninger, premierer, talks og debatter. Ifølge Aarhus Stiftstidende har avisfonden bevilget 100.000 kroner til filmfestivalen.
Blandt de øvrige ansøgere, der er kommet gennem nåleøjet hos Aarhuus Stiftstidendes Fond, er Antikmuseet, en konference om børns digitale liv, Den Jyske Opera, flere bogudgivelser samt Danske Medier, som får penge til afvikling af World Organisation of News Publishers’ verdenskongres i København.
I den mere kuriøse ende støtter bladfonden også Aarhus Stiftstidende med 30.000 kroner. Pengene skal bruges til to nye elcykler til redaktionen.
19 mio. kr. til otte kvindelige forskere
Nogle dage er bare bedre end andre.
Det oplevede otte unge kvindelige forskere for nylig, da de fik besked om at have fået en postdoc-bevilling fra Villum Fondens ’International Postdoc’-program.
Ifølge en pressemeddelelse fra Velux Fondene sad én ansøger i en natbus i Vietnam, da hun åbnede mailen fra Villum Fonden. En anden lå syg derhjemme, mens en tredje sad i sin sofa og slettede mails så effektivt, at den gode besked i første omgang havnede i papirkurven.
Vi har brug for både mænd og kvinder i forskningsverdenen, ja, mangfoldighed generelt
Jens Kann-Rasmussen – Bestyrelsesformand, Villum Fonden
De otte forskere er udpeget af universiteterne som særlige talenter og herefter fagligt vurderet af Villum Fondens arbejdsgruppe for teknisk og naturvidenskabelig forskning.
”Med programmet vil vi gerne hjælpe med at fjerne nogle af de barrierer, der er for talentfulde og ambitiøse kvindelige forskere, som er på vej ind i en forskerkarriere på de danske universiteter. Frafaldet er meget uheldigt, for vi risikerer at gå glip af, ikke bare dygtige forskere, men også vigtig viden, der kan give os svar på nogle af de store udfordringer, vi står overfor. Vi har brug for både mænd og kvinder i forskningsverdenen, ja, mangfoldighed generelt,” siger Jens Kann-Rasmussen, der er bestyrelsesformand i Villum Fonden.
De otte forskere får bevillinger på i alt 19 millioner kroner.
Forskning giver viden om hudsygdomme
Vi fortsætter til Leo Fondet, som netop har besluttet at støtte 10 nye forskningsprojekter, der skal give ny viden om huden og dens sygdomme.
Ifølge en nyhed på fondens hjemmeside har de 10 projekter tilsammen modtaget bevillinger fra Leo Fondet på mere end 36 millioner kroner.
Fokus i de 10 projekter spænder bredt: Fra forskning i bakteriers rolle i atopisk eksem og sammenhængen mellem tarmmikrobiomet og hudsygdommen vitiligo til fokus på at skabe bedre behandlingsmuligheder for hudsygdomsramte mennesker i de nordlige regioner i Canada.
Støtte til forskning i juridiske barrierer
Vi bliver i forskningens verden med nyheden om, at Novo Nordisk Fonden netop har uddelt en femårig bevilling på op til 50 millioner kroner til International Collaborative Bioscience Innovation & Law Programme ved Københavns Universitet.
Programmet, hvis forløber så dagens lys i 2018, kan nu fortsætte med at understøtte life science-økosystemet ved at undersøge og tackle juridiske og regulatoriske barrierer for udvikling af innovative løsninger inden for sundhed og biosolutions.
At bringe nye lægemidler og biosolutions fra laboratoriet til markedet er afhængigt af stadig mere komplekse love og regulatoriske processer. Formålet med Inter-CeBIL Programme er derfor at levere indsigt, viden og værktøjer, der bidrager til et vellykket, konkurrencedygtigt og bæredygtigt innovationsøkosystem.
Finansiering af bytorv på Møn er sikret
Efter flere års forberedelse er finansieringen af Fanefjord Torv i Damme-Askeby på Vestmøn nu sikret.
Projektet omfatter et bytorv og en torvehal på den gamle mejerigrund, som skal give borgerne et nyt mødested og en markedsplads for lokale fødevareproducenter. Samtidig skal det understøtte vandre- og cykelturismen på Møn.
Takket være støtte fra den filantropiske forening Realdania og Fanefjord Sparekasses Fond, der begge skyder fire millioner kroner ind i projektet, samt Vordingborg Kommune og en række lokale kræfter er projekteringen af byggeriet sat i gang.
”I gruppen bag Fanefjord Torv er vi begejstrede for den store støtte, som projektet har opnået. Det bekræfter vores overbevisning om, at Fanefjord Torv har potentiale til at blive et attraktivt midtpunkt og mødested på Vestmøn – og vil bidrage til at støtte langsigtet udvikling af lokal fødevareproduktion på hele Møn,” siger Steffen Steffensen, formand for Fonden Fanefjord Torv, i en pressemeddelelse fra Realdania.
Torvet forventes klar til brug ved udgangen af 2024.
Pannabane til idrætsklub i Horsens
Vi slutter i Horsens, hvor den kun to år gamle erhvervsdrivende fond Familien Hansens Fond, som Fundats fortalte om i en artikel i januar 2022, med en bevilling på 20.000 kroner har givet idrætsforeningen Horsens Freja mulighed for at tilbyde sine ungdomsmedlemmer at lege og spille på en helt ny pannabane.
Pannabanen er en lille afgrænset bane med to små mål, som indbyder til boldspil og leg. Ifølge en nyhed på Familien Hansens Fonds hjemmeside har Horsens Freja længe haft et ønske om at kunne tilbyde denne aktivitet både som led i den almindelige træning på klubbens børne- og ungdomshold, men også til sociale arrangementer.
Familien Hansens Fond blev stiftet af ægteparret Janni og Per Hansen i december 2021. Formålet med fonden er at yde økonomisk støtte til almennyttige og almenvelgørende formål indenfor uddannelses-, sundheds-, kultur- og socialområdet.
Familien Hansen har en særlig tilknytning til Horsens, og det er en del af fondens fundats, at uddelinger sker til projekter og/eller borgere i Horsens og omegn samt tilgodeser borgere, der har en relation til byen.