Året er 1829. Der er få uger til jul, og i lokalerne til en drengeskole på Bredgade i København er der rygende travlt. Bespisnings-Anstalten, der er et nyt privat velgørenhedsinitiativ målrettet byens fattige, holder åbent for første gang. Alene denne aften bliver der uddelt 200 portioner søbemad i form af suppe, kål eller ærter samt en lille smule kogt kød.
De fattige, der spiser her, har det til fælles, at de er såkaldt ”værdigt trængende.” De ejer ikke meget andet end det tøj, de har på, og måske har de ikke engang et sted at tage hen, når måltidet er forbi.
Men de har deres gode navn og rygte. De er uden skyld i deres fattigdom, og de ses som anstændige borgere, der endnu har formået at holde sig borte fra det offentlige fattigvæsen.
Sådan lyder beskrivelsen af Bespisnings-Anstalten i bogen ”Byen Tæmmes” af Karin Lützen.
Ellers havde Bespisnings-Anstaltens bestyrelse næppe godkendt deres ansøgninger om en madbillet.
De fattige skulle ikke bare være fattige for at få hjælp. De skulle gå i kirke, holde sig fra alkohol og i det hele taget leve et ordentligt liv
Peter Wessel Hansen – Arkivar, Københavns Stadsarkiv
I dag er Bespisnings-Anstalten for længst lukket, men dens definition af, hvem der var ”værdig trængende,” tjener som et godt eksempel på en mange hundrede år gammel debat om, hvilke fattige der bør få hjælp, og hvem der ikke bør.
Debatten lever nemlig stadig, og det samme gør princippet med at inddele mennesker i ”værdigt” og ”uværdigt” trængende.
Det fortæller historiker og arkivar på Københavns Stadsarkiv Peter Wessel Hansen.
”Ligegyldigt om man ser på offentlig eller privat velgørenhed, så er det sådan, at man kun giver det til nogen, der trænger, og som opfylder nogle særlige kriterier. De kriterier kan kaldes værdighedskriterier,” siger Peter Wessel Hansen og forklarer, at princippet stadig er gældende, selvom vi i dag bruger nogle andre ord.
”Skal man for eksempel have dagpenge, skal man være aktivt jobsøgende. Man skal ikke gå og dovne den og være en såkaldt Doven-Robert,” siger Peter Wessel Hansen.
Økonomisk krise kan genstarte debatten
Med en historisk høj inflation og dagligvarer, der er på prismæssigt himmelflugt i en grad, så blandt andre Mødrehjælpen frygter for endnu flere fattige familier kan diskussionen om værdighedskriterierne meget vel blive aktuel igen.
Hvad der lægges i begreberne, er nemlig i høj grad afhængigt af den samtid, de indgår i.
Det fortæller Adam Moe Fejerskov, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han forsker blandt andet i statslige og ikke-statslige aktørers roller i samfundsudviklingen.
“Begrebet har altid været i bevægelse, og det er et resultat af den samtid, vi lever i,” siger Adam Moe Fejerskov.
De ”værdige” gik i kirke og opførte sig ordentligt
Selvom princippet med at inddele fattige – eller trængende – i værdige og uværdige har mange hundrede år på bagen, er opfattelsen af, hvem der er værdig, og hvem der er uværdig, under konstant forandring.
I 1800-tallet, hvor den private velgørenhed i form af fonde, legater og donationer for alvor udfoldede sig, dækkede begrebet ”værdigt trængende” en langt mindre gruppe borgere end i dag.
”De fattige skulle ikke bare være fattige for at få hjælp. De skulle gå i kirke, holde sig fra alkohol og i det hele taget leve et ordentligt liv. De måtte ikke være selvforskyldte fattige, og det kunne man jo tænkes at være, hvis man drak og derfor ikke kunne passe et arbejde,” siger Peter Wessel Hansen.
Det er jo ikke fordi, at vi pludselig giver hjælp til uværdigt trængende, vi synes bare pludseligt, at flere forskellige grupper er værdigt trængende
Peter Wessel Hansen – Arkivar, Københavns Stadsarkiv
Liv Egholm er lektor på CBS, og hun har i flere år forsket i de store erhvervsdrivende fonde og deres betydning for civilsamfundet.
Hun fortæller ligeledes, at 1800-tallets private velgørenhed og filantropi i høj grad var baseret på moral.
”Hele den private velgørenhed var styret af en specifik forståelse af, hvad der var godt, og hvad der var fælles. Hvem ville vi gerne være solidariske med? Hvad var det, vi gerne ville have i vores samfund?” siger Liv Egholm.
Hun fortæller, at flere af vore dages store erhvervsdrivende fonde blev etableret i netop denne periode, og at en del af dem blandt andet ønskede at støtte enlige mødre.
”Men det var alene enkerne eller de fraskilte kvinder. Det var ikke de kvinder, som havde fået børn udenfor ægteskab,” lyder det fra Liv Egholm.
I dag opstiller fondene kriterier
Mens ordene ”værdigt trængende” ikke længere optræder i den danske sociallovgivning, så optræder begrebet stadig hos en lang række fonde.
En søgning hos Legatbogen.dk viser, at der i dag findes langt over 1000 danske fonde, som uddeler til såkaldt ”værdigt trængende.”
En del af fondene forvaltes af landets kommuner. Det gælder for eksempel Københavns Kommune, der alene sidste år administrerede fondsuddelinger for 4,2 mio. kroner. I flere af de fondes fundatser fremgår det, at støtten skal gå til ”værdig trængende” borgere.
Det samme gør sig gældende i Aarhus Kommune, der forvalter ”Fælleslegatet af 1979 til værdigt trængende,” der er en sammenlægning af over 100 forskellige fonde.
Men hvad ligger der i dag i begrebet ”værdigt trængende”? Og hvad stiller en fondsbestyrelse op, hvis fonden er bygget på en fundats med den gamle ordlyd?
Ifølge Liv Egholm vil fondsbestyrelserne i den situation typisk selv opstille en række uddelingsprincipper.
Og det er netop, hvad der er tilfældet med blandt andet de fonde, der forvaltes af Københavns og Aarhus kommuner. Her er det henholdsvis borgerrepræsentationen og byrådet, der udgør fondsbestyrelserne.
Det oplyser Københavns Kommune i en mail til Fundats:
”Ved uddeling af de legater og fonde, hvor det af fundatsen fremgår, at midlerne skal uddeles til ’værdige, trængende’ formål, bliver ansøgningerne vurderet på baggrund af en række kriterier, som er fastsat til at understøtte legatets formål.”
Kriterierne fastsat af Københavns Kommune afhænger af den enkelte fond, men generelt lyder det, at når der er tale om værdigt trængende ældre, så er det i praksis folkepensionister med en tillægsprocent på 100, som bor i København, og som har boet i byen i de seneste to år pr. 30. september i ansøgningsåret.
Er fondenes uddelinger rettet mod værdigt trængende enlige forsørgere, skal ansøgeren have hjemmeboende børn under 18 år samt have haft bopæl i København i de seneste to år pr. 30. september i ansøgningsåret. Desuden, oplyser kommunen, meddeles der afslag, hvis ansøgerens bruttoindtægt er på over 311. 000 kr. om året.
Også Aarhus Kommune har opstillet en række uddelingsprincipper og prioriteringer, der afgør, om en borger kan få støtte fra Fælleslegatet for værdigt trængende.
Til Fundats oplyser kommunen, at ”enlige forsørgere kommer før samlevende og gifte,” og at ”familier med en lav årsindkomst står først til tildeling. Det vil sige ansøgere på integrationsydelse, kontanthjælp, SU, (syge)dagpenge og førtidspension – i nævnte rækkefølge.”
Flere og flere bliver inkluderet i det værdige fællesskab
Opfattelsen af hvem, der er værdigt trængende, og hvem, der ikke er, ændrer sig altså over tid. Overordnet set går udviklingen mod, at flere og flere personer inkluderes i gruppen af værdigt trængende.
Det gælder for eksempel, når mennesker med misbrugsproblemer får hjælp, hvad enten det er af privat eller offentlig karakter.
”Indtil 1950’erne måtte alkoholikere for eksempel ikke stemme ved folketingsvalg, hvis de fik hjælp fra det offentlige,” fortæller Liv Egholm, mens Peter Wessel siger:
”Vi har ændret syn på de værdigt trængende. Det er jo ikke fordi, at vi pludselig giver hjælp til uværdigt trængende, vi synes bare pludseligt, at flere forskellige grupper er værdigt trængende,” forklarer han.
Nu beskytter man børnene mod deres forfærdelige forældre, som ikke skal ødelægge dem
Liv Egholm – Lektor, CBS
Et af de steder, hvor det især er tydeligt, at opfattelsen af de værdigt trængende har ændret sig over tid, er på børneområdet.
Det fortæller Liv Egholm:
”Der sker et skifte i filantropien i 1950’erne og 1970’erne. I den periode skifter fondene fokus fra at være nærmest reaktionære i deres hjælp til fattige, til at være proaktive. Det kommer til at handle om, hvordan de kan sørge for, at folk ikke kommer ud i uheldige omstændigheder. Derfor får man fokus på eksempelvis børn af indsatte, skilsmissebørn eller børn i sorg,” siger Liv Egholm.
- Er det i dag de udsatte børn, der er blevet de ”værdigt trængende”?
”Ja. De er værdigt trængende fordi, man forudser, at de kan ende i uheldige omstændigheder, og at de omstændigheder også vil være et problem for samfundet,” siger Liv Egholm.
- Men det er jo helt modsat af, hvad man lagde i begrebet ”værdigt trængende” for 100 år siden?
”Fuldstændigt. Det er helt omvendt. For at sige det lidt skarpt, kan man sige, at nu beskytter man børnene mod deres forfærdelige forældre, som ikke skal ødelægge dem. Før var børnene ikke adskilt fra forældrene. Der hjalp man mødre, som havde små børn. Det var moren, der fik hjælpen. Der er sket et skifte i menneskesynet,” forklarer Liv Egholm.
En konkret fond, der har ændret sit syn på det værdigt trængende, er Egmont Fonden, fortæller Liv Egholm.
”Da Egmont Fonden blev stiftet, blev det formuleret i fundatsen, at den skulle støtte enkeltpersoner, som fattige eller enlige mødre. I dag står den bag nogle meget store projekter for udsatte børn. På et tidspunkt prøvede fonden at ændre i sin fundats, så den kunne slippe ud af det her med støtte til enkeltpersoner, men det kunne den ikke,” fortæller Liv Egholm, og tilføjer, at det er ”sindssygt svært” at ændre i en fonds fundats. Hun forklarer, at løsningen for Egmont Fonden blev, at den i højere grad end tidligere støtter andre organisationer, der uddeler på deres vegne som eksempelvis Mødrehjælpen.
Strategiske fokusområder kan indsnævre målgruppen
Det er overordnet set positivt, at værdighedsbegrebet ændrer sig over tid, og at fondene er åbne for dynamik og forandringer, lyder det fra Adam Moe Fejerskov.
Han er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og forsker blandt andet i statslige og ikke-statslige aktørers roller i samfundsudviklingen.
Der dog visse faldgruber, lyder det fra forskeren.
Jeg ville være rigtig bekymret, hvis man tror, at man kan opstille et objektivt system
NAVN – Adam Moe Fejerskov, seniorforsker, DIIS
Når for eksempel de store fonde bliver mere og mere strategiske i forhold til, hvem de ønsker at hjælpe, risikerer de samtidig at blive ekskluderende i deres målgrupper.
“Når man tager et strategisk valg om, at man for eksempel gerne vil arbejde med en eller anden problematik, så tager man også automatisk nogle valg, der indsnævrer hvem, man er relevant for. Hvem man kan hjælpe, og hvem man ikke kan hjælpe,” siger Adam Moe Fejerskov.
For Adam Moe Fejerskov er det derfor afgørende, at fondene hele tiden er åbne om, hvem det er, der falder ind under deres såkaldte værdighedskriterier, og hvem, der ikke gør.
“Det, der er vigtigt for mig, er ikke, hvad man kalder det i sin fundats. Det vigtigste er, at man forholder sig til, hvad man kalder det, og at man forholder sig til, hvad man lægger i begrebet. Det gør man ved at have en reflekterende samtale. Ikke bare med sig selv som fond, men også med omverdenen,” siger Adam Moe Fejerskov.
Han understreger, at der findes masser af fattige mennesker i Danmark, og at også selve fattigdomsbegrebet er til diskussion.
“Der er mange måder at forstå fattigdom på. Det er ikke nødvendigvis kun et spørgsmål om penge. Det er også et spørgsmål om ulighed, og om der er mennesker, som ikke har adgang til de samme muligheder, som resten af samfundet har,” forklarer Adam Moe Fejerskov.
Begrebet bliver ikke mindre relevant at diskutere i en tid, hvor inflationen er historisk høj, og hvor vi kan stå overfor en potentiel recession.
Ifølge Adam Moe Fejerskov er det også væsentligt, at fondene løbende forholder sig til de kriterier, de selv stiller op for at understøtte deres fundatser.
“Man skal ikke tro, at fordi man opstiller en række kriterier, så laver man en objektiv vurdering af, hvem der skal have, og hvem der ikke skal have. Selve opstillingen og selve udvælgelsen af kriterierne vil altid være præget af holdninger, værdier og politiske spørgsmål. Jeg ville være rigtig bekymret, hvis man tror, at man kan opstille et objektivt system. Det vil altid være subjektivt,” lyder det fra Diis-forskeren.
Fondsopfattelserne smitter af på loven
Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilken opfattelse de danske fonde har af hvem, der er landets trængende, fortæller Liv Egholm.
Generelt kan hun i sin forskning nemlig se en tydelig tendens i retningen af, at fondenes arbejde og opfattelser smitter af på sociallovgivningen.
”En stor del af den måde, som vi begrebsliggør de værdigt trængende på, og den måde, som vi tænker om værdigt trængende årsager, bliver formuleret i den filantropiske verden, og så siver det ind i sociallovgivningen,” siger Liv Egholm.
- Starter det i filantropien, og så siver det ind i sociallovgivningen, eller er det omvendt?
”En del af det starter i filantropien. Det er faktisk meget imponerende. Den filantropiske verden presser på i forhold til, hvem vi inkluderer i vores værdighedsbegreb. I min forskning kan jeg se, at der kommer ting på finansloven, som jeg ved, at fondene har arbejdet med i en årrække,” fortæller Liv Egholm.
Hun forklarer, at et tydeligt eksempel på den udvikling, er den danske SU-lovgivning.
”Fondene brugte 100 år på at støtte uformående studerende, og nu er de inkluderede på finansloven. Fondene har helt fra starten af været med til at definere, hvem vi skal tage hånd om,” siger Liv Egholm.
I 2020 uddelte de danske fonde samlet set 232 millioner kroner til individuelle personer under sociale formål. Det var en stigning på 84 millioner kroner i forhold til året før, viser tal fra Danmarks Statistik.
