Det bliver den norske brancheforening for fonde, Stiftelsesforeningen, som skal repræsentere de 7.000 fonde i det kommende arbejde med at evaluere og modernisere Norges fondslov, Lov om Stiftelser. Det oplyser interesseorganisationen på sin hjemmeside Stiftelsesforeningen.no.
Stiftelsesforeningen får nu plads i en referencegruppe for det ekspertudvalg, som regeringen i februar nedsatte til at gennemføre en udredning og en evaluering af reglerne på fondsområdet. Lovudvalget består af to økonomiske eksperter og to juridiske, som ifølge kommissoriet for udvalgsarbejdet skal rådføre sig med repræsentanter fra fondssektoren.
”Stiftelsesforeningen er inviteret til at deltage i en referencegruppe, som skal arbejde tæt sammen med ekspertudvalget. Medlemmerne bliver inviteret til at deltage i processen fremover”, skriver Stiftelsesforeningen, som senere vil oplyse nærmere om, hvordan foreningens ca. 150 medlemmer konkret kan inddrages i processen.
Referencegruppen skal bidrage med input direkte til lovudvalget, som fremlægger sine endelige forslag til en ny fondslov inden udgangen af september i år.
Norge har de senere år fået flere store og færre små fonde og antallet af fonde med en egenkapital på mere end en milliard kroner er steget. Derudover er der kommet flere erhvervsdrivende fonde, hvilket betyder, at fondene i dag har omkring 35.000 ansatte.
”Den nuværende lovgivning trænger til at blive ændret. Vi skal sikre, at vi har regler, som er tilpasset fondenes nuværende behov. Fondene uddeler hvert år milliarder af kroner til vigtige sektorer i samfundet, blandt andet inden for forskning og uddannelse”, sagde Norges erhvervsminister Monica Mæland i en pressemeddelelse da hun udnævnte medlemmerne af ekspertudvalget.
Udvalget skal i samarbejde med referencegruppen blandt andet vurdere om ny lovgivning kan bidrage til at forsimple oprettelsen af nye fonde, om det er nødvendigt med regnskabs- og revisionspligt for mindre fonde samt om flere af de indrapporteringskrav, som fondene i dag skal opfylde i forhold til fondsmyndigheden, er nødvendige og hensigtsmæssige.