Den tidligere administrerende direktør i DSV A/S, Jens Bjørn Andersen, er ny bestyrelsesformand i Nordea-fonden og Tietgenfonden.
Det oplyser Nordea-fonden i en pressemeddelelse efter bestyrelsens årsmøde den 29. februar.
Jens Bjørn Andersen overtager posten efter Peter Schütze, der falder for fondens vedtægtsbestemte aldersgrænse på 75 år. Peter Schütze indtrådte i fondens bestyrelse i august 2006 og har de seneste seks år siddet på posten som formand.
”Nordea-fonden har i de seneste år – under Peter Schützes formandskab – uddelt over 3,1 mia. kr. til mere end 15.000 projekter, der har medvirket til at skabe flere gode liv rundt omkring i Danmark. Som almennyttig fond er vi drevet af et stort engagement og ikke mindst et behov for at gøre en konkret, positiv forskel for borgere – i hele landet. Det arbejde kommer vi til at fortsætte i det kommende år,” siger Jens Bjørn Andersen.
Peter Schütze er glad for, at bestyrelsen har valgt Jens Bjørn Andersen som ny formand.
”Jeg har lært Jens Bjørn godt at kende i de år, vi har arbejdet sammen i bestyrelsen for de to fonde. I de år har Jens Bjørn fået rigtig god erfaring med fondsarbejdet, og kombineret med hans mangeårige erfaring fra en topstilling i erhvervslivet er han den helt rigtige formand til at føre fondene videre. Jeg er glad og stolt over hvad hele holdet omkring Nordea-fonden og Tietgenfonden har opnået, og jeg er overbevist om at Jens Bjørn er den helt rigtige formand til at fortsætte rejsen,” udtaler Peter Schütze i pressemeddelelsen.
Jens Bjørn Andersen har igennem 15 år været ansat som administrerende direktør i DSV, men er for nyligt fratrådt. Foruden sit bestyrelsesarbejde i Nordea-fonden har Jens Bjørn Andersen i de seneste år også været medlem af bestyrelserne for Tietgenfonden, Børnecancerfonden og repræsentantskabet i Danmarks Nationalbank.
“For mig er det vigtigt, at Nordea-fonden fortsat er en attraktiv samarbejdspartner hos både små og store organisationer i hele landet – og bredt i befolkningen. Vi er 100 procent afhængige af, at omverdenen har lyst til samarbejde med os. Jeg går ydmygt til opgaven; velvidende at jeg i ryggen har en fond, der står på nogle stærke værdier - og ikke mindst en kompetent bestyrelse og en meget professionel administration,” siger Jens Bjørn Andersen.
Udover Peter Schütze er også professor Kirsten Blinkenberg Hastrup udtrådt af bestyrelsen.
I deres sted er indtrådt de to observatører, som bestyrelsen udpegede i 2023. Nemlig professor Noemi Katznelson og skovrider Søren Hald.
Bestyrelserne for både Nordea-fonden og Tietgenfonden består nu af følgende:
• Jens Bjørn Andersen (bestyrelsesformand)
• Louise Gade (næstformand)
• Torben Laustsen
• Mads Hylleholt Bøttger
• Karina Dahl Steffensen
• Søren Hald
• Noemi Katznelson